Udflugt med kunst

Både Herning, Brande og Ikast har lange traditioner for kunst i det offentlige rum. Vi har taget en tur rundt til nogle af seværdighederne.

Elia, skulptur af kunstneren Ingvar Cronhammar. En ca. 32 m høj symmetrisk opbygget skulptur i bydelen Birk i Herning. Skulpturen udspyr med uforudsigelige mellemrum høje ildsøjler. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Det er egentlig utroligt, så meget der skete dengang i 1960erne.

Det var, som om nationen for alvor var kommet ud af efterkrigstidens økonomiske knaphed og 1950ernes generelle nøjsomhed. Og gik i gang igen. Økonomien var i bedring, hjulene kørte, lønningerne steg, og de københavnske kulturpolitikere mente, at nu var der også råd til at støtte kunst og kultur på en ny og anderledes måde.

Men i Jylland gik man bare i gang. Tag nu Brande som eksempel. To lokale kunstinteresserede borgere besluttede sig for, at Brande skulle være byen, der blev kendt for sine gavlmalerier – og det lykkedes sandelig også.

Kunstnere af vidt forskellig observans kom til Brande og fik stillet gavle til rådighed. Statens Kunstfond støttede tilmed projektet – og det blev besluttet, at det skulle løbe over en årrække. På et tidspunkt falmede interessen og med den også mange af murmalerierne – men på det senere er der blevet taget initiativ til at renovere nogle af gavlene og invitere kunstnere til at male nogle nye.

Det kan måske ikke undre, at der er opkaldt en vej efter Per Kirkeby. Højst at det var så tidligt som i begyndelsen af 1970erne. Da blev der opført et ambitiøst nyt parcelhuskvarter, der skulle udsmykkes med kunst af blandt andre Kirkeby og nogle af hans brødre fra Eks-Skolen som for eksempel Peter Bonnén og Bjørn Nørgaard. Som så skulle have opkaldt veje efter sig i det pågældende område.

Elsket var alle skulpturerne ikke fra begyndelsen. En bevæbnet parcelhusejer kom eksempelvis hen til Bjørn Nørgaard og bad ham i utvetydige vendinger om at tage sit ragelse med sig. Og det var endda inden, skulpturen var stillet op!

Som det som regel går, blev skulpturerne populære med tiden – og så blev de flyttet. I 1990erne blev Frisenborg Skulpturpark anlagt i centrum af Ikast, og her kan man blandt andet finde Per Kirkebys første udendørs murstensskulptur og Bjørn Nørgaards »Monument til Ikast« samt Peter Bonnéns meget smukke »Den jødiske kirkegård«. Der er, som Hans Edvard Nørregård-Nielsen har bemærket »ikke langt fra det nære til det forunderlige i Ikast.«

Mange har del og lod i den status, Herning har som kunstby – men en person skal nu alligevel fremhæves i denne sammenhæng, og det er tekstilfabrikanten Aage Damgaard.

Aage Damgaard kunne vel nok føle sympati for den forening, der hedder Kunst på arbejdspladsen. Ideen er, at medlemsvirksomhederne lejer skiftende udstillinger af høj kvalitet, så medarbejderne har noget at blive forundret eller provokeret over. Provokationer har undertiden den positive effekt, at de bliver til afsæt for nytænkning.

Provokerende og elsket

Men Aage Damgaard syntes, at det var endnu bedre med kunstnere på arbejdspladsen.

Så eftersom han ejede skiftende fabrikker, inviterede han kunstnere til at komme til byen. En af de første var Paul Gadegaard, der totaludsmykkede en af bygningerne. Det var ikke alle, der var lige begejstrede for resultatet, men det tog Damgaard nu med ophøjet ro.

Ligesom da han hentede Svend Wiig Hansens skulptur »Moder Jord« fra Aarhus, hvor dem, der bestemte, syntes den var for provokerende. Da den så kom til Herning, blev den transporteret på en åben vogn gennem hele byen til fabrikken, hvor de ansatte resolut trak gardinerne for.

Siden blev også den en accepteret og hos nogle ligefrem elsket skulptur, der nu indgår i Herning Kunstmuseums samling. Ligesom forresten en skulptur i seks dele af Peter Bonnén, der blev et af stridsemnerne under 1960ernes rindalismedebat.

Aage Damgaard fik en længere række kunstnere til at arbejde for sig i Herning. De fik løn og frie hænder, og nogle af resultaterne blev i byen. For eksempel da den italienske konceptkunstner, Piero Manzoni, kom til den jyske prærieby og skabte en række værker, der gør Heart til en attraktiv samarbejdspartner i den internationale kunstmuseumsverden.

Asger Jorn var helt klart i tankerne, da den indre gård i Damgaards seneste fabrik, Angligården, skulle udsmykkes. Men der var bekymring for, om hans helbred kunne stå mål med den enorme arbejdsopgave, så det blev Carl-Henning Pedersen. Og en af resultaterne af dét blev, at eftersom de københavnske politikere ikke kunne finde ud af, om det var hovedstadsområdet, der skulle huse et museum for ham og hustruen, Else Alfelt, fik han et tilbud af Herning, han ikke kunne sige nej til.

Fremhæves må det også, at en af Danmarks største billedkunstnere (i hvert fald en af de højeste), Ingvar Cronhammar, har skabt en række skulpturer til Herning, hvoraf den mest kendte må være »Elia« i Birk. Med sine antenner ligner »Elia« en omvendt Weber-grill – og man kan blandt andet se på skulpturen som en slags lyttepost, der registrerer Månens rytme eller planetens bevægelse omkring Solen eller noget helt tredje.

Først og fremmest skal »Elia« måske få os til at tænke på, at så meget er der måske heller ikke sket, siden hulemanden sad og skulede op mod himlen og overvejede, hvordan tilværelsen hænger sammen. Fundamentalt har det at være menneske vel egentlig ikke ændret sig grundlæggende fra dengang til nu?