Uforløst Baby

Filmatiseringen af Kirsten Thorups roman »Baby« er båret oppe af et interessant persongalleri, men ender som helhed med at drive formålsløst om.

Da Kirsten Thorups debutroman »Baby« udkom i 1973, var den ikke blot en rammende skildring af rand-eksistenser i storbymiljøet i en tid, hvor sociale tabere var andet og mere end fortabte sjæle på byens bodegaer og bænke med den tilhørende indkøbsvogn skramlende efter sig, men hele symboler på kapitalismens falliterklæringer, romantiserede og fiktionaliserede ved deres iboende fortælling om menneskelige nedture, fremmedgjorthed og desperation. Romanen var også et æstetisk eksperiment, der i sin erstatning af kommaer brugte ordet »og« for at indikere, at ting og relationer både står i forbindelse med og i modsætning til hinanden.

Her 30 år efter sin første udgivelse er bogen så blevet filmatiseret med instruktør Linda Wendel ved roret. Men filmen, der har samme titel, er i modsætning til sit roman-forlæg desværre hverken nyskabende eller indholdsmæssigt udfordrende.

Som de to centrale personer møder vi i filmen søstrene Leni (Maria Rich) og Nova (Line Kruse). Storesøster Leni forsøger at opretholde en stille, men normal eksistens, men det er ikke så let, når man brødføder sig ved at oversætte undertekster til pornofilm, har en sadistisk ex-mand (Jesper Christensen) i hælene på sig, er nabo til en drag-queen (Kenneth Carmohn), som man også er ved at blive forelsket i, har en lillesøster, der er narkoman og ernærer sig ved prostitution, og som på en tur til Fyn er kommet til at stikke en mand ned. Men Leni forsøger, og midt i det kaos, der omgiver hende, er hun det faste holdepunkt og hende, der altid kan låne de andre et par hundrede kroner.

Der er ingen tvivl om, at det farverige og vrangvendte persongalleri i »Baby« er en af filmens styrker. Hver figur er interessant nok i sig selv til at være hovedrolle i en hel film, men fordi de i samlet trop ikke bliver en del af et større billede, ender de alle med at flyde rundt som drivtømmer uden mål og med.

Men én ting er, at filmens manuskript, som Linda Wendel og Kirsten Thorup har skrevet, mangler en overordnet hovedidé, en anden er, at selve replikkerne og replikskiftet med jævne mellemrum lyder som noget, der kunne være taget ud af en film fra halvfjerdserne. Wendel, der tidligere har lavet »Ballerup Boulevard«, »Lykken er en underlig fisk« og »Mimi og Madammerne«, har åbenlyst ikke sin force i personinstruktionen, og skuespil-præstationerne holder sig inden for de forventede rammer. Det betyder gedigne, men en smule rygrads-leveringer af Jesper Christensen og Ulrich Thomsen (der begge har været med til at producere filmen), en Line Kruse, der kan formidle sårbarhed og desillusion i sin ansigtsmimik, men har problemer med at lyde troværdig, når hun åbner munden, og en Maria Rich, der slår sit talent fast, når det gælder forpjuskede og fremmedgjorte sjæle.

Imellem sig mangler de dog et flow, og som et resultat ender »Baby« med at stå som en søjlerække af enkelt-performances uden sammenhæng. Et kendetegn, der går igen for filmen som helhed, og med den forældede klang, der ligger som en distancerende dyne over hele foretagendet,mangler »Baby« både aktualitet og nytænkning. Den indfanger ganske vist desperationen hos de enkelte figurer - uden i øvrigt at komme hele vejen rundt om dem - men ikke i selve tidsånden, sådan som romanen gjorde. Og man fristes til at spørge, hvad det er, filmen vil sige os i dag? Fortællingens formål står uklart, og i den sammenhæng mangler »Baby« at forholde sig til et nutidigt publikum - og samfund for den sags skyld, for nu at tage det brede penselstrøg frem. For nok er de sørgelige skæbner helt tidssvarende blevet individualiserede, men det ville alt andet lige have været mere interessant, hvis filmen havde turdet at forholde sig tro til den samfundskommenterende intention, der gav romanen vægt. På den måde ville beskrivelsen af de kærligheds-hungrende og identitets-skrøbelige sjæle være blevet til vedkommende afspejlinger af »os« i stedet for ligegyldige historier om »dem«.»Baby«: Dansk film, instrueret af Linda Wendel. Længde: 90 min. Tilladt over 11 år. Grand, Dagmar og Palads i København og otte andre biografer landet over.Læs også interviewet med Jesper Christensen i Guide side 8