Tyrkertro på en skillevej

Det tager sig ud som en styrkeprøve mellem det religiøse og det sekulære Tyrkiet, når tyrkerne på søndag går til stemmeurnerne for at vælge et nyt parlament. Valget kan blive afgørende for demokratiets fremtid i det muslimske Tyrkiet. Men truslen mod de demokratiske spilleregler kommer ikke nødvendigvis kun fra de religiøse kræfter. Berlingske Tidende rapporterer fra Europas store muslimske nabo.

Foran Den Ny Moske i Istanbul stiller far, mor og barn op til det traditionelle familiebillede, mens to ortodokse kvinder er på vej ind til bøn. Foto: Claus Bjørn Larsen Fold sammen
Læs mere

ISTANBUL: Hidayet Isik ligner en mand, der netop har vundet den store lottogevinst. Han er ét stort smil, som han står der i sit lyse, nypressede jakkesæt på pladsen foran Yeni Camii Den Ny Moske i det centrale Istanbul og udveksler håndtryk og kindkys med potentielle vælgere.

Hidayet Isik har da heller ingen grund til bekymring. Han er kandidat for regeringspartiet AKP (Partiet for Udvikling og Retfærdighed), der ifølge meningsmålingerne forud for det skelsættende tyrkiske parlamentsvalg næste søndag står til at få en endnu større vælgerandel end de 34 procent, partiet høstede ved det seneste parlamentsvalg for fem år siden.

»Her i Istanbul satser vi på at få over 50 procent af stemmerne,« forklarer AKP-kandidaten begejstret, mens folk herunder også flere kvinder uden det omstridte hovedtørklæde - står i kø ved et par borde for at blive medlemmer af partiet, der er yderst kontroversielt for mange tyrkere, fordi det har rødder i islam.

Men, forsikrer Hidayet Isak: »AKP er ikke et religiøst-orienteret parti. Vi er et konservativt, demokratisk parti, der vil lade de forskellige trosretninger og kulturer leve side om side,« idet han prøver at overdøve de brølende partislogans fra AKPs højttalervogn:

»Vi stopper ikke. Vi fortsætter ufortrødent.«

Det er ellers ikke mere end et par måneder siden, at AKP-regeringen med premierminister Recep Tayyip Erdogan lod sig stoppe for en stund i sin sejrsgang. Partiet tog magten ved en jordskredssejr i 2002, og i foråret lagde partiet så også billet ind på præsidentposten ved at køre sin omstridte udenrigsminister Abdullah Gül i stilling til posten.

Men så fik landets magtfulde militær nok. Hærens ledelse ser sig selv som arvtagere til den store landsfader, general Kemal Atatürk, og som vogterne af hans vision: Den tyrkiske, sekulære - ikke-religiøse - 80 år gamle republik. Militæret offentliggjorde en opsigtsvækkende erklæring på sin hjemmeside; en klar raslen med sablerne over for AKP-regeringen i striden om præsidentvalget. Herefter fulgte omfattende AKP-fjendtlige demonstrationer i flere af Tyrkiets store byer, og endelig kom landets forfatningsdomstol med en afgørelse, der fastslog, at Gül ikke kunne vælges på grund af manglende fremmøde i parlamentet.

Gül var bremset, og det islamiske AKP var bremset - tilsyneladende af hensyn til landets forfatning. Men, spurgte flere, var det et demokratisk træk? Domstolens begrundelse blev ikke kun skarpt kritiseret af premierminister Erdogan, der kaldte den et angreb på demokratiet. Også mange forfatningseksperter og politiske kommentatorer, der ellers ikke sympatiserer med AKP, vendte sig mod domstolens afgørelse. Men premierministeren tog konsekvensen og udskrev valg til parlamentet i utide.

Med al den dramatik som kulisse kan valget næste søndag blive et af de mest afgørende i den store muslimske nation, hvor stærke kræfter kæmper om at holde religionen henholdsvis ude af og inde i den daglige politiske virkelighed og de store fremtidsvisioner for det europæisk-asiatiske grænseland.

