Prinsesse Benedikte ankommer til sin 75 års fødselsdag og bliver modtaget af sin storesøster, dronning Margrethe.
Prinsesse Benedikte ankommer til sin 75 års fødselsdag og bliver modtaget af sin storesøster, dronning Margrethe. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

H.K.H. prinsesse Benedikte kom til verden 29. april 1944, mens krigen raserede. I anledning af fødselsdagen viser Koldinghus en udstilling om hendes virke for Danmark gennem 75 år, men de, der forventer afslørende private fortællinger, bliver skuffede. Udstillingen skildrer hendes arbejde i Kongehusets regi for Danmark og belyser, hvordan kongehuset har legitimeret sin position i samfundet gennem et omfattende arbejde for foreninger og humanitære formål. Det er heller ikke noget tilfælde, at det er Koldinghus, der er ansvarlig for udstillingen. Prinsesse Benedikte er selv protektor for stedet, og man må formode, at museet ikke har haft nogen interesse i at udfordre billedet af en pæn og pligtopfyldende prinsesse.

Kanonsalut ved fødsel

Udstillingen fortæller kronologisk om prinsesse Benediktes liv og begynder beretningen, da den borgerlige modstandsgruppe Holger Danmark ved hendes fødsel fyrede salutter af for at markere det danske sammenhold – trods besættelsesmagtens klapjagt på frihedskæmperne. Kongefamilien gjorde meget ud af at promovere familien som en dansk kernefamilie i kongelig udgave, og udstillingen viser herlige fotografier af kong Frederik, dronning Ingrid og prinsesserne, der som enhver anden dansk familie var ude at gå med barnevogn.