»Uden et orkester er man ingenting«

24 talentfulde dirigenter dyster i den kommende uge, når verdens største internationale dirigentkonkurrence, Malko Konkurrencen, fejrer 50 års jubilæum i DR Koncerthuset. Vi har talt med to af de unge deltagere om fascinationen – og ulemperne – ved at have et helt orkester som sit instrument.

24 unge dirigenter deltager i den kommende uge i den internationale Malko Konkurrence. Her ses vinderen fra den seneste konkurrence i 2012, Rafael Payare fra Venezuela, dirigere DR SymfoniOrkestret.
Læs mere
Fold sammen

Oprindelig var de 317 håbefulde tilmeldte fra hele verden. Nu er der – efter en intensiv præ-juryrunde – 24 deltagere tilbage i verdens største og mest prestigefulde dirigentkonkurrence, Malko Konkurrencen, der finder sted den kommende uge i DR KoncertHuset. Fra mandag til fredag bliver der svinget med taktstokken efter alle musikkunstens regler, inden vinderen efter fredag aftens finalekoncert kan rejse hjem med førstepræmiens 20.000 euro, en unikavase fra Royal Copenhagen skabt af billedkunstneren Eva Louise Buus, tilbud om at spille koncerter med ikke færre end 27 nordiske og europæiske orkestre samt – ikke mindst – et tre-årigt mentorforløb med jurypræsident Sakari Oramo.

Så der er meget på spil for de to unge deltagere, tyske Jesko Sirvend og Giedrė Šlekytė fra Litauen, som netop er landet i København og i aften sidder på tilskuerpladserne ved konkurrencens åbningskoncert, inden det for alvor går løs i næste uge.

»En pris fra Malko Konkurrencen er et kvalitetsstempel,« siger 28-årige Jesko Sirvend, der også deltog sidste gang i 2012, hvor han vandt en femtepræmie. Prisen gjorde det lettere for ham at få kontakt med orkesterchefer og agenter, og der kom to-tre nye engagementer i kølvandet på konkurrencen, fortæller han.

Giedrė Šlekytė er bare 25 år og deltager for første gang i Malko Konkurrencen, hvor hun er én af kun tre kvindelige deltagere.

»Det er en fantastisk chance, og jeg er meget spændt,« siger hun. »Malko Konkurrencen er én af de få muligheder for at blive set og hørt af mange – også mange betydningsfulde – mennesker, og hvis man vinder, er ens fremtid sikret. Selvfølgelig skal man bagefter vise, at man er prisen værd, men en pris i Malko er en billet til et job på den professionele musikscene.«

I første omgang håber Giedrė Šlekytė dog bare at præstere bedst muligt og tænker ikke så meget på priser. »Det er faktisk bare mit ønske at gøre et godt stykke arbejde, som jeg selv kan være glad for,« siger hun.

Springbræt til store karrierer

Malko Konkurrencen – opkaldt efter den ukrainske dirigent Nikolai Malko, der i en årrække stod i spidsen for Radiosymfoniorkesteret – blev indstiftet af DR i 1965 og kan således fejre sit 50-årsjubilæum i år. Jubilæet er bl.a. blevet benyttet til at skærpe optagelseskravene og skære antallet af deltagere ned fra de hidtidige 30 – i 2012 forsøgte man sig med hele 48 deltagere – til 24.

»Tidligere fungerede første runde af konkurrencen i virkeligheden mest som en interviewrunde, hvor man lærte deltagerne at kende. Men de nye de nye tekniske muligheder for bl.a. at lave videotest og skypeinterview har gjort, at vi har kunnet lave et mere effektivt optagelsessystem inden selve konkurrencen – og komme i gennem interview med mange flere. I år har vi indført en anden optagelsesrunde med skypeinterview med de 100 bedste ansøgere, inden vi valgte de 24, der skulle med i konkurrencen,« siger Jacob Soelberg, der har været præsident for Malko Konkurrencen siden 2009.

Da han overtog posten, ændrede han også selve konkurrencens bedømmelseskriterier.

»Fra at vurdere, hvem der dirigerer bedst her og nu, er vi gået over til at kigge efter, hvem der har det største talent og det største potentiale til de kommende tre år at udvikle sig til en verdensstjerne,« siger han.

»Samtidig har vi lagt større vægt på at hjælpe vinderen med at udnytte det potentiale, bl.a. med et treårigt mentorforløb hos Malko-juryens formand, og med at skabe kontakt til agenter og nogle af musikverdenens bedste orkestre. Og vi har da også set, at vinderne af de seneste to konkurrencer, Joshua Weilerstein og Rafael Payare allerede har meget store karrierer.«

Efter den tidligere juryformand, den amerikanske maestro Lorin Maazels død i juli sidste år er det den finske dirigent Sakari Oramo, der har overtaget posten som dirigent for den 16 mand store jury. Men Lorin Maazel kommer alligevel til at sætte sit præg på årets konkurrence, fortæller Jacob Soelberg.

»Da han døde, var Lorin Maazel tæt på at færdiggøre et kort værk netop til dette års Malko Konkurrence. Da jeg kom til hans hjem i USA to dage efter hans død, lå noderne i hans arbejdsværelse – ved siden af Carl Nielsens 3. symfoni. Det var de sidste to ting, han beskæftigede sig med blot få dage før sin død.«

Soelberg fik den amerikanske komponist Wayne Oquin til at færdiggøre værket, som spilles i konkurrencens tredje. Både Oquin og Maazels enke vil overvære denne helt særlige urpremiere.

