UFO i Odense

Nu er UFO ikke mere kun forkortelsen for et uidentificeret flyvende objekt, men også navnet på en ny filmforening i Odense.

Bogstaverne står for Underground Filmmakers Odense, og foreningen består af unge entusiaster med lyst til at eksperimentere inden for kortfilm, dokumentarfilm og animationsfilm. UFO arbejder sammen med Odense Filmværksted og får i aften kl. 19.30 besøg af københavneren Lærke Vedel Drews fra den beslægtede forening YUFFIES (Young Urban Film Freaks). Hun vil vise sin nye film »Laura in Action«, og det foregår i Odense Filmværksteds lokaler på adressen Pantheonsgade 5, 2. sal.