Ud og se

Hvorfor rejser vi? For at finde nyt, for at erobre, for at blive klogere, for at opleve - eller slet og ret for Guds skyld. Efter årtusinders hektisk rejseaktivitet er det meste, der er landfast, blevet kortlagt, men under havet og ude i rummet er der stadig meget at gå på opdagelse efter. Ny bog fortæller hele historien om de store rejser, der gjorde en forskel.

Rekonstruktion af Christoffer Columbus' tre skibe, Niña, Pinta og Santa Maria.<br>Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

For 100.000 år siden begyndte små grupper af vores allesammens forfædre at bevæge sig til fods op gennem Sahara, ind i Nildalen og videre frem til det sydvestlige Asien. 50.000 år senere havde de udviklet mere effektive jagtvåben og metoder til fremstilling af redskaber.

Lige nu, mens dette skrives, suser Voyager 1 og 2 videre ud i rummet med en hastighed af flere milloner kilometer pr. dag. På deres rejse, der har varet tre årtier, har de to rumsonder udforsket Jupiter, Uranus, Saturn og Neptun og mængder af måner. Man regner med, at miste kontakten til dem omkring 2020. Men deres rejse vil forsætte.

Vandringerne og rumrejserne er kronologiske og teknologiske yderpunkter i en lang række af begivenheder, der kan sammenfattes med ordene »De store rejser«. Hvilket netop er, hvad den højt respekterede brite Robin Hanbury-Tenison gør i en ny bog, som han har redigeret og skrevet forord til. Robin Hanbury-Tenison er opdagelsesrejsende, filmmager, forfatter og præsident for Survival International, der støtter oprindelige folk, og han skriver et sted i forordet, at det vigtigste kriterium overhovedet for at blive omtalt i bogen er, at den rejse, man har rejst, har gjort en forskel. Derfor er de allesammen med: Både heltene og skurkene. Både de, der blev drevet af sand, uselvisk opdagertrang, og de, der mest var styret af grådighed. De har rejserne til fælles.

Rejs i Guds navn

Kejser Hadrian var én af dem, der rejste. Han kunne slet ikke styre sig. I år 121 forlod han Rom, og eftersom han var overbevist om, at Romerriget nu havde den størrelse, som romerriger skal have, befæstede han sine vigtigste nordgrænser med massive forsvarsværker. I germanernes land lod han opføre palisader. I Britannien gav han ordre til opførelsen af den massive stenmur, der stadig bærer hans navn, og som stadig strækker sig 114 kilomer fra Walls-end-on-Tyne til Bowness-on-Solway.

Hadrian kom også til Lillasien, senere slog han vejen forbi Nordafrika, så gik turen til Athen og derfra videre til Syrien og Arabien. Undervejs fik han knyttet de mange romerkse provinser tættere til sit enorme rige, og ifølge »De store rejser« kom han dermed til at fremstå som kejser for alle sine både tro og mindre tro undersåtter. Hadrians lange rejse sluttede i 134. På det tidspunkt var hans livs kærlighed, en ung mand ved navn Antinoos, død under mystiske omstændigheder. Historien om Hadrian er også en kærlighedshistorie. Det gælder mange af beretningerne om de store rejsende.

For Paulus, der rejste til land og til vands fra Jerusalem til Rom, og for de kristne, der i middelalderen drog til Det hellige Land, til Rom eller til Santiago de Compostela var det kærligheden til den kristne gud, der drev værket. For de muslimske pilgrimme, der lige siden det 7. århundrede er valfartet til Mekka, var og er det ønsket om én gang i livet at bøje sig i bøn på det sted, hvor Muhammed, ifølge overleveringen, modtog åbenbaringer fra en gud, han kaldte Allah.

