I aften skal der være fest og farver, når Danmarks Radio klokken 20.00 skyder årets Melodi Grand Prix afsted. 

Den traditionsrige sangkonkurrence skal finde det bedste danske bidrag, der kan tage den lange vej til Malmø og kæmpe for Danmarks ære ved årets Eurovision.

Men i år er noget ikke, som det plejer.

For mens det plejer at være en selvfølge, at den danske vinder tager kampen op i Eurovision, har flere af deltagerne i år sået tvivl om det faktum.

Årsagen er Israels tilstedeværelse ved sangkonkurrencen.

Til B.T. siger flere deltagere, heriblandt bandet UBLU, Saba, Aurora og Basim, at de endnu ikke har taget stilling til, hvorvidt de vil deltage i Eurovision, hvis de vinder i aften. 

Basim møder pressen inden Dansk Melodi Grand Prix 2024 i DR Koncerthuset i København lørdag den 17. februar 2024. DMGP 2024 er den 54. udgave af sangkonkurrencen.
Basim møder pressen inden Dansk Melodi Grand Prix 2024 i DR Koncerthuset i København lørdag den 17. februar 2024. DMGP 2024 er den 54. udgave af sangkonkurrencen. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Berlingske har spurgt Danmarks Radio, hvordan de vil håndtere situationen, hvis aftenens vinder ikke ønsker at deltage, samt hvad de i det hele taget siger til, at flere af deres deltagere øjensynligt ikke er sikre på, hvorvidt de ønsker at repræsentere Danmark.

DR har ikke ønsket at stille op til et interviewet om emnet nu, men henviser til, at Gustav Lützhøft, der er ledende redaktionschef i DR Kultur, Debat og Musik, udtalte sig