Valget bliver ikke kun afgørende for de 70 millioner tyrkere. Tyrkiets forhold til Europa og tyrkernes politisk ømtålelige optagelsesforhandlinger med EU står også på spil. Nationalismen er i lige så hastig vækst blandt tyrkerne, som deres EU-begejstring er dalende. Den tendens kan valget yderligere cementere, og udsigten til et tættere samarbejde med Europa risikerer at fortone sig helt i horisonten.

I første omgang venter de tyrkiske vælgere dog i spænding på valgresultatet af en anden grund: For hvad vil der ske i den magtkamp, som udløste valget? Vil det religiøse AKP efter en forventet valgsejr fremture og endnu engang forsøge at få valgt sin udenrigsminister Abdullah Gül som præsident?

Gør premierminister Erdogan og AKP det, er der mange hernede, der regner med, at militæret igen vil vise tænder. Måske vil de væbnede styrker ligefrem gribe til et regulært militærkup, som de flere gange tidligere er sket i Tyrkiets politiske historie.

»Hæren har bekendtgjort sine intentioner. Den kan eventuelt skride fysisk ind. Det er den værst tænkelige udgang,« siger Serhat Güvenc, professor med et indgående kendskab til det tyrkiske militær ved Bilgi Universitetet i Istanbul.

Når spillet om præsidentposten er så afgørende, skyldes det ikke alene, at Tyrkiets præsident faktisk har en del magtbeføjelser, som hæren nødig vil afstå til en erklæret religiøs tyrker som Abdullah Gül. Det handler også om symbolik: Güls kone bærer nemlig hovedtørklæde, som af mange tyrkere vurderes som et fundamentalistisk symbol og som det i henhold til tyrkisk lov er strengt forbudt at have på i offentlige bygninger. Med en tilsløret præsidentfrue vil det skabe allehånde konflikter, når hun skal deltage i ceremonielle arrangementer, og frygter hæren og det sekulære Tyrkiet hvis først landet har fået en præsidentfrue med tørklæde, vil det give en AKP-regering ekstra argumenter for at få fjernet tørklæde-forbuddet generelt.

På den måde er tørklædet blevet et symbol på den højspændte styrkeprøve mellem de religiøse tyrkere og de sekulære. De religiøse ser det som en krænkelse af deres menneskerettigheder, at troende kvinder ikke må bære tørklædet i offentlige bygninger hvilket blandt andet afholder en del muslimske piger fra at gå på universitetet med mindre de bærer paryk oven på deres rigtige hår. De sekulære tyrkere ser derimod AKPs og de religiøses kamp for tørklædet som første skridt i retning af den islamiske stat, som mange tyrkere frygter er AKPs endelig mål.

At dømme efter AKPs politiske bedrifter som regeringsparti i de seneste knap fem år synes frygten for den islamiske stat genkomst imdlertid noget overdrevet. Trods et flertal i parlamentet har AKP-regeringen ikke gennemført islamisk-inspirerede love. Et kontroversielt forslag om at kriminalisere utroskab valgte premierminister Erdogan at trække tilbage, og faktisk er det AKP-regeringen, der har fået vedtaget den ene EU-relaterede reformpakke efter den anden.

Men det handler ikke kun om lovgivning, siger professor Serhat Güvenc fra Bilgi Universitet.

»Det handler om at skabe forhold, der får folk til at føle sig pressede. Det handler om socialt pres. Lad mig give dig et eksempel: For et år siden, da jeg kom tilbage fra USA, hvor jeg havde undervist og forsket, skulle jeg henvende mig hos de tyrkiske toldmyndigheder. Uden at tænke over det tog jeg derhen en fredag, og der var ikke en eneste mand på kontoret. De var alle til fredagsbøn. Jeg respekterer religiøse mennesker, men når man ansætter en religiøs person som leder af et kontor, så vil alle andre føle sig nødsaget til at gå med hen i moskeen til fredagsbøn, selv om de ikke plejer at gøre det. Det er den slags socialt pres, der skræmmer mig og mange andre,« siger Serhat Güvenc, der også opregner et par andre eksempler på det, han opfatter som indførelsen af islamiske værdier ad bagvejen:

»For nogle måneder siden klagede nogle badetøjsproducenterne over, at Istanbuls myndigheder end ikke ville behandle deres ansøgninger om at få badetøjsreklamer placeret på kommunens reklamesøjler. Til sidst kom militæret med en erklæring på sin hjemmeside, og først da gav de lokale myndigheder efter,« forklarer Serhat Güvenc.