Kinas forspildte chance

Venetianeren Marco Polo, der fra 1271 til 1295 rejste i Det Fjerne Østen, foretog så at sige den modsatte bevægelse: Han lod sig ikke bekræfte i troen, men lod sig tværtimod betage af den østlige civilisation. Marco Polo rapporterede fra en bedre verden - fra et hjørne af planeten Jorden, hvor man ikke kendte til kristendommen - og selv om han var notorisk skrønemager, som mange store globetrottere før og siden, var hans betydning enorm. Da Columbus et par hundrede år senere sejlede mod vest for at nå mod øst, medbragte han sit eget eksemplar af »Marco Polos rejser«.

Columbus kommer vi til om lidt. Først skal vi lige nævne Zheng He, den kinesiske eunuk, der på syv sørejser i årene 1405 til 1433 gennemsejlede det indonesiske øhav langs Thailands og Malaysias kyster, fortsatte tværs over Det Indiske Ocean til Ceylon og den indiske Malabar-kyst, tog videre til den Persiske Havbugt og Arabiens sydkyst og til sidst nåede helt frem til Østafrikas kyster. Zheng Hes rejser var bemærkelsesværdige, alene på grund deres længde, men særligt interessante er de, hvis man ser på dem med europæiske briller. Zheng He kom og så, men han han sejrede ikke, for han ønskede ikke at sejre. Hans rejser stod dermed, som det påpeges i »De store rejser«, i skarp kontrast til dem, der senere blev foretaget af generationer af europæere, for hvem store ekspeditioner nødvendigvis skulle føre til erobringer og oprettelsen af nye imperier.

Da Zheng He døde, vendte Kina tilbage til den isolation og væren-sig-selv-nok, der er typisk for mennesker, der tænker kongfuziansk. Rejser til udlandet blev bandlyst. Hvis Kina havde ønsket det, kunne kæmperiget være blevet den helt store kolonimagt i stedet for Europa.

Visionær Columbus?

I stedet blev europæerne de store verdenserobrere, og det gik hurtigt, da det først begyndte at gå. Sidste i det 15. århundrede opdagede genoveseren Christoffer Columbus det, der senere skulle blive kendt som Amerika. En håndfuld år senere sejlede Vasco da Gama rundt om Afrika til Indien. Nu begyndte for alvor kapløbet om, hvem der skulle have herredømmet over en klode, der dag for dag blev større.

Var Columbus enestående visionær? Egentlig ikke. Man læser i »De store rejser«, at hans forestilling om, at man kunne nå frem til Asien ved at sejle mod vest nok var uortodoks, men ikke noget der på hans tid kunne chokere noget dannet europæisk menneske. Det var ikke længere nogen hemmelighed, at Jorden var rund.

I august 1492 forlod Columbus Spanien med sine tre karaveller. I oktober ankom hans og hans mandskab til en ø i Bahamas. Columbus døbte øen San Salvador og erklærede den uden videre for spansk besiddelse, og de indfødte kaldte han indianere, for han troede, han var kommet til Indien, som verdensdelen Asien dengang almindeligvis blev kaldt. Da han igen var returneret til udgangspunktet, delte Spanien og verdens på det tidspunkt anden store søfartsnation, Portugal, den nye verden mellem sig. Aftalen mellem de to lande blev endeligt nedfældet i Tordesillastraktaten, ifølge hvilken Spanien fik ret til alle Columbus´ opdagelser vest for en linie, der ligger ca. 2400 km. vest for Kap Verde. Traktaten fik synlige konsekvenser. Den er årsag til, at den vestlige del af Sydamerika er spansktalende, mens en meget stor bid af kontinentet, Brasilien, er et sted, hvor man taler portugisisk.

