U2-bassist fik stjålet millioner af personlig sekretær

Adam Clayton (yderst til venstre) er blevet systematisk plyndret for ca. 20 mio. kroner af sin privatsekretær Carol Hawkins. Fold sammen
Læs mere
Foto: OSMAN ORSAL
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

U2-bassisten Adam Clayton har fået lettet bankbogen med godt 20 millioner kroner, efter hans personlige assistent i perioden 2004-2008 systematisk har rippet ham.

350.000 kroner i årsløn, et liv blandt stjernerne og en gratis bolig i Adam Claytons enorme luksusvilla var tilsyneladende ikke nok for 48-årige Carol Hawkins, der gennem 16 år var U2-bassistens personlige assistent.

I stedet for at stille sig tilfreds med sit glamourøse liv plyndrede hun systematisk Claytons konto, indtil hun i 2008 blev taget på fersk gerning. På det tidspunkt havde assistenten nået at udskrive 181 checks til sig selv - til en samlet værdi af 20 millioner kroner. Det fastslog retten i Dublin fredag.

Carol Hawkins, der hele vejen igennem har nægtet sig skyldig i anklagerne, sad med hovedet i hænderne og stirrede lige frem, da dommer Patrick McCartan i en 25 minutter lang seance punkt for punkt kendte hende skyldig i 181 tilfælde af tyveri, hvorefter han med tydelig harme i stemmen idømte hende syv år bag tremmer.

Adam Clayton var til stede i retten, da dommen blev afsagt, og var efterfølgende lettet over udfaldet.

- Jeg byder denne afgørelse velkommen og vil gerne takke nævningene, politiet og alle andre der har været med i sagsforløbet, sagde en smilende Adam Clayton ude foran retsbygningen i følge Daily Mail.

Den stenrige bassist er langt fra det første offer for en langfingret personlig assistent.

I 2005 måtte Leonard Cohen erkende, at han var tæt på at være blanket af, da hans assistent gennem 17 år blev så harm over at få en fyreseddel, at hun tog godt 50 millioner kroner med sig. Cohen måtte efterfølgende lancere en verdensturne for at tjene penge til dagen og vejen.

Også den danske producer Remee fik sin assistents grådighed at føle, da han i 2010 fik rettens ord for, at hun havde stjålet for godt 400.000 kroner af hans værdier.