U2 leverede et stykke professionelt arbejde

Koncert: U2 kom til Horsens med en fantastisk scenografi og leverede et gedigent, professionelt stykke rockhåndværk. Den lidt mere end to timer lange koncert i Horsens startede magisk, men langsomt mistede superstjernerne nerven og energien.

Den irske rockgruppe U2 på scenen i den første af to koncerter i Casa Arena i Horsens søndag 15. august 2010. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

HORSENS: Langsomt, køligt og selvsikkert slentrer Larry Mullen Jr., Adam Clayton, The Edge og til sidst Bono frem imod den gigantiske scenografi på Casa Arena i Horsens. Jubelen er øredøvende. Scenografien ligner en gigantisk edderkop på fire ben med kroppen påhæftet forneden i form af en 360 graders, gigantisk TV-skærm.

Direkte derunder stiller det lille band fra Irland sig kampklar på en rund scene, der ikke er meget større end den, der møder publikum i Store Vega. Foran den, i en kødrand af en indercirkel, står de mest trofaste fans. En lille, militæringeniørlignende opfindelse af to smalle stålbroer kan føre Bono og bandet hen over de dedikerede til endnu en cirkelformet, smal scene og direkte ud til de forventningsfulde tusinder, der var blot 46 minutter om at købe de i alt 70.000 billetter, der er i omløb til de to U2-koncerter i Horsens. Han benytter prompte den ene bro, Bono. Han sjosker skødesløst rundt, som vil han markere sit territorium. Han er tågænger. Så sættes "Beautiful Day" i gang, og hovedparten af Horsens er i stående ekstase.

Billedserie: U2 fyrer op under Horsens

Helt tæt på syner Bono ikke af meget. Men hans karisma er større end samtlige andre rockstjerners. Det mærker man tydeligt. Han behøvede ingenlunde lædertøjet og solbrillerne for at leve op til visitkortet, en rockstjerne er han uanset.

Videre går det med klassikeren "New Years Day", efter min mening stadig et af U2s bedste kort, når vi taler om udødelige riffs og svulstige stadionrundgange. The Edge spiller både klaver og den fræsende guitar. Adam Claytons guldglimtende bas pulserer under hele herligheden. Det er et af hans store numre. Også Bono er på - nede i knæ, det venstre ben foran det højre og mikrofonstativet på skrå. Med en enkelt bevægelse er han i stand til at få 70.000 hænder til at klappe i takt. Han læner sig ud over scenen, og lader som om han skriger af publikum. Stemningen blandt de forreste er euforisk. Bono er kommet for at levere alt det, arrangører og publikum har drømt om. Ikke for at skrive sig ind i den store jyske glemmebog.

Mageløs scene

Mens den evig unge Larry Mullen Jr. sidder uberørt, stoisk bag sine trommer iler The Edge og Adam Clayton ud til publikum i en tænderskærende, rå "Get On Your Boots". Stemningen breder sig langsomt, men sikkert, ned til de bagerste række, og den er på vej op i det røde felt, da popskæringen "Magnificent" finder vej ud gennem højttalerne.

Jeg er nødt til at fremhæve scenen. Den er fantastisk. På samme måde som U2 revolutionerede rockens koncertscenografi med et gigantisk bagtæppe af TV-skærme i '92, gør de de nu igen med edderkoppescenen. Det har kostet svimlende summer, men lige siden begyndelsen har det netop været et af U2' trademarks at investere i den slags. Således er den runde storskærm en opfindelse bestilt og udviklet for U's egne penge. Det er let at miste sig selv i teknologien og alt det, den gør for U2. For det er ikke så lidt. Den er mere end blot et femte bandmedlem.

Tilbage i musikken danser Bono som en anden James Brown, langsomt finder han sin retning og vugger og vrider sig ud til sine fans under den funky "Mysterious Ways". Det er stadig et suverænt nummer, omend responsen ikke er prangende. Det vil Bono naturligvis ikke finde sig i, og med endnu et beskedent vink får han de 70.000 arme til at pege op imod den gråsorte, jyske sommerhimmel. Og dér bliver de til langt ind i omkvædet minutter inde i "Elevation", endnu et af U2s helt oplagte stadiontrumfkort. Selv det grå guld står og skriger den forgangne uges anstrengelser ud sammen med Bono: "Uhu, Uhu…..Elevation, uhu, uhu…". De får et "tusind tak" tilbage.

Læs også: U2 skamroses af anmeldere

Og dernæst en fortalelse at klukke af: "this is a land of many islands, and we haven't been on this island before…." Bono bemærker intet og fortsætter med roser til veninden Helena Christensen, til rockprins Frederik og hele Danmark med for at "være et så gavmildt og generøst folk." Han takker på sin egen måde for applausen ved at lade publikum synge første vers af klassikeren "I still haven't found what I'm looking for" alene. Sådan får man 35.000 til at glemme en geografisk fortalelse på et splitsekund.

Mudret og uengagede

Herefter sker der noget.

