Udødelige klassikere

Søren Kassebeer, litteraturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

Det var et enestående år i dansk børnelitteraturs historie. Året 1967. Det var året, hvor Flemming Quist Møller udgav den skønt skæve »Cykelmyggen Egon«, hvor Cecil Bødker børnebogsdebuterede med første bind i den smukke serie om Silas, »Silas og den sorte hoppe«, og hvor Halfdan Rasmussen og Ib Spang Olsen gik i genialt parløb med »Halfdans ABC.«

Titler som de nævnte var for dansk børnelitteratur, hvad samme års banebrydende Beatles-album, »Sgt. Pepper´s Lonely Hearts Club Band«, var for rockmusikken. Der blev sat nye standarder. Hverken det ene eller det andet var bagefter helt det samme. 1967 var et stort år.

Noget andet er så, at hverken Cykelmyggen eller Pepper eller nogle af de andre nyskabende herligheder nåede helt ud til det drengeværelse på Amager, hvor nærværende dengang 7-8 år gamle klummeskriver holdt til.

Musikken, jeg hørte på transistorradioen, var mest dansktoppen og andet pjat, og min foretrukne lekture var Gyldendals udødelige klassikere, der bestod af forkortede genskrivninger af nogle af drengelitteraturens klassikere. »Huckleberry Finn«. »Jorden rundt i 80 dage«. »Frændeløs«. Den slags. Ret konventionelt. Ikke særligt revolutionerende.

Anledningen til disse tilbageblik er den nye udgave af de udødelige, som Jeppe Bangsgaard fortalte om i sidste uges BØGER. De er her igen, de gamle bøger, nu i ny indpakning og nygendigtet til lejligheden, og hvad skal vi så udlede af det? Er det børnelitterære landskab blevet tilbageskuende og reaktionært? Er forlagene ved at ofre nytænkning til fordel for nostalgi i nye klæder?

Overhovedet ikke.

Det gamle og det nye kan sagten trives side om side. Desuden synes jeg, at det er smukt, at man giver unge læsere mulighed for at snuse til klassikere, der netop er, ja, udødelige. Jeg har det også fint med, at Gyldendal tilgængeliggør bøger, der engang var indbegrebet af drengebøger. At være en drenget dreng er en drengeret. Skulle jeg mene.

Om det gode initiativ så også vil få flere drenge til at læse mere? Næppe. Jeg tror, at læsning af romaner, de være sig nye eller gamle, forkortede eller uforkortede, gendigtede eller ikke gendigtede, er en syssel, som aldrig vil blive lige så selvfølgelig for drenge og andre børn, som da jeg var lille. Med mindre en forfatter af Harry Potter-skaberen J.K. Rowlings usædvanlige kaliber dukker op igen, vil den være og forblive en specialitet for relativt få af de små.

Men det går nok også endda. Romanen som genre lever, kan man konstatere, i bedste velgående. Nye generationer af voksne skriver den. Nye generationer af voksne læser den. Klassikere genudgives. Nye klassikere kommer til. Romanen er slet ikke død. Måske er den endda udødelig.