Uffe Buchard: »Jeg har et usnobbet forhold til kunst. Jeg er ligeglad med, hvem der har lavet det, og om det stiger i pris«

Modeeksperten Uffe Buchards nye afhængighedsforhold er kunsten. Den myldrer frem alle vegne – i hans hjem, i hans inspiration til arbejdslivet, og ind i hans rejser til kunstmesser, gallerier og museer. Også i modeugerne.

For fem år siden besluttede Uffe Buchard sig for at downsize. Han skiftede sin lejlighed på Gammel Strand ud med en mindre nær Kødbyen, Audien ud med en Mini og købte et lille sommerhus inde i en skov. Det gav lidt mere luft i budgettet, og samtidig fandt han ud af, hvad der virkelig inspirerede ham. Det var ikke længere modeugerne. Det var kunst. Han står her foran en betonskulptur af Magnus Pettersen, og det lille gule værk øverst er Emma Kohlmann og under det hænger et af Bent Holstein. De øvrige værker er af Malene Birger, Frank Moll, Marco Reichert og Jens Winstrup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Uffe Buchard har fået en åbenbaring. Intet mindre. Og den handler om kunst. Derfor er Berlingske taget hjem for at tale med ham i hans lejlighed, der læner sig op ad Kødbyen på Versterbro i København. På væggene hænger der kunst, tæt. Det begyndte for alvor at gribe om sig for godt fem år siden.

»Lige nu bevæger jeg mig et spændende sted hen. Jeg har fået en positiv afhængighed, som jeg også har fået af operaen og for mange år siden fik med balletten. Sådan husker jeg også, det oprindeligt var med moden. Lige pludselig klikker det, jeg sætter mig ind i tingene og kan ikke lade være. Da jeg for eksempel så den dér morsomme bakke (et værk af Morten Plesner med en konditorbakke, der har været ild i og siden er sat ind i en plexiglasramme, red.), talte værket til mig. Jeg måtte have det, og det skulle hjem og hænge, så jeg kunne ligge i min sofa og glo på den,« siger Uffe Buchard, der hele sit voksenliv har  beskæftiget sig med mode – og med tiden også interiør, design og nu kunst.

Uffe Buchard i sin lejlighed, hvor han har masser af kunst, både malerier, skulpturer og keramik. Kunstneren bag denne træskulptur er ukendt. Den er et fund fra en af Bruun Rasmussens auktioner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

I dag driver og ejer han Darling Creative Studio sammen med Jens Løkke, hvor de primært beskæftiger sig med image og rådgivningsopgaver for mode- og interiørbranchen. Derudover udgiver han den eksklusive mobbedreng af et modemagasin »Dansk Magazine« på 18. år, medvirker i radioprogrammet »Mads og Monopolet« og er i øvrigt en del af et samarbejde om en vasekollektion og et designbåret guest house-projekt på Amagertorv.

Birgitte Ellemann Höegh

»Folk vil som regel tale med Uffe Buchard om mode, men moden fylder mindre og mindre i hans daglige liv. Om sokken skal være grøn eller brun, er han fløjtende ligeglad med.«


Så kom ikke her. Uffe Buchard har travlt, men også med at samle på kunst, og når kunsten først er kommet inden døre i hans hjem, har den en eskapistisk funktion.

»Jeg er sådan en, der godt kan lide at være alene med »ensomheden« og »alene«, når jeg der sidder dér på min sofa. Nu er jeg alene med de her værker, og det er positiv ensomhed. De fylder mig op åndeligt, jeg bliver bedre til at være social, til mit arbejde, og min verden udvider sig. Jeg bliver et bedre menneske og mere smilende, positiv og åben.«

Folk vil som regel tale med Uffe Buchard om mode, men moden fylder mindre og mindre i hans daglige liv. Om sokken skal være grøn eller brun, er han fløjtende ligeglad med.

Hvorfor har du rykket dig?