Det er som om luften bliver tyndere på scenen, som om nerven langsomt men sikkert siver ud af musikken og dens bagmænd. En ny sang kalder, "Glastonbury", opkaldt efter Europas største rockfestival i England. Den emmer af tresser- og starthalvfjerdser rock'n'roll, af Hendrix, af Zeppelin. Horsens måber, mens Bono dirigerer med højre fod vippende på toppen af monitoren og røgmaskinerne blæser ad karsken bælg.

U2 søger nu en mere lavmælt og intim stemning med den prunkløse popballade "In a little while", der sluttelig afbrydes af en astronaut fra den internationale rumstation, der citerer fra sangen. Hvorfor? Fordi U2 kan få den slags ting til at ske. Rumforskningen må dog hurtigt vige for en lidt for følt og patetisk "Miss Sarajevo", inden The Edge igen sætter kog på det nye stadion med de første toner af den smukke, smukke "Until the end of the world". En så enkel melodi båret af et så enkelt guitarriff, sværere behøver rockmusik ikke at være. Det ved Bono, man kan se det på ham, alt imens han danser koket og flabet rundt på de to roterende broer sammen med The Edge. Han bliver derude under en teatralsk version af "The unforgetable fire", som aldrig rigtig bliver forløst. Det samme gælder "City of blinding lights", der tilmed klinger mudret og leveres uengageret.

Men Horsens er ligeglad, mobilkameraer i tusindtal blitzer mod scenen.

Diskotek og trumfkort

Tilbage på scenen med sine kumpaner kan man næsten se Bonoshalspulsåre banke i takt med knytnævnen, der sætter det indre rockmonster fri med med Vertigo". Der med god grund tidligere har været både åbnings- og afslutningsnummer på U2s turnéer. Masserne griber den 20 cm. over grønsværen. Og Bono? Ja, han går endelig amok.

Kan man omdanne et fodboldstadion til et diskotek? Det kan man i hvert fald forsøge at gøre, hvis man hedder U2 og lader teknologi spille sammen med Larry Mullen Jr. på percussion ude blandt publikum. Der går lidt for meget Lars Lilholt i den, rigtig meget for meget Lars Lilholt faktisk, men Lilholt er pupulær på disse kanter og Bono bliver ved med at insistere og til sidst får han hjælp til at synge: "I'll go crazy if I don't go crazy tonight" - men herfra lykkes det ikke at sende publikum dybere ind i fællestrancen med brudstykker fra dansegulvsbaskeren "Discothéque".

Alle overgiver sig til Bono

Men så sker der noget. U2 smider deres måske største trumfkort ind i arenaen, den politiske marchrocker: "Sunday bloody sunday", der spilles så massivt, så tungt, at de grå betonelementer ryster og runger i forsinket takt til musikken. Det er sange som den, hovedparten af de betalende er kommet for, og Bono leger med dem, tilføjer med den største selvfølgelighed et par strofer fra Bob Marley. Så absolut aftenens højdepunkt indtil videre.

Det politiske islæt fortsætter med en opfordring til at sende både bøn og kærlighed helt ned til Burma, hvor verdens modigste kvinde sidder i husarrest. Bono går forrest med først en lille, irsk vuggevise, mens et billede af Aung San Suu Kyi, ser med fra storskærmen. Dernæst følger en rigtig fin og følt "Walk On", hvorunder en hær af folk kommer ind med mobile spots symbolsk rettet mod oven.

De står stille da sangen rinder ud og Bono slår over i "You'll never walk alone", som bl.a. er slagssang for fodboldklubben Liverpool F.C. Og går. I stedet overtager Desmond Tutu storskærmen. Han taler blandt mange ting om medmenneskelighed, om fællesskab, om at vi alle er "one". U2 svarer ham med balladen af samme navn. Den er svær at have noget imod, for det er - og vil altid være en fremragende sang. Nu har Bono følelserne helt uden på læderjakken, han har ingen skam i livet, kender ingen grænser og kammer simpelthen over og synger første halvdel af "Amazing Grace", inden han trækker i land med "Where the streets have no name", som får Horsens til at elske U2 højere, synge højere, danse højere. Aftenens udgave rummer nok den vanlige puls, men Bono sløser, jabber, kommer aldrig rigtig ind i den ellers fine sang.

Det gør han til gengæld i "Hold Me, Thrill Me, Kiss me, Kill me". Nerven er der ikke mindst i guitaren, og viljen er der bag trommerne og i bassen. Alligevel lander den af uransagelige årsager skævt. Ikke forkert bare skævt. Det gør signatursangen "With or without you" desværre også. Man tror ikke helt på manden med mikrofonen. Men vist er det da en god melodi, en rigtig god melodi. Og når man kan få en fuld idrætspark i Horsens til at synge "Åhhh, Åhhh, Åhhh" længe efter nummeret er forbi, så har man bestemt gjort noget rigtigt.

Læs også: Jeg er en rig rockstjerne - så skyd mig

Bono takker, bukker sig ned og suger luft helt nede fra tåspidserne og går symbolsk i gang med "Moment of surrender". Det er det. Et øjeblik af ren overgivelse. Det var det såmænd allerede fra det sekund, han entrerede scenen. Sådan er det i Horsens, sådan er det overalt, hvor han kommer. Alle overgiver sig til Bono. Selv på en mere professionel end magisk aften som i aftes.

U2 i Casa Arena i Horsens søndag