Enten var man der, eller også var man der ikke. På Saga i København i juni 1989. Her stod et verdensnavn in spe på scenen, og de danske lyttere, der havde fornemmet det, var på pletten.

Det var jeg ikke. Hvad jeg foretog mig, kan jeg ikke huske, men at jeg var langt fra det nu nedlagte Saga, har andre fans mindet mig om. De var der, og bandet var uforglemmeligt.

Det er naturligvis R.E.M., jeg taler om. Et af nyere tids fineste orkestre, som har formået at bygge bro mellem det ambitiøse og det tilgængelige, det facetterede og det umiddelbart tilgængelige og det alternative og mainstreamen.

Alt sammen til stede i kondensatets form på albummet »Green« fra 1988, der i anledning af 25-årsjubilæet genudgives, og var det sjette udspil fra kvartetten fra Athens, Georgia.

At »Green« var R.E.M.s første album på det multinationale pladeselskab Warner Brothers, siger det meste: Det var nu, de skulle slå igennem, og det lille selskab, I.R.S., som hidtil havde udgivet deres musik, kunne ikke følge med længere, og stærkere kræfter – ikke mindst et stærkere distributionsapparat – skulle nu gøre dem til hele verdens band og sende dem ind i en mainstream, hvor grungen med Kurt Cobain i front endnu ikke havde meldt sig.

Den rock som flertallet lyttede til var stadig pæn og glat, og den skulle R.E.M., der havde vundet et ry som et kunstnerisk orkester, prøve kræfter med. Vel at mærke uden at tabe sig selv på vejen, som mange bands før dem havde gjort det.

Da R.E.M. nåede til Saga i 1989 var det endnu et stop på en turné, som reelt havde varet siden deres første udspil, »Murmur«, fra 1983. Dengang sov de på spillestedernes gulve, kørte rundt i en uhumsk varevogn i først Syden og siden i hele USA, hvor flere og flere fik ørerne op for deres ubegribeligt melodiøse og poetiske sange. De spillede for tre betalende gæster, så hundrede, siden et par tusinder på lidt større steder.

Det var en anden tid, hvor man ikke som nu via YouTube kan gå fra ukendt til verdenskendt på en weekend. Og mens R.E.M. turnerede og udgav plader, gik Michael Stipes sangforedrag langsomt fra at være bevidst slørede til at stå klarere og indkredse en stribe emner og størrelser: Sydens folklore og særlinge fik deres sange, USAs politiske situation blev vendt med demokratisk sympati, naturen besunget og miljøproblemer belyst.

Men aldrig direkte. I stedet i et poetisk og ofte drømmerisk sprog. Og manden som skrev stroferne og fremsang dem, var lige så fascinerende i kraft af alle sine paradokser, som gjorde, at han snildt kunne have været en karakter i Flannery O’Connors southern gothic-romaner, som han kendte og læste som ung. Han gik således i tre-fire lag tøj, selvom han boede i en af USA varmeste stater, han hyldede kvinder, men elskede mænd, han var genert i små forsamlinger, men udadvendt foran et stort publikum.

Få sangere besad en sådan kompleksitet, og Michael Stipe var et fund for et publikum, som trængte til et andet, mere komplekst idol, og flere var uden tvivl klar til at blive fans af ham og R.E.M., hvis blot de fik dem at høre.

Det var også rationalet, da Warner Brothers i 1988 skrev kontrakt med bandet. Efter sigende fik de 12 millioner dollars for deres underskrift og fuld kunstnerisk frihed. Men spørgsmålet var så, hvordan R.E.M. ville forvalte forventningerne på »Green«, som udgjorde en art tærskel mellem tilværelsen som middelstort band og superband.

»Green« blev naturligvis ikke, hvad man forventede. R.E.M. var vokset ud af et kunstmiljø og ikke af en kalkuleret forretningslogik, så det blev ikke blot mere af den elguitardrevne rock, som tegnede det forrige, ganske succesfulde album »Document«.

Men, næsten som en vildledning, åbner albummet med et par sange, som kunne have siddet på forgængeren. »Pop Song 89« og »Get Up« er således skridsikre rocksange, som Peter Buck lyser op med sine guitarlinjer, som på samme tid er smidige og muskuløse.

Det er rock af fineste karat, og med en Michael Stipe, som synger »Should we talk about the weather or should we talk about the government«, og dermed peger på rocksangens spænd og potentiale.

Men albummet løfter sig hovedsageligt i kraft af en stribe vidunderlige halvakustiske sange. Første sang i den nye ånd er »You Are The Everything«, der ikke bare er et af R.E.M.-katalogets smukkeste indslag, men med sin mandolin både foregreb hele unplugged-bølgen og »Losing My Religion«, som tre år senere blev et giganthit.

Så det band som alle fra kontorfolk over studerende til fabriksarbejdere kender, det begyndte faktisk med den tredje sang på »Green«, der er beslægtet med en stribe andre suveræne numre på albummet.

Som »The Wrong Child« og »Hairshirt« og den dramatisk svungne »World Leader Pretend«, der er en art forbindelsesled mellem de dæmpede sange og rockede indslag som »Turn You Inside-Out«, »Orange Crush« og et overset mirakel i R.E.M.-kataloget, nemlig det sidste nummer. Det figurerer ikke på listen over numre bag på pladen, men kaldes i andre sammenhænge »Untitled«. Uden titel. Men hvor vagt og gemt det end er betitlet og placeret, er det en lysende, hypermelodisk åbenbaring, hvor Michael Stipe synger »This song is here to keep you strong«. Og det gør den. Helt frem til i dag, 25 år efter dens udgivelse. Som blind passager på et album, der løftede R.E.M. ind og op blandt rocksværvægterne. Uden at forfalde til leflen eller banaliteter.

Svinger man sig endnu højere op, kan man sige, at »Green« gav andre bands – som Nirvana – troen på, at man som band godt kan være på et stort selskab og have et stort publikum uden at tabe personligheden og poesien. Sådan blev det nemlig ved med at være på de udspil, R.E.M. udgav, inden de lod sig opløse i 2011. Alle på Warner Brothers, som de underskrev endnu en kontrakt med i 1996, og alle umiskendeligt R.E.M.ske. Ikke mindst »Green«, der altså også ledte dem ud på en verdensturne, som førte dem forbi København. Gid man dog havde været i Saga den dag i juni 1989.

Lige inden det hele blev så stort.

Hvem: R.E.M.
Hvad: »Green«
Hvor: Warner Brothers