Udødelighed

Søren Kassebeer, litteraturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Én bog kan være nok. Nok til, at en forfatter ikke bliver glemt. Sådan som de fleste forfattere, hvis vi nu skal være helt ærlige, bliver det. Før eller siden.

Harper Lee er et eksempel. Hendes roman fra 1960, »Dræb ikke en sangfugl«, den eneste, hun til dato har udgivet, bliver stadig læst og vil blive det, så længe der er nogen, der læser bøger.

Noget andet er så, at den 89-årige snart udgiver en roman, hun skrev før »Dræb ikke en sangfugl«. Det kan måske pille ved myten Lee. Men ikke ved selve debutens udødelighed.

Én bog kan altså være nok.

Som den var nok for Miguel de Cervantes, »Don Quijote«s forfatter, der skrev meget andet, men huskes alene for dén kæmperoman. Som den var nok for Giuseppe Tomasi di Lampedusa, hvis eneste roman, »Leoparden«, der udkom posthumt i 1958, sikrede ham evig berømmelse. Som den var nok for den amerikanske forfatter John Williams, hvis roman »Stoner« udkom første gang i 1965, uden at vække megen opsigt i større kredse, men som siden genudgivelsen i 2003 har sikret sin nu for længst afdøde forfatter en evig plads på parnasset.

Tilfældet Harper Lee minder os med andre ord om, at kvantitet er irrelevant, når det handler om at sikre forfattere udødelighed. Og om, at dette er et grundvilkår for forfattere til alle tider.

Flere eksempler: James Joyce udgav en håndfuld mesterværker, men »Ulysses« overskygger dem alle i kendthed. Romanen er ganske vist svært læselig og – hånden på hjertet – irriterende idiosynkratisk, men den er også blevet indbegrebet af litterær modernisme og derfor er den og Joyce udødelige.

Hvis en anden af de største, Franz Kafka, kun havde skrevet »Processen« (eller skrevet og skrevet, den blev som bekendt aldrig færdig), men altså, hvis Franz Kafka kun havde skrevet »Processen«, ville det have været nok til for altid at sikre ham mod glemsel, for ingen andre romaner fra det 20. århundrede rammer så præcist samme århundredes grundstemning af fuldkommen fremmedgjorthed. Dén roman alene er dét, der giver mening til begrebet »kafkask«.

Derfor er den udødelig. Derfor er Kafka udødelig.

Om nyligt afdøde Klaus Rifbjerg også engang vil få status af udødelig forfatter, er det nok for tidligt at spå om, men sker det, vil det, gætter jeg på, skyldes hans debutroman, »Den kroniske uskyld«, der ramte tiden så rent og forblev så tidløs.

Hans kollega Johannes V. Jensen, dansk nobelpristager i litteratur, skrev mængder af romaner, digte og andet, men det, der gør ham udødelig, er én bog, ungdomsværket »Kongens fald«, den store fortælling om Mikkel Thøgersen og Christian II, der vel er en af de bedst skrevne romaner i dansk litteratur overhovedet.

Nej, mere end én bog skal der ikke til. Én bog kan være nok til, at forfattere bliver husket. Også af alle os almindelige dødelige.