Ugen på kanten: Det var sjovere i gamle dage – eller var det?

Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt har i denne uge lagt navn og det ukuelige smil til sin nye biografi. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen

Alle elsker et dacapo, som en eller anden engang sagde. Og ganske vist er det da, at det kan være dejligt lige at dvæle ved en succesrig stund og glansfulde fortidsminder. Men nogle gange skulle man nok have ladet være.

Det kunne for eksempel godt se ud til at gælde for Helle Thorning-Schmidt, der i denne uge lagde navn og det ukuelige smil til en biografi, som skulle fortælle den hele og dybe historie om den slet behandlede statskvindes tid ved magten. Udgivelsen var et studie i markedsføring af politiske biografier, hvor det i ugevis dryppede med uddrag og enkeltstående nyheder i aviser og TV-programmer.

Og hvor selv DRs netop viste statsminister-serie næsten kom til at ligne en optakt. Her udmærkede Thorning sig ikke mindst ved at være hurtig til at kaste skylden for eventuelle fejl på alle andre, og den tråd er der åbenbart vævet videre på i bogen.

Men nu blev det ligegodt for broget for flere socialdemokrater. Blandt andet hardhitteren Henrik Sass Larsen, der i BT betegnede Thorning som en stor skuffelse som partiformand. Heller ikke Lykketoft var ligefrem fanagtig i sin kommentar, og mens fynske Troels Mylenberg kaldte bogen »en selvretfærdighedsbiografi«, blev den af BTs politiske redaktør kaldt et selvmord på hendes eget eftermæle.

Faktisk efterlod Henrik Qvortrups tidligere bog om Thorning et mere flatterende indtryk end hendes egen (og forfatter Nina Munch-Perrins) udgave af sandheden, mente Anne Sophia Hermansen her i avisen, hvor hun konkluderede, at de to skulle have sat sig hen i en svedehytte og røget noget pot i stedet for den pæne og overfladiske snak, det var blevet til. Lidt svært at se for sig, men man kan nok konkludere, at nogle gange skulle man måske lade fortid være fortid.

Men der er da også mange gode ting ved de gamle dage. Spørg bare Dansk Folkeparti, der denne uge fik en af sine kæpheste med i oplægget til et nyt forsvarsforlig: Flere værnepligtige. Hvem har ikke kun gode minder om tiden, før det hele blev overtaget af professionelle soldater? Dengang hvor de danske værnepligtige væltede rundt i grøftekanter med et halvgammelt gevær og konstant mindede én om Paul Hagen og Dirch Passer i »Soldaterkammerater«. Det var ligesom noget mere folkeligt dansk end den jammerlige Afghanistan-fremstilling, man i dag får i »Herrens veje«.

Og det var også dengang, hvor man kendte fjenden. Det var russerne. Siden blev det så indviklet, men nu er der heldigvis igen en fjende, vi kan få øje på. Det er sjovt nok igen russerne. De protesterer godt nok over at være grundlaget for en udvidelse af det danske forsvar, men gjorde de egentlig ikke også det, da de var røde?

Så bekymrende trusselsbillede eller ej – det er alligevel lidt trygt, når tingene begynder at ligne gamle dage.

Ligesom med fodboldlandsholdet. Her er selv Bendtner kommet tilbage i klassisk mellemfornøjende stil, og vi har haft en af de kvalifikationsrunder, som Danmark har prøvet så mange gange – de første kampe roder man rundt, og når det så begynder at se håbløst ud, og muren er vokset op over ryggen, så tager drengene sig sammen og vinder lige præcis nok til, at en ny slutrunde er inden for rækkevidde.

OK, der mangler lige et sidste nøk og en lodtrækning, og personligt vil jeg da gerne erklære, at jeg er træt af at møde de storsnudede svenskere, der et par gange nu har snydt os for vores ufortjente videre færd – her kan man roligt lade være med at genoplive fortiden.

Et sted, hvor fortiden altid fejres med glimmer og galla, er Hollywood. Men det er tydeligvis ikke det hele, der er værd at fejre, og i denne uge ramte fortiden hårdt ned på en af filmverdenens store skikkelser, filmproducenten Harvey Weinstein, der åbenbart har haft et bredt spekter af gramsning, overgreb og voldtægt på repertoiret ved siden af sine succesrige film gennem mere end 30 år.

Og det var noget, alle vidste, talte om og jokede om ved diverse gallaarrangementer, men ligefrem gøre noget ved det eller tage de små skuespillerinder alvorligt, det var ikke lige filmverdenens bud på en happy end i sex-gyseren.

Stor, skægget og magtfuld, som han er, kunne Weinstein godt ligne en oplagt casting til rollen, men på et afgørende område falder han udenfor: Han laver nemlig lidt kunstneriske, ofte politisk korrekte film og har offentligt støttet Clinton, så i Hollywood er han så afgjort »en af vore egne«. Og så er det jo noget helt andet, end når sådan nogle Trump-typer viser deres sande ansigt.

Apropos Trump, så har det været en stille uge for den amerikanske præsident. Et nyt angreb på den hårdnakkede Obamacare, en varsling om, at Iran ikke skal tro, at atomaftalen holder længere, og en tvivlsom joke om, at han da godt ville stille op mod sin udenrigsminister i en intelligenstest, efter at udenrigsministeren skulle have kaldt Trump en idiot.

En uge på kontoret med andre ord, men så er det da godt, at ekskonen kan skabe lidt liv. Trumps eks, tjekkisk-fødte Ivana Trump, erklærede i denne uge, at hun som første kone faktisk var første-dame og nok ville have klaret det job noget bedre end tredje-konen, slovensk-fødte Melania. »Ville jeg få rettet op på Det Hvide Hus på 14 dage? Absolut,« lød det fra Ivana Trump, der naturligvis er på vej med en bog om sit liv med Trump.

Det kunne godt lyde som endnu et af de tilfælde, hvor The Donald helst havde ladt fortiden hvile.