Übercool, Gefährlich og Normalerweize - tysk kultur hitter

Hvordan er Danmarks forhold til Tyskland og tysk kultur, her 25 år efter den tyske genforening 3. oktober 1990? Vi har spurgt tre personer med et ben i begge lejre.

Lykke Friis. Foto: Martin Sylvest Andersen Fold sammen
Læs mere

Lykke Friis, prorektor for Københavns Universitet. Halvt tysk, ekspert i EU-stof og Tysklandskender.

»Tyskland er gået fra at være det land, man i Danmark elskede at hade, til at være det land, man nu elsker at rejse til. Det kan man blandt andet se i FDMs statistik for, hvor danskerne tager hen som turister i løbet af sommeren. Her ligger Tyskland nu nummer to, lige i haserne på Italien, og det vel at mærke, efter at man har taget Autobahn-turisterne, som bare kører igennem, ud.

Berlin er også blevet en kulturel hovedstad for danskerne. Man kan slet ikke sammenligne med, hvordan vi havde det med Bonn. Bonn var, som en amerikansk politiker engang har sagt, som en lille amerikansk kirkegård. Der var Hamborg, men den var slet ikke det centrum, som havde en magnetisk kraft på danskere med interesse for kultur, som Berlin er i dag. Tyskland er blevet übercool for at bruge et udtryk, som ikke findes på tysk. Apropos det kan man i dag se det ved, at hvis noget virkelig er cool, så skal det helst have et tysk ord. Tag en café som Gefährlich eller et TV-program som Normalerweize. Det signalerer noget moderne, noget man gerne vil skilte med. Tidligere kunne man ikke komme langt nok væk fra Tyskland.

Genforeningen gjorde Berlin til den by, den er i dag, og den har været en murbrækker for danskernes interesse for Tyskland. Det er selvfølgelig stadig meget Berlin, der trækker, men i stigende grad gør Hamborg og andre tyske byer det også.

Genforeningen betød også, at Tyskland blev et normalt land. Tidligere var det et land, der konstant lå på briksen og spekulerede over: »Hvem er jeg? Hvor går mine grænser? Hvad vil det sige at være tysker?«. Den diskussion blev afsluttet 3. oktober 1990. En diskussion, der har kørt i århundreder, og som tyskerne har brugt enormt meget krudt på gennem historien og især efter 1945. Det er en lettelse for tyskerne, og det gør, at Tyskland har nemmere ved at være i balance med sig selv.

Jeg deltog selv i genforeningsfesten i 1990. Jeg tilhørte interrail-generation og ikke EasyJet-generationen, som vi har i dag, så jeg tog toget til Bonn og købte en T-shit, hvor der stod »Deutschland Einig Vaterland«. Da jeg kom frem til genforeningsfesten, kunne jeg konstatere, at jeg var den eneste, der havde iført mig noget med de tyske farver på, og jeg var også den eneste, der stod og skulle synge med på den tyske nationalmelodi. Det var ikke noget, man gjorde. Sådan er det ikke længere. Ved jubilæumsfesten vil der være tyske flag, for de har fået et langt mere afslappet forhold til sig selv. Og når et land får et bedre forhold til sig selv, bliver befolkningen også nemmere at omgås. Det hele er ikke så forkrampet som tidligere, og det tror jeg godt, danskerne kan lide. Det er vanskeligt at holde af nogen, som ikke holder af sig selv.«

Marc-Christoph Wagner, cand.scient.pol fra Aarhus Universitet og Humboldt-Universität zu Berlin. Har boet i Danmark fra 1991 til 1995 og igen siden 2004. Journalist for tysk radio og TV, bestyrelsesformand for den dansk-tyske Sankt Petri Skole og den ene af to værter på Louisiana Live.

