Udenlandske journalister giver Eurovision-logistik dumpekarakter

Den internationale presse, der i disse dage dækker Eurovision Song Contest i København er mildt sagt ikke tilfredse med logistikken omkring den store begivenhed. Arrangørerne bag har udvist "arrogance" og "magelighed", lyder det.

15 udenlandske journalister kritiserer de logistiske forhold på Refshaleøen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh

For få vejskilte gør det svært for tilrejsende gæster at finde ud til Refshaleøen, det såkaldte Eurovision Island, hvor Eurovision Song Contest for øjeblikket bliver afviklet. Desuden er vejene, når først man er på Refshaleøen, for smalle, hullede og uasfalterede, og endelig afgår busserne og havnebusserne alt for sjældent.

Sådan lyder noget af kritikken fra de udenlandske journalister, Berlingske talte med tirsdag i presserummet, før Eurovisionens første semifinale løb af stablen.

Olav Andersson, skrivende journalist på den russiske avis Trud, forstår ikke, at arrangørerne ikke har prioriteret logistikken, som han kalder for en »katastrofe«, højere.

»Jeg forstår, at man i Danmark som foregangsland for grønne initiativer har et ønske om at gøre Eurovision-projektet så bæredygtigt og energibesparende som muligt, men det er bare ikke acceptabelt, at man til et så stort arrangement ikke kan byde gæsterne flere vejskilte og asfalterede veje, så de ikke skal rende rundt i hullede grusveje, hvor flere af mine kolleger allerede er faldet og slået sig med iturevne sko og kjoler til følge,« siger 35-årige Olav Andersson, der som svensker fra Skåne har indgående kendskab til København.

»Jeg kan kun sige, at hvis jeg - som har været i byen flere gange - har svært ved at finde vej ud til Eurovision Island, så kan jeg da slet ikke forestille mig, hvordan andre gæster, delegationer og presse oplever det,« fortsætter Olav Andersson og placerer Danmark efter de sidste to års værter, Baku i Aserbajdsjan og Malmø i Sverige, hvad angår logistik og fremkommelighed.

Han er især bekymret for, at det kritisable arrangement, Danmark har fået stablet på benene, på sigt kan være med til at devaluere Eurovisionens værdi som brand. Logistiske problemer giver, mener han, et negativt indtryk allerede før sangkonkurrencen er begyndt, og det sætter en mærkbar dæmper på humøret hos alle involverede parter.

Berlingske har tidligere skrevet om de logistiske problemer på Refshaleøen. Her gav flere trafikforskere, heriblandt Oli Madsen, professor emeritus fra DTU med speciale i transport, og professor Otto Anker Nielsen fra DTU, udtryk for, at de heller ikke mente, at området på grund af dets »dårlige, snørklede adgangsveje« er et egnet sted at afholde en af Europas største kulturbegivenheder. Området var efter deres vurdering »ikke særlig tilgængeligt« og ud fra et trafikmæssigt synspunkt var det »et af de mest udfordrende steder i København til sådan et arrangement,« lød det.

Maria Remizova, skrivende journalist ved den russiske avis Komsomolskaya Pravda, er enig i sin russiske kollegas betragtninger. Hun mener, at det er "mærkværdigt", at arrangørerne angiveligt har brugt alle ressourcerne på scenen inde i B&W-hallerne - som hun dog kalder imponerende - i stedet for omgivelserne.

»Jeg har været her i et par dage nu. Og hver gang jeg skal til og fra Eurovision Island fra Islands Brygge, hvor jeg er indlogeret, tager det mindst halvanden time hver vej. Det er bare ikke okay. Desuden forvirrer skiltene mere, end de gavner, og busserne afgår for sjældent,« siger Maria Remizova, der kalder de danske arrangørers indstilling »arrogant« og »magelig«.

Det er syvende gang Maria Remizova dækker Eurovision for sin russiske arbejdsgiver, og oplevelsen på Refshaleøen er indtil videre den »klart mest ringe« af dem alle sammen, når det kommer til logistikken, fortæller hun.

»Refshaleøen er et mærkeligt sted at afvikle en stor begivenhed som denne. Det er et faldefærdigt industriområde, der ikke ligefrem er yndig at se på,« siger Maria Remizova.

Armen Karabetyan, en tysk blogger for websitet prinz.de, siger sågar hånligt om Danmark, at »havde der nu bare været tale om, at vi var i Moldova og ikke i Danmark, så var det forståeligt, at infrastrukturen var så »horribel«.«

»Det er virkelig skuffende,« siger han.

»Hele mit team, som har været i København i mere end en uge, er enige. Forholdene omkring logistikken er dybt kritisable. Busserne kører ikke tidsmæssigt, øen er svære at finde, og bortset fra selve strøget, er skiltningen i byen nærmest ikke eksisterende,« siger Armen Karabetyan.

Talsmand for Host City Copenhagen Emil Spangenberg, der har ansvaret for de ydre rammer i forbindelse med Eurovision, anerkender, at der kan være nogle journalister og tilrejsende gæster, der kunne have ønsket sig asfalterede veje på øen. Men det har aldrig ligget i planerne, at Host City Copenhagen skulle gøre det, lyder det.

»Der er over 1.700 akkrediterede journalister fra omkring 60 nationer til stede under Eurovision Song Contest, og vi har siden i søndags ikke modtaget en eneste officiel klage fra hverken EBU eller DR omkring de logistiske forhold. Det fremgår af alle materialer, som pressen og andre har fået undervejs, at Eurovision i år ikke ligger midt i byen, hvor der vil være rullet en rød løber ud,« siger Emil Spangenberg.

Executive producer og DRs øverste chef for Eurovision, Pernille Gaardbo, er ked af, at de udenlandske journalister har en negativ oplevelse, når det kommer til logistikken, men det er et problem alle værtsbyer oplever, fastslår hun.

»At der ser ud, som der gør ud på Eurovision Island, er et bevidst valg, vi har truffet, og det har jeg det sådan helt fint med. Det er et råt område, som nogen vil finde charmerende, andre utiltalende. Men jeg lytter til kritikken, de mange journalister kommer med, og ved, at Host City Copenhagen, der har ansvaret for logistikken, arbejder bravt med at udbedre de fejl og mangler, der nu engang er på Refshaleøen,« siger Pernille Gaardbo og fortsætter:

»Når jeg taler med EBU om de logistiske problemer, vi har, er det interessant, at jeg får at vide, at EBU ikke kan komme i tanke om en Eurovision Song Contest, der ikke har haft nærmest tilsvarende problemer.«