Twittere kan vinde operabilletter

Britisk kvinde har stor succes med en blanding af Twitter og finkultur. Kan du genfortælle en opera i yderste korthed? Så deltag i konkurrencen mandag eftermiddag.

Reglerne er simple: Kan du genfortælle en opera ved brug af maksimalt 140 tegn? Er man heldig, kan man vinde billetter til operahuse over hele verden. Dommeren er sopranen Danielle de Niese, der i øvrigt gæster Tivoli til sommer. Fold sammen
Læs mere

»Her går det godt. Send flere penge« …

Twitter er sidste skrig inden for kommunikation: Man logger sig ind på hjemmesiden twitter.com og kan så fortælle løst og fast om dagens begivenheder – bare man holder sig på 140 tegn eller derunder.

For nogle lyder fænomenet som det rene pjat. Andre tager det dybt alvorligt. Barack Obama fandt for eksempel et hav af vælgere den vej. Og såvel Margrethe Vestager fra de Radikale som statsminister Lars Løkke Rasmussen opdaterer gerne deres sider indtil flere gange om dagen.

På det seneste har fænomenet så bredt sig til finkulturens verden. En britisk kvinde tog sidste måned initiativ til en konkurrence for twittende operaelskere: Man finder en god operahandling, koger den ned til højst 140 tegn og sender resultatet til arrangøren.

Deltagerne får dog kam til deres hår. En af sidste måneds mest omtalte bidrag lød i al sin enkelhed:

»A def. RM; W def. A; F def. W; Hd def. Sm; BH drew Wt; Sf def. F; Sf def. M; Sf def. fire; Hg def. Sf; BH def. self; fire def. gods.«

Hvad det handler om? Jo: De store bogstaver skal sandsynligvis læses som initialer på guder, helte og skurke i nordisk mytologi. Listen er simpelthen en genfortælling af Wagners fire aftener lange »Nibelungens Ring«, formet som resultaterne af en tennisturnering – og endda holdt på bare 130 tegn. Slå lige dén, Kasper Bech Holten …

Blod i kulissen
Men mere menneskelige bidrag er også velkomne. Blandt seneste måneds favoritter fandtes indtil flere med blod i kulissen. Dette må for eksempel være Janaceks dramatiske Jenufa:

»Gravid moraviansk bonde bliver alvorligt såret og dumpes siden af svigefuld forlovet. Stedmoderen dybfryser barnet. Knivmanden får pigen.«

Fra og med denne måned er der i øvrigt også præmier på spil, herunder nogle meget glimrende billetter til operahuse over hele verden. Og man kommer samtidig i fint selskab: Dommer bliver dejlige Danielle de Niese – en af tidens allerstørste sopraner og i øvrigt snarlig sommergæst i Tivolis koncertsal.

Konkurrencen begynder på mandag kl. 15 dansk tid.