»Jeg tror bare, at jeg er blevet voksen. Moden skal jo have lov til at være overfladisk, men jeg synes, der er blevet for meget af den. Jeg har det dårligt med overflod. Det sætter jeg mig imod. Man må jo starte med sig selv.«

Kunsten som drivkraft

For fem år siden besluttede Uffe Buchard sig for at downsize. Han skiftede sin lejlighed på Gammel Strand ud med en mindre nær Kødbyen, Audien ud med en Mini og købte et lille sommerhus inde i en skov. Det gav lidt mere luft i budgettet, til kunstkøb blandt andet, og samtidig fandt han ud af, hvad der virkelig inspirerede ham. Det var ikke længere modeugerne.

»Jeg gik til færre og færre shows. Når jeg var i Paris, London, New York og Milano, hvor det foregår, hentede jeg pludselig informationerne på nettet. For jeg gik jo på museerne og gallerierne og kiggede på kunst. Ubevidst. Hver gang, jeg laver en serie til »Dansk«, som skal ud i verden, fandt jeg ud af, at det i de sidste mange år er kunsten, som jeg har set et eller andet sted, der har været starting point. Moden er et ben, vi står på, men det er kunsten, der driver det.«

Samtidig besluttede han sig for at have lov til at være decideret »fjollet-begejstret« og stå ved det: »Når man bliver ældre, bliver man mere restriktiv, der dukker så mange regler op om, hvordan man skal opføre sig. Jeg har altid været lidt konservativ. Det har jeg fået brudt med. Så jeg er mere mig selv, end jeg nogensinde har været. Jeg er begyndt at lade mig forføre af det, jeg ser.«

Betonansigtet, som Uffe Buchardt kalder for Igor, og den gule høje betonvase i midten er af den dansk-norske duo Pettersen Hein. Den store brune og gule vase er af E. Michaelsen (1977). Vasen helt i baggrunden er vintage fra Tokyo, og de to små dekorerede vaser er Niels Thorsson for Royal Copenhagen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Balance

Og hvad er det så, han ser og samler på? Når man ser sig omkring i Uffe Buchards lejlighed, får man et nærmest monokromt indtryk i den jordbrune farveskala – og dertil lidt sennepsgult. Her er intet, der stikker af i skrigorange eller koboltblåt.

»Jeg tror også, at det handler om, hvad for et liv jeg lever. Det går virkelig hurtigt, så jeg bliver nødt til at kunne komme hjem til et sted, hvor der er en vis ro for øjnene, plus jeg hverken kan eller vil løbe fra den æstetik, som er min, og det er balance. Det har altid været den farveskala. Det er noget med naturen. Så er jeg en farvetosse, når jeg laver blomster.« (Uffe Buchard udkom med en blomsterbog, »Blomst«, på Gyldendal i 2018 og udgiver i dag kunsttryk med blomstermotiver, red.).

Indholdsmæssigt var hans første kunstkøb for godt 15 år siden et udtryk for noget dekorativt. De er i dag placeret i hans sommerhus, på hessianvæggen, hvor han synes, de passer godt. Siden begyndte han at samle på kunst af »danske mid-century-malere,« hvis værker han købte på Bruun Rasmussen Kunstauktioner. De er også havnet på hessianvæggen i sommerhuset, hvor der er en blød, hyggelig og ikke spor provokerende stemning, mens kunsten i København gerne må stikke lidt mere ud og provokere.

Det lille skarpe værk af Lars Christensen spræller af energi i Uffe Buchardts lejlighed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»Efterhånden har min smag udviklet sig og er blevet mere avantgarde. Et af mine nyeste værker er af Morten Plesner. Det er et keramisk værk, som jeg for fem år siden ville have kigget på og tænkt, at det var en bunke et-eller-andet. I dag bliver jeg begejstret. Jeg er også helt vild med Mathias Malling Mortensen (der laver papirklip, red.). Jeg er blevet mere til det skulpturelle. Ikke kun maling, men stof og træ. Og så har jeg også næsten lige købt den her skulptur på Brun Rasmussen. Jeg er meget glad for skulpturer. Det var jeg heller ikke tidligere. De rustne jernskulpturer havner i mit sommerhus. Nu har jeg syv.«

Uffe Buchard

»Jeg har en meget usnobbet holdning til kunst. Jeg er ligeglad med, hvem der har lavet det, og hvad de hedder, og om de må have en stor bright fremtid. «


Denne skulptur er i træ og på højde med Uffe. Hvem, der har lavet den, ved man ikke, kun at den er dansk. I det hele taget går Uffe Buchard ikke ret meget op i afsenderen.

