Udsat på hjertets bjerge

Med »Ghost Stories« har Coldplay begået deres til dato bedste album, der har trukket de store omkvæd ud af sangene og i stedet opladet dem med bittersødme.

Chris Martin er det sårede og velsyngende centrum i Coldplays ni nye sange. ?Foto: PR-foto Fold sammen
Læs mere

-  Forleden hørte jeg et nyt nummer fra U2, og det første, der slog mig, var ikke, hvor meget de lød som sig selv, men hvor meget de lød som Coldplay.

Tanken kommer ikke ud af ingenting. For engang var Coldplay blot U2-protegeer, men har siden gjort deres signaturer til deres egne: Den patosladede sound, den inderlige stemme, de blinkende guitarer.

Hvornår skiftet helt præcis fandt sted, er svært at sige. Men et sted mellem 2002 og 2005, mellem de millionsælgende album »A Rush Of Blood To The Head« og »X&Y«, og i de år, hvor dét at tale om »verdens største rockband« var ved at blive forældet i fildelingens og mangfoldighedens navn.

Men Coldplay var – og er – giganter på såvel hitlister som salgslister, og deres succes i det nye årtusinde matcher også den, U2 nød i 1980erne og i årtierne frem mod nu, hvor der er langt mellem albummene og endnu længere mellem de gode sange.

Måske er det derfor, Coldplay er blevet så store. Fordi der, mens U2s stjerne stadig falder, stadig er behov for følsom, traditionel og lettilgængelig rock. Det er i hvert fald iørefaldende kendetegn ved Coldplay, som så mange elsker og andre hader, fordi den er så rendyrket mainstream og ikke har ambitioner om at dekonstruere rockens formsprog.

Der er heller ikke nogen tvivl om, at Coldplays sjette album, »Ghost Stories«, vil dele vandene og skabe et stort, globalt hold af fans og en mindre, men indædt gruppe af haters. De ni nye sange lyder nemlig umiskendeligt som Coldplay og dét, selv om albummet er blevet til under langt fra harmoniske omstændigheder for sanger og tekstforfatter, Chris Martin. Hans forhold til skuespiller Gwyneth Paltrow smuldrede nemlig under tilblivelsen, og til sidst styrtede hans kernefamilie i grus.

Sammenbruddet synes også at være trængt dybt ind i versene på »Ghost Stories«. Chris Martin, der er en behjertet, men ikke særlig dygtig tekstforfatter, skriver og fremsynger her historien om en mand, der gennemgår en krise og et brud og siden undergår forskellige følelsesmæssige faser. Endelig er erkendelsen, at han bør blive ved med at favne kærligheden, selv om den viser sig ikke at være evig.

»2gether thu life«

I et interview har Chris Martin fortalt om et møde med en sufi-lærer, der sagde, at hvis han lærte at forholde sig til sit tab, ville det til sidst forvandle sig og blive til guld. Det er det nu ikke blevet til, i hvert fald ikke i kunstnerisk forstand. Teksterne på »Ghost Stories« er på det jævne, men følelserne i Coldplay har også altid siddet mere i musikken og stemmen end i ordene.

Sådan er det også i denne omgang, hvor man kan finde linjer som disse om mindet om dengang, alt var uforgængeligt: »Got a tattoo that said »2gether thru life/Carved in your name with my pocket knife/And you wonder when you wake up, will it be alright?/Feels like there’s something broken inside.« Herfra videre ind i fornægtelsen – »Tell me you love me/If you don’t, then lie/Lie to me« – og videre ind i ensomheden: »Late night watching T.V./Used to be you here beside me/Used to be your arms around me/Your body on my body.«

Her, på ordniveau, har Bono altid været milevidt foran Chris Martin. Men igen: Det er i stemmens klang, arrangementerne og melodierne, Coldplays følelser strømmer. Og det gør de på »Ghost Stories«, hvis produktion er forestået af Paul Epworth og med bidrag fra så forskellige navne som Jon Hopkins og Avicii. Dog ingen Brian Eno, som på Coldplays romantisk-disede album »Viva La Vida Or Death And His Friends« fra 2008.Lidt i samme ånd åbner »Ghost Stories« med den sarte, stilfærdige »Always In My Head«, der langsomt kommer til syne, som en sol over et morgenhav, og hvor sakrale kvindestemmer og elektronik umærkeligt overlader lydbilledet til et blødt pulsslag og Jonathan Bucklands blinkende guitarer, der ekkoer det helt store forbillede, The Edge.

Det er et ualmindelig stemningsfuldt udtryk, hvor Chris Martin som det første overhovedet synger »I think of you«. Et »jeg« der henvender sig til et fraværende »du,« sådan som det er tilfældet på hele »Ghost Stories«, og således også i udspillets andet nummer, den ligeledes nedtonede, let soulede »Magic«.

Som i størstedelen af sangene er der her tale om et dæmpet, afspændt og semiakustisk arrangement i en blød, omhyggeligt afrundet produktion. Kompositorisk er der heller ingen hasten frem mod et forløsende omkvæd, men i stedet tålmodigt fokus på stemning og atmosfære. Som i »Midnight«, hvor den på én gang stoflige og sfæriske sound har meget at takke producer Jon Hopkins – hans udspil i eget navn er også værd at lytte til – for.

En himmel fuld af stjerner

I »Midnight« er Chris Martins vokal også let forvrænget, hvilket er en velkommen afvigelse fra hans hyppige falset. Men netop den direkte kommunikerede inderlighed i falsetten er en af Coldplays signaturer og det, der distancerer bandet fra ironi og kynisme.

Så kan det da godt være, at Chris Martin ikke er i sync med tidsånden, og at der er lidt salvelsesfuld Bono over ham. Men han har, modsat langt de fleste sangere på denne forurenede klode, en stemme, som skiller sig ud blandt alle de andre.

Det er en gave, selv om stemmebrugen til tider er for entydig i sin romantiske følsomhed. Et andet problem ved Coldplay kan høres i »A Sky Full Of Stars«, hvor bandet giver efter for deres hang til at behage så mange som muligt og har trukket Avicii ind – der står for noget af tidens mest oppustede, men flade pop – og forvandlet nummeret til den slags musik, der spilles i træningscentre og Joe & The Juice.

»A Sky Full Of Stars« står i grel modsætning til det efterfølgende og afsluttende »O«. Tangenter og stemme, det er stort set det hele, men fyldt med blå stemninger. Og »Ghost Stories« besidder måske ikke den blodige smerte, som høres på eksempelvis Bob Dylans breakup-album, »Blood On The Tracks«. Eller den svimmelhed, der tegner Becks ditto, »Sea Change«. Men det er stemningsladet og bittersødt. På en egen, meget Coldplay’sk måde.

Hvem: Coldplay. Hvad: »Ghost Stories«, Parlophone/Warner.