Og rejserne fortsatte, og det var rejser, hvor overgreb hørte til dagens uorden. I juli 1497 rejste den på det tidspunkt lidet kendte portugiske ridder Vasco da Gama fra Lissabon med det mål at kortlægge Afrikas kyster og tage kontakt med kristne samfund i Østen. Da rejsen var slut, havde man endegyldigt bevist, at der fandtes en farbar søvej mellem Europa og Asien. Grundlaget for europæisk imperialisme i Asien var lagt, og det blev ikke sjovt for dem, det gik ud over. Vasco da Gamas voldelige adfærd, almindelige mistænksomhed og udiplomatiske optræden betød, at Europas forhold til Asien og Afrika begyndte på den dårligst tænkelige måde, og med relationerne til den nye verden gik det ikke bedre. Spanieren Francisco Pizarros lange rejse i begyndelsen af 1500-tallet er i den sammenhæng symptomatisk, for den blev enden på en hel kultur, nemlig Inkarigets. Ledere blev henrettet, en velfungerende administration knust, madmagasiner tømt, kvæg nedslagtet, bygninger ødelagt. De indfødte blev slaver for deres nye spanske herrer og mestre, hvis de da ikke blev dræbt eller døde som fluer af sygdomme, som conquistadoren og hans medsammensvorne havde ført med sig.

Og der var stadig ukendt sø og land at sejle og gå på. I 1640erne rejste hollænderen Abel Tasman ud for at finde det store kontinent, Terra Australis Incognita, som man mente måtte ligge et sted dernede, og han fandt det ikke, men han fandt Tasmanien, som det hedder, fordi han fandt det. Danskeren Vitus Bering sejlede i 1728, uden selv at kunne dokumentere det, gennem det stræde, der adskiller Amerika og Asien, og som senere blev opkaldt efter ham, og i anden halvdel af 1700-tallet nåede den legendariske engelske flådekaptajn James Cook længere mod syd, end noget andet menneske før ham: Helt rundt om Antarktis. Skotten Mungo Park rejste omkring 1800 langt ind i mørkets hjerte på det afrikanske kontinent, og Lewis og Clarke rejste på samme tid som de første hvide tværs over Nordamerika, godt hjulpet af de indfødte, der i sidste ende fik tak for hjælpen ved at blive fordrevet fra deres egen jord. Videnskabsmanden Charles Darwin var fra 1831 til 1836 passager på det gode skib M.M.S. Beagle, og han så, oplevede og tænkte så meget undervejs, at han vel hjemkommet kunne udarbejde den teori om arternes oprindelse, der i vore dage godt nok anfægtes af fundamentalister og kreationister, men dog stadig forsvares af de klarhjernede.

Bid efter bid blev kortlagt, og nu nærmer vi os nutiden. I 1912 nåede nordmanden Roald Amundsen til Sydpolen, mens briten Robert Scott, der var på vej samme sted hen, måtte nøjes med en andenplads. Få dage efter døde han, liggende i et bælgmørkt telt, uden mad og drikke, omgivet af sine døde kammerater. Mere muntert gik det for sig, da amerikaneren Charles Lindberg i 1927 foretog den første soloflyvning over Atlanten og blev en folkehelt, der blev skrevet sange om, og da Edmund Hillary og Tenzing Norgay i 1953 som de første nåede toppen af Mount Everest. 16 år senere gik den amerikanske præsident John F. Kennedys gamle koldkrigsdrøm i opfyldelse, da Neil Armstrong og Buzz Aldrin som de første nogensinde satte foden på Månen. Russerne havde fået en lang næse, og det er ganske vist, selv om konspirationstosser elsker at finde tegn i sol og måne på, at det hele var fup og fiduser.

Stik til himmels

Er der overhovedet flere aldrig før besøgte steder at rejse til? Ja, da. Store dele af oceanerne er stadig - undskyld udtrykket - ukendt land. Solsystemet og alt det, der findes udenfor, vil i al forstilbar fremtid motivere til nye rejser, hvad enten disse så skal foretages af mennesker eller robotter. Hvis vi engang kan rejse hurtigere end lysets hastighed, vil endog fjerne solsystemer være inden for rækkevidde. Indtil da må vi nøjes med en kigger.