»Et gammelt ordsprog siger, at vi er to nabolande, som lever med ryggen til hinanden. Det gjaldt for generationerne før mig og sådan set også, da jeg boede i Danmark første gang, i begyndelsen af 1990erne. Tysklands interesse for Danmark var ikke vanvittigt stor, og omvendt var den danske interesse meget rettet mod det angelsaksiske verden og måske Bruxelles. Det har ændret sig meget. I den tid, jeg har kendt til Danmark, er interessen for Tyskland vokset, og det samme er den politiske, økonomiske og kulturelle forståelse af, at Tyskland ikke kun er et naboland, men også en vigtig partner.

Kulturelt ser man det blandt andet i, at tysk film og oversat litteratur er blevet mere populært. Mange af de tyske film, som jeg ville se, hvis jeg boede i Tyskland, kan man med en vis forsinkelse se i danske biografer, især selvfølgelig i smallere biografer som Grand og Øst for Paradis. Der er også en masse tysk litteratur, som bliver oversat til dansk og får opmærksomhed herhjemme. Der er rigtig mange arrangementer for eksempel i Den Sorte Diamant og til Louisiana Literature. I sommer var Hans Magnus Enzensberger for eksempel i Danmark.

For mig som tysker føles det, som om der er en lind strøm af tysk kultur i det københavnske kulturliv – kulturelle personligheder, forfattere, instruktører og musikere er her jævnligt. Det føles nok anderledes i provinsen, men i København mærker man virkelig interessen for Tyskland.

Ser man den anden vej, på danskere i Tyskland, er der jo områder i Berlin, hvor man nærmest ikke kan undgå at høre dansk. Og her er der jo virkelig mulighed for at opleve tysk kultur, og det er der også mange, der gør. Mange danske kunstnere har jo også bosat sig i Berlin, for eksempel Olafur Eliasson, og der er opstået nogle personlige forbindelser, så også tyske kunstnere lægger vejen forbi Danmark.

En vigtig forandring er også, at hvor alt det tyske tidligere var behæftet med frygt eller i hvert fald en skepsis, så mærker man i dag en helt anden sympati og respekt. En bevidsthed om, at tyskere også er ganske almindelige mennesker. Man har ikke det dæmoniserede billede af Tyskland længere. Der er en venskabelig grundstemning. Hvis man læser Knud Romers bog »Den som blinker er bange for døden« kan man jo se, at der har været en anden, meget mere kritisk holdning til det tyske, og jeg oplevede da også, da jeg kom til Danmark første gang, at Tyskland bare var noget, man kørte gennem på vej til Frankrig og Italien.

Der, hvor det halter, er i forhold til sprogkundskaben og den deraf følgende kulturforståelse. For selv om interessen for Tyskland og især Berlin er vokset, så er der en markant tilbagegang i forhold til tidligere generationer, når det gælder forståelsen af tysk sprog og kultur. Det giver en masse forhindringer, og der har Danmark et kæmpe efterslæb.«

Per Erik Veng, presse-og kulturråd ved den danske ambassade i Berlin.

»Vores syn på tyskerne er helt klart blevet varmere med årene. Men der er også plads til forbedringer.

Begge lande virker som udgangspunkt mere åbne for hinanden. Tyskland er Danmarks største handelspartner og et af vores største markeder for kultur og kultur. Danskerne har fået øjnene op for Tyskland som et marked og en vej ud i verden. Hvis du slår an dér, kan du alt. Og regeringen arbejder med en stor Tysklandsstrategi, der skal realisere mulighederne.

Men vi bremser også os selv en smule: Vi ser for det første Tyskland som identisk med det nordlige og især Berlin. Landet er jo rigtig meget større end dét. Mægtige kulturbyer som München og Stuttgart ligger sydpå og virker som ukendt land for mange af os. Bodensee ligger for eksempel nede i alperne og har en stor festival med fokus på Skandinavien næste år - men hvor mange danskere kender skønne byer som Bregenz og Konstanz omkring søen?

Og danskerne er for det andet udfordret på sproget. Selv om tysk virker mindre upopulært end tidligere, kan for få danskere stadig forstå og tale det. Vi vil ikke stå og lave grammatiske fejl og tror, at tyskerne så hellere vil tale med os på engelsk. Men de vil altid foretrække, at man kan lidt tysk.«