»Jeg har en meget usnobbet holdning til kunst. Jeg er ligeglad med, hvem der har lavet det, og hvad de hedder, og om de må have en stor bright fremtid. Det interesserer mig ganske enkelt ikke. Det kan så godt være det stiger i pris – og fred være med det. Det vigtigste er, at jeg elsker det!«

Derudover har han gjort endnu en opdagelse, og det er, at kunst ikke behøver at være dyrt.

»Jeg er ikke rig, og det troede jeg, man skulle være for at samle på kunst. For mig handler det om nogle prioriteringer. Jeg kan godt forelske mig i en Henry Moore. Det er fuldstændig out of reach, men derfor kan jeg jo godt nyde det. Det nye, friske og unge er interessant for mig, og det er det, jeg køber. Den der lille, sjove brune ting med tern derhenne er af Svend Sømod. Han er en af mine bekendte, der går på Kunstakademiet.«

Det vælter ind med opdagelser. En anden er, at han rent faktisk er velkommen på gallerierne. Tidligere var det en angstprovokerende oplevelse at gå ind i et galleri, så han købte hellere mere neutralt på auktioner.

»Jeg følte ikke, at jeg hørte til, og er opdraget til, at hvis du går ind i en butik, skal du købe noget. Men jeg har fundet ud af, at det er de sødeste mennesker, der bare gerne vil tale om den kunst, der er derinde. Dér har jeg så også fået en åbenbaring, og nu er jeg på kunstmesser i Miami, og hvad ved jeg, og holder herhjemme af at komme i gallerier som Bricks Gallery, Galleri Benoni, Martin Asbæk, Schäfer Sunday S og V1 – ikke store prangende gallerier, men spændende.«

Ja, han er blevet så tryg ved kunstens markedspladser, at Chart Art Fair er medredaktør på det næste »Dansk Magazine,« som er blevet til et »art issue,« der ikke udkommer i modeugen, men på Chart Art Fair-kunstmessen i slutningen af august. Her er ambitionen for Uffe Buchard og hans medredaktør, Kim Grenaa, at få kunsten ind sammen med moden på alle opslag.

Uffe Buchardts billedvæg. Værket i sort og okkergult er en nyanskaffelse af Mathias Malling Mortensen og over det hænger et nyt værk af Morten Plesner. Fra oven i næste række et lille Jeff Ibbo. Under det en skitse af Axel Salto og under den et Christian Lemmerz. På den anden væg en stor tuchtegning af Axel Salto og oven på den en miniature CoBrA købt for mange år siden.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Det indre blik

Uffe Buchards hjem fremstår som et sikkert, lille iscenesat værk. Man er ikke i tvivl om, at han har et æstetisk blik, som er det, han har benyttet sig af, siden han begyndte med at style sine modeserier til magasinerne, hvor iscenesættelsen har lænet sig op ad kunstfotografiet.

Han har hverken gået på kunst-, design- eller arkitektskole, men har et stærkt, sikkert og godt blik, og det har han taget med sig hjemmefra – fra Aabenraa. Her gik man meget mere op i ringridning og halbal end kunst, og Uffes mor hev ham aldrig med på et kunstmuseum. Men han havde en farfar, der var malermester og havde et værksted tætpakket med malerrester. Dér gik Uffe rundt og klatmalede for sig selv.

»Min opvækst var ekstrem rolig. Der skete ingenting. Vi havde ingen penge, vi var aldrig ude at rejse, og hvis man ikke oplever noget, så sker der noget for ens indre blik, de der små ting – et træ, der kroger underligt i haven. Når du har ro nok, så begynder du at gøre noget, så begynder du at få nogle tanker. Jeg lavede ikke andet end at blive passet inde hos min farmor, hvor jeg lå og gloede op i loftet og drømte mig væk. Jeg har altid været en kigger og sagt meget lidt. Det er så ændret siden! Jeg var meget introvert og har altid battlet med en social angst. Nu ved jeg, hvordan jeg håndterer det, men jeg skal stadig være meget alene. Alt det har lært mig at kigge og betragte, og det er en stærk del af min kreative eskapisme.«