Kunsten at dirigere

For Jesko Sirvend kom ønsket om at dirigere i stedet for selv at sidde i orkestret nærmest som en åbenbaring.

»Det var i 2002, hvor jeg gik ind til en koncert, fordi jeg ville beslutte, om jeg skulle vælge at fortsætte med at spille enten basun eller percussion,« fortæller han. »Musikken var Mahlers 5. symfoni, som jeg hørte for første gang. Det blev en fantastisk aften, og efter det var jeg som i en anden verden. Det, jeg oplevede dirigenten udrette den aften, havde jeg aldrig oplevet før. Jeg gik til den samme koncert aftenen efter og følte det samme, og jeg tænkte, at hvis det her er, hvad en dirigent kan gøre, så er det det, jeg vil. Jeg havde ellers aldrig haft den der barnedrøm om at dirigere et orkester, og jeg havde aldrig overvejet det før den aften. Jeg ved, det lyder underligt, men den aften ændrede ikke bare mit syn musik, men mit liv. Jeg har altid elsket musik, men den aften følte jeg for første gang, at man kunne udrette noget ekstra stort med musik.«

Jesko Sirvend er allerede godt på vej i sin karriere bl.a. som fast gæstedirigent for Düsseldorfer Symphoniker og Berner Symfoniorkester, han har også optrådt med flere andre europæiske orkestre og har siden 2009 været chefdirigent for Akademische Philharmonie Heidelberg, hvis populære koncerter jævnligt spiller for fulde huse i Heidelbergs Stadthalle.

»At lære at dirigere et orkester er en helt anden boldgade end at lære at spille et instrument. Du kan øve dig på dit klaver eller en violin, men som dirigent handler det også om noget, der ikke har at gøre med at øve sig,« siger han.

»Der findes dirigenter, som er store kunstnere, og som får et orkester til at spille fantastisk, men som har en elendig teknik. Så god direktion handler ikke kun om teknik og teori. Det handler om noget andet, om at have en virkelig dyb idé om lyden, dynamikken og tempoet – og være i stand til at kommunikere det igennem til orkestret, så de siger »Wow! her er noget, vi gerne vil følge!« Jeg tror ikke på magi, men nogle gange sker der altså noget, som bare ikke rigtig kan beskrives. Ellers kunne alle blive en stor dirigent, men vi ved jo, hvor få virkelig store dirigenter, der har været de seneste 100 år.«

En minoritet i faget

Også Giedrė Šlekytė fik tidligt smag for at dirigere. Som bare seksårig begyndte hun at spille klaver og blev meldt ind på en meget ambitiøs musikskole i hjemlandet, Litauen. Da hun var 14, kom kordirektion på skoleskemaet, og det blev hun så glad for, at hun besluttede at fortsætte den vej, da hun efter endt skolegang skulle vælge uddannelse.

»På et tidspunkt sang jeg i Brahms’ Requiem med skolen, og jeg tænkte, at jeg rigtig gerne ville dirigere hele værket – ikke kun koret, som man gør, når man er kordirigent, men hele koncerten,« siger hun.

»Derfor søgte jeg ind på uddannelsen for orkesterdirigenter, og det har jeg aldrig fortrudt.«

Dirigentstudierne foregik dels på University of Music and Fine Arts i Graz, dels på Academy of Music and Theatre i Leipzig, hvor hun stadig studerer. Ved siden af studierne har Giedrė Šlekytė optrådt som gæstedirigent med en række orkestre, bl.a. St. ­Christopher Chamber Orchestra og ved Konzert Theater Bern, og hun har siden 2013 været medlem af Dirigentforum under Deutscher Musikrat.

»Det er vigtigt at få chancen for at dirigere så ofte som muligt, og heldigvis spiller jeg allerede en hel del koncerter,« siger hun, men ser også sin deltagelse i Malko Konkurrencen som en velkommen chance for at komme til at spille med et stort orkester.

»Det svære ved at være dirigent er jo, at man ikke kan gøre noget som helst alene. Du kan stå midt på torvet og bevæge armene nok så fantastisk, der sker ingenting, medmindre du har et orkester. Det gør det også svært at forberede dig, du kan træffe masser af gode beslutninger, men først, når du har nogen at kommunikere med, vil det vise sig, om det virker. Alene er du intet. Det er trist, men sandt.«

Som kvindelig dirigent tilhører Giedrė Šlekytė en absolut minoritet i musikverdenen. Men det bekymrer hende ikke, og hun frygter ikke, at kønnet vil være imod hende i den fremtidige karriere.

»Som ung dirigent har jeg spillet ret mange koncerter for børn og familier. Flere end 8.000 børn har oplevet deres første symfoniske koncert med mig som dirigent. Det er ret mange, og jeg tror aldrig, at disse børn vil stille spørgsmålstegn ved, om en kvinde kan være dirigent,« siger hun. »Jeg tror, der kommer flere kvindelige dirigenter i fremtiden - men selv om der ikke gør, vil det ikke være et problem for kvinder at dirigere. For det vil være en naturlig ting.«