Udbrændt

Lars Rix, kulturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Det er en mærkelig følelse, man kan udvikle for en træhytte.«

SMS’en kom fra en god ven tidlig mandag morgen. Kort forinden havde han sendt en anden med et skærmbillede fra en af morgenavisernes hjemmesider. Billedet viste et hus i et frådende flammehav med teksten »Lige nu: Historisk badehotel brændt ned til grunden.«

Det var naturligvis Svinkløv Badehotel, der var tale om. Og fra denne spæde nyhed om et hotels endeligt blev medierne det næste døgns tid fyldt med historier om dette sted, der for mange – ikke mindst min ven – var kommet til at betyde noget ganske særligt. Han havde holdt sit bryllup der. Gift i den nærliggende Hjortdal Kirke og med efterfølgende fest hele natten og morgenen på badehotellet.

En af den slags fester, man stadig snakkede om. Store taler, vilde musikalske indslag, god mad og vin og udsøgt selskab, til solen stod op. Og nu var planen så, at det skulle gentages. Invitationerne var netop sendt ud. Hotellet var lejet for en weekend i april, og vi gæster havde med forventningens glæde booket datoen i kalenderen.

Så skete dette.

Man kan sige meget, men det er ikke hvilket som helst hus, der er forsvundet. Hverken for ham eller nogle af os, der har kendt stedet siden vores barndom. Efter nedbrændingen gjorde visse personer sig ganske vist lystige over mediernes massive dækning af ulykken og antydede en sammenhæng mellem denne og vise dele af standens velbjærgede og lettere romantiserede trang til det gode liv i yderste klitrække i behagelig afstand fra mobildækning og trådløst netværk. Givetvis noget af sandheden, men ikke den hele, for blandt andet undertegnede har aldrig selv haft overskud til at spise eller bo på hotellet og har kun været der en ene gang, da andre klarede udgiften.

Alligevel følte jeg et tilhørsforhold til stedet. Ikke blot fordi jeg jævnligt kom i området som barn og kunne se det smukke grå hus ligge der som en borg helt alene midt i den vilde natur. Nej, også fordi Svinkløv Badehotel for mig var symbolet på en anden og mere uskyldig tid, hvor alting på overfladen syntes nemmere og mere ukompliceret.

Der smed man bare tøjet og hoppede i bølgen uden at tænke på, at man måske krænkede en tilfældigt forbipasserende med sin nøgenhed. Der spiste man sin medbragte mad uden at få dårlig samvittighed over fedtprocenter og manglende økologi. Der talte man sammen om ting, der ikke var det seneste i dit Facebook-feed.

Kald mig bare romantiker eller lige så udbrændt som den sorte tomt, der nu ligger tilbage i marehalmen ved Sletten Strand, men alt er ikke nødvendigvis dårligt og kedeligt, fordi det er analogt og fra en anden æra.

Det er lidt som at købe en genudgivet litterær klassiker, holde bogen mellem hænderne, bladre og mærke ordene strømme mod en side efter side. Det var lidt den samme følelse, jeg havde med Svinkløv Badehotel. Det var en fortælling, der nu er slut. Den sidste side er vendt. Bogen lukket.