Ugen, hvor ingen var dumme

01BKUCOLLAGE-144125-288.jpg
WUNDERKIND - ccc
Læs mere
Fold sammen

Vil man være sikker på, at alle hører et rygte, er det smarteste, man kan gøre, at få den, som rygtet omhandler, til at benægte det.

En anekdote fortæller, at den senere amerikanske præsident Lyndon B. Johnson i en af sine tidlige valgkampe i Texas var stærkt presset, hvorfor han foreslog, at man spredte det rygte, at hans modkandidat jævnligt havde intimt samkvem med grise.

»Jesus Kristus,« sagde en kampagnemedarbejder befippet, »der er da ingen, der i ramme alvor vil tro på, at manden knepper grise!«

»Det ved jeg da godt,« svarede Johnson, »jeg vil bare have ham til at benægte det!«

Helt så langt nede i sølet er dansk politik ikke, men den forgangne uge viste, at princippet stadig virker glimrende.

Det blev demonstreret, da kommentator David Trads på det digitale folkemøde for mediefolk og journalister, som går under navnet Twitter, erklærede, at den nyudnævnte erhvervsminister, Rasmus Jarlov, ikke var »den skarpeste kniv i skuffen«.

Det affødte en heftig disput mellem de to herrer, som ingen ville beskylde for at være udstyret med underudviklede egoer, der endte med, at Jarlov minutiøst gennemgik sine karakterer helt tilbage fra folkeskolen. Så kunne folk ved selvsyn se, at han skam var en af de absolut skarpere knive i skuffen.

Resultatet blev som forventet, og flere medier bragte overskrifter, hvor Jarlov blev tilskrevet udsagnet »Jeg er ikke dum!«, hvilket dermed i offentligheden er indprentet som et spørgsmål, der kan herske så megen tvivl om, at et dementi er både nødvendigt og nyhedsværdigt.

Men selvom Trads måske hev stikket hjem i denne omgang, kan Rasmus Jarlov glæde sig over, at hans modstander forbavsende ofte og ganske radikalt ændrer sin vurdering af politik og politikere.

Som i sommeren 2016, da han først betegnede Lars Løkke Rasmussen som »så svag, at han forhandler uden autoritet«, for otte dage senere at konstatere, at selvsamme Løkke lignede »en stærk, handlekraftig og ydmyg leder«. I 2015 mente Trads, at svensk asylpolitik var et lysende forbillede, for mindre end et år senere at udråbe det som et skræmmeeksempel.

Så hvem ved? Med lidt held ender Jarlov måske inden længe som et af dansk politiks lyseste hoveder i Trads’ bog.

En anden, der i den forgange uge gerne ville understrege, at hun ikke er dum, er det danske kvindelandsholdstalent Nadia Nadim, der midlertidigt har stillet fodboldstøvlerne for at kommentere herrelandsholdets succesfuldt defensive russiske VM-eventyr på DR. Imidlertid mener ikke alle, at Nadim er lige så god til at kommentere, som hun er til at score mål. En række TV-seere og fodboldeksperter synes, at hun er alt for lang i spyttet og dårlig til at forklare folk, hvad de ser på grønsværen.

»Jeg ved godt, at mine formuleringer nogle gange bliver for lange, og jeg ikke hurtigt nok når frem til punchlinen. Det ved jeg jo godt. Jeg er jo ikke dum. Det er en ting, jeg skal arbejde med.«

Dermed var grunden lagt til ugens anden medieoverskrift, hvor sætningen »Jeg er ikke dum« indgik.

Resten af interviewet bekræfter den påstand. Nadim formår eksempelvis effent at drible uden om spørgsmålet om, hvorvidt kritikken af hendes kommentatorevner var foranlediget af hendes køn, med svaret: »Det kan jeg jo ikke svare på. Måske. Men sådan er livet.« Dermed undgik Danmark med nød og næppe en nedsmeltning i kombinationen af køns- og fodbolddebat hen over en brandvarm sommer.

Ikke alle er imidlertid lige så gode som Nadia Nadim til at undgå at sætte fødderne forkert i den evigt betændte kønsdebat. Nogle af de danske roligans i Rusland viste sig fra deres lidt mere urolige side, da de på stadion blandt andet kastede med ølkrus og formåede at udtrykke deres begejstring over »store patter« på et dannebrogsflag. At tale om sådanne attributter krænker nemlig ikke kun danske feminister, men også det internationale fodboldforbund, FIFA, der valgte at taksere brystudsagnet med en bøde på 20.000 dollar.

Hvorvidt det er dumt eller klogt, at Uffe Elbæk har meldt sig som statsministerkandidat, kan kun tiden og folketingsvalget afgøre. Partiformanden erklærede i en kronik, at han så sig kaldet til at melde sig som den tredje kandidat til landets mest magtfulde embede, fordi han ønskede at promovere »ægte ansvarlighed og ægte realisme« – og det kan alle de, som er mest optaget af uansvarlighed og urealistisk realisme så tage til efterretning. På de sociale medier mente både folkevid og kommentatorvælde dog, at det mest var dumt, baseret på komplekse analyser af førstevælgerretten under hypotetiske dronninge- runder og detaljerede redegørelser for, hvordan negativ parlamentarisme egentlig fungerer.

På den anden side: Hvis en kendt dansk rejsekonges påstand om, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale, holder stik, har Alternativet opnået en del mere end ingenting i den forgangne uge.

Og det er jo ikke helt dumt.