Han tror dog ikke, at premierminister Erdogan og de andre AKP-folk er »islamiske ulve klædt i fåreklæder«, som er et af de udtryk, den tyrkiske mediedebat benytter om AKP.

»Jeg vil ikke gå så langt som at hævde, at AKP har en skjult dagsorden og i virkeligheden går efter at etablere en religiøs stat. Men jeg er sikker på, at de religiøse gerne ser, at deres livsstil bliver fremmet,« siger han.

Heller ikke sociologen Volkan Aytar fra den anerkendte tyrkiske tænketank, TESEV, mener, at AKP har »en skjult dagsorden«, som han udtrykker det. Han sammenligner AKP med de kristeligt-baserede partier i Europa.

»Disse partier baserer sig også på familieværdier og moralske og etiske sager. For AKPs vedkommende betyder det ikke, at partiet arbejder på at få indført sharia-lovgivning i Tyrkiet,« siger Volkan Aytar.

Han mener, det er en forenkling at betragte det forestående parlamentsvalg som et opgør mellem de sekulære, europa-orienterede, moderne tyrkere og de religiøse, konservative og bagstræberiske tyrkere.

»Det er et forvrænget billede. For hvordan vil man så forklare, hvad der er sket i Tyrkiet i de sidste fem år, hvor AKP har været ved magten? Selvfølgelig har AKP religiøse rødder, men det er også AKP, der beslutsomt og målrettet har taget det afgørende skridt i retning af EU-medlemskab. AKP har gennemført omfattende reformer, der skal harmonisere Tyrkiets lovgivning med EU-landenes, og i flere tilfælde har deres modstandere det republikanske parti, der er såkaldt pro-vestligt blokeret for vigtige demokratiske reformer. Eksempelvis med hensyn til de kristnes, jødernes og kurdernes rettigheder. Så jeg mener, at AKP nu i højere grad end oppositionspartierne repræsenterer en pro-vestlig orientering og en mere pro-demokratisk kurs,« siger Volkan Aytar, der understreger, at han ikke er fan af AKP.

»Jeg er på mange måder modstander af AKP. Jeg er ikke religiøs, jeg ønsker ikke mere religion i samfundet, men sagen er, at jeg faktisk er beskyttet som ikke-religiøs gennem alle de reformer, AKP har gennemført,« siger Volkan Aytar.

Men den udlægning køber de unge ikke på Starbucks-cafeen i en af de fashionable shopping malls i den rige del af Istanbul, hvor der er meget langt mellem tørklæderne og andre religiøse symboler.

»Vi tror ikke AKP og premierminister Erdogan over en dørtærskel. Han er ligesom en tyv, der vil røve dit hus uden at bruge vold. Først vinder han din tillid, så slår han til,« siger Yusuf, en ung fyr, der studerer i Florida i USA, men er i Istanbul på ferie.

Hans kammerat, Mustafa, nikker anerkendende, mens han nipper til sin frappuccino, som Istanbuls fattige skal spare længe for at få råd til. Mustafa håber, at militæret griber ind, hvis AKP begynder at islamisere Tyrkiet.

»Jeg ved, at det er et brud på de demokratiske spilleregler, men militæret er altså vores eneste redningsbælte,« siger kammeraten.

Tilbage på pladsen foran Yeni Camii Den Ny Moske i det centrale Istanbul, hvor AKP er på stemmefiskeri, har den lokale spidskandidat, Hidayet Isik, kun en hån til overs for de unges syn på AKP.

»Som parti har vi ikke problemer med hæren. Det er også vores hær. Men der er kræfter i det her land, der er imod AKP, og som vil bruge hæren imod os,« siger Hidayet Isik.