Det er på mange måder utroligt, at hun er her. På den helt store scene, med en fyldt plads foran sig og som navnet, der officielt lukker dette års Roskilde Festival.

For Björk Gudmundsdóttir – som vi alle er på fornavn med – er ikke en mainstreamkunstner, men derimod en avantgardist.

Når kvinden, som nu træder ind på Orange Scene i en sært vreden kjole og med et deformt, kobberrødt hår, alligevel står her, på den største scene af dem alle, så skyldes det langt hen ad vejen den musik, hun skabte i 1990erne – og særligt på albummene »Debut« og »Post«.

Her var der sange med en umiddelbar, hitlistesøgende appel, men siden da har hun bevæget sig i en stadig mere eksperimenterende og genreopløsende retning.

Søndag aften er hun her således med sidste års »Biophilia«, der for en stor dels vedkommende er skabt på en iPad, og som i ord og toner beskæftiger sig med naturvidenskab. På en meget björksk facon, naturligvis, og det gælder også nu, hvor hun åbner med »Cosmogony« med et kvindekor i ryggen og selv synger med sine karakteristisk rullende konsonanter og naivistiske klang.

En smuk, meget lovende entre som siden løber ud i et sæt, hvor stort set alle kompositionerne fra »Biophilia« får plads og iklædes elektronik, percussion og en række mere fremmedartede instrumenter.

Udtrykket er enkelt, til tider rudimentært, men tilføjes et luftigt, næsten himmelsk skær af det vidunderlige og krystallinsk syngende kor.

Stort møder småt

»Virus« og »Crystalline« hedder to af de store øjeblikke, som opstår i løbet af de 90 minutter, som det slidte publikum tager imod, mens celler, atomer og landskaber projiceres op på skærmen bag Björk.

Men der er ingen tvivl om, at hendes kunst havde stået langt stærkere på et mindre spillested som eksempelvis Store Vega. Orange Scene derimod er slet ikke skabt til hendes temperament og til et så relativt skrabet setup.

Her fungerer den store, kraftfulde musik bedst, ikke små og på mange måder introverte kompositioner som dem, Björk præsenterer.

Derfor bliver afslutningen på Roskilde Festival 2012 en koncert, der nok demonstrerer, hvordan hun beundringsværdigt insisterer på egensind og originalitet frem for konformisme og blind reproduktion af gamle sangskabeloner.

Det er bare hverken det rigtige sted eller det rigtige tidspunkt, og da klokken nærmer sig midnat er mange gået og endnu flere tænker sikkert på den lange rejse hjem.

Efter et væld af store oplevelser. Denne her blev bare aldrig en af dem. Ærgerligt nok.