Uanset om man er brite eller tysker: Churchill var den største

To nye værker om Winston Churchill. Den ene skrevet af en tysk journalist, den anden af Londons farverige borgmester. Forskellige indfaldsvinkler, men samme konklusion: Historien kender kun én skikkelse af hans dimensioner.

Winston Churchill går her sammen med feltmarskal Montgomery langs Rhinen efter De Allieredes invasion af Europa, der førte til afslutningen på Anden Verdenskrig. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Gode gamle Winston Churchill giver uophørligt anledning til både kortere og endog meget omfangsrige bøger og biografier. Denne bogsæson byder også på to slet ikke uinteressante Churchill-bøger, der begge har en personlig indfaldsvinkel til den historiske verdensleder.

Londons konservative borgmester gennem de seneste syv år, Boris Johnson med det flyvske gule hår, er en af tidens mest vellykkede Churchill-efterligninger, og det er oplagt, at han før eller siden delagtiggjorde omverdenen i, hvad der optager ham hos sit politiske forbillede. Sådan som han nu gør det med bogen »Churchill-faktoren«.

Boris Johnson vender vi tilbage til, for tyskeren Thomas Kielinger har ligeledes skrevet en Churchill-biografi. Siden 1998 har han været redaktør og korrespondent for den store tyske avis Die Welt i London, og hans nationalitet udgør en pikant modstilling i forhold til emnet.

Det kan mærkes i hans absolut sobre og behørigt benovede gennemgang af Churchills levned, at hans bog er henvendt til tyske læsere. Det sku’ bare mangle. Når alt kommer til alt, var det jo Hitler, der gjorde Churchill til den gigant i verdenshistorien, som han endte med at blive.

En katastrofe og en frelser

Da Churchill i 1940 tiltrådte som premierminister efter Anden Verdenskrigs udbrud, var han 65 år, og i et årti forinden var han politisk kørt ud på et sidespor. Han lignede en færdig mand.

Forestiller man sig, at han i stedet for havde trukket sig helt tilbage – i Danmark ville det have været det mest logiske – ville han, i det omfang han overhovedet ville blive husket, være gået over i historien som manden, der som marineminister stod bag den militære katastrofe ved Gallipoli i Første Verdenskrig, og manden, der som finansminister med tilsvarende katastrofale økonomiske konsekvenser forsøgte at føre Storbritanniens økonomi tilbage til guldindløseligheden. Og på positivsiden: En af de få politiske røster, der i 1930erne advarede om Hitler-Tysklands oprustning og hensigter.

I stedet greb han i maj 1940 posten som premierminister, fordi han i Storbritanniens skæbnetime ikke kunne komme i tanker om nogen bedre. Og historien viste, at han fik ret.

Hele hans liv og karriere havde bygget ham op til dette historiske øjeblik: hans militære løbebane – han havde inden Anden Verdenskrig allerede deltaget aktivt i fem krige – hans tæft for politik – han havde som nævnt været blandt andet marineminister og finansminister – samt hans talent for at udtrykke sig som journalist, forfatter, historiker og ikke mindst taler.

Da han ikke havde andet at gøre med, talte han den britiske kampvilje op. John F. Kennedy sagde siden beundrende om ham: »Churchill anbragte det engelske sprog i kamporden og sendte det i krig.«

Derudover var der alt det andet, som Churchill også var, blandt andet hengiven ægtemand, far til fem børn, amatørmaler og levemand.

Vandt krigen, tabte Imperiet

Thomas Kielinger har en gennemført tysk vinkel på sit stof og hæfter sig eksempelvis ved Churchills konsekvente demokratiske indstilling, hans mod, hans tapperhed, og den helt grundlæggende indstilling, der også kunne chokere Churchills egne landsmænd, at man i strid først kæmper med alle midler mod sin fjende for at overvinde ham, men at man efterfølgende, når han er behørigt overvundet, rækker hånden frem og hjælper ham op igen.

For Churchill var det et princip i politik, men også i krig. Han slog til lyd for det efter Den anden Boerkrig (1899-1902) og igen over for Tyskland efter Anden Verdenskrig. Da han mødtes med en dødsmærket Roosevelt og en snedig Stalin til forhandlinger i Teheran i Iran, og Stalin foreslog, at man efter krigen udvalgte 50.000 tyske officerer og skød dem, forlod Churchill mødet kogende af oprigtig vrede.

»Jeg ville hellere blive skudt ude i haven her og nu, end at lade min og mit lands ære tilsmudse af noget så infamt,« sagde han.

Stalin måtte lidt efter ud og lægge en forsonlig hånd på hans skulder, så mødet kunne genoptages.

Thomas Kielingers erklærede påstand er, at Churchills livsværk på ingen måde blev sat i skyggen af tabet af det, som han i kampen mod Hitler satte på spil – Det britiske imperium.

Forvrøvlet oversættelse

Churchills dogme var antikkens græske statsmand og feltherre Perikles’ ord: »Hemmeligheden ved lykke er friheden, men hemmeligheden ved friheden er modet.«

Hans triumf var, at friheden sejrede. Hans sorg var tabet af Polen og andre østeuropæiske lande, som Storbritannien var gået i krig for, og som i de følgende årtier blev underlagt massiv undertrykkelse af den sovjetiske kommunisme.

Kielinger hæfter sig pudsigt nok også ved Churchills konsekvent og bevidst forkerte udtale af nazisterne på engelsk. »The Narzees,« kaldte Churchill dem med foragt og stemt z, mens han burde have sagt »the na:tsies«. Det er lidt sjovt, at det stadigt virker provokerende i tyske ører.

Den danske udgivelses problem er imidlertid oversættelsen, der i bedste fald ofte er knudret og andre steder helt forvrøvlet. Et tilfældigt valgt eksempel fra side 213: »Arven fra det romantiske riddervæsens tankeverden lod ham aldrig mangle anerkendelse.« Det kunne måske have været formuleret tydeligere? Og det er en skam, for man mærker, at der nedenunder utvivlsomt befinder sig en glimrende bog, og det kommer til at koste et par stjerner i bedømmelsen af den foreliggende udgave.

Veloplagt og underholdende

Mens Thomas Kielinger ubestrideligt har Churchill som hovedperson og søger efter en forståelse af ham, har Boris Johnsons bog både Churchill og Boris Johnson som hovedpersoner. Alene i bogens forord nævner Boris Johnson sig selv 30 gange.

Han er optaget af Churchill og af, hvad vi i dag kan lære af hans enestående eksempel, men går alle anstrengelserne i virkeligheden ud på at fortælle de britiske konservative og de utilfredse i UKIP-bevægelsen, hvem der i vor tid besidder den efterstræbte Churchill-faktor? Svaret ligger lige for. Eller gør det?

Boris Johnson har om ikke andet den tilsyneladende utrættelige energi til fælles med Churchill, hvis stilmæssige fremtoning han veloplagt beskriver som en butler med tømmermænd. For ubestrideligt veloplagt er hans underholdende genfortælling af Churchills liv og lederskab i de afgørende historiske øjeblikke.

Illoyal eller tro mod sine idealer?

Boris Johnson fortæller om Churchills ry som selvpromoverende eventyrer, skruppelløs og illoyal – de samme egenskaber. som Thomas Kielinger kalder mod og tapperhed. Og ja, Churchill skiftede i 1904 parti og gik over til de liberale for igen i 1924 at gå tilbage til de konservative. Og han måtte høre for det helt frem til 1945.

Men det, som Johnson kalder illoyalt, betegner Kielinger, som at Churchill er hævet over politiske partier og kun er tro mod sig selv og sine idealer. Churchill blev eksempelvis også betragtet som illoyal over for de konservative i 1930erne, da han gik mod partilinjen og tordnede mod Hitler-Tysklands oprustning og hensigter. Alligevel blev han den, der reddede Storbritannien, og en fejret helt overalt i den frie verden.

Boris Johnson har øje for begge sider af Churchills karakter: »Churchill betyder noget i dag, fordi han reddede vores civilisation. Og det er vigtigt at huske, at kun han kunne have gjort det. Han er den menneskelige modsigelse til de marxistiske historieskrivere, der mener, at historie er fortællingen om kolossale og upersonlige økonomiske kræfter.«

Pointen er, anfører Boris Johnson, »at ét menneske kan gøre hele forskellen.« Dengang var det Winston, er det mon Boris i morgen?

Jan Hedegaard er journalist på Berlingske og har samlet og redigeret bogen »Churchill-citater«, der udkom tidligere på året på forlaget Lindhardt og Ringhof.

 

Boris Johnson: Churchill-faktoren. Oversat af Annemette Goldberg efter »The Churchill Factor«. 428 sider. Vejl. pris: 300 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Bedømmelse: 4 stjerner

Thomas Kielinger: Winston Churchill – den sene helt. Oversat af Ole Thage efter »Winston Churchill – Der späte Held«. 415 sider. Vejl. pris: 299 kr. Forlag: Hovedland. Bedømmelse: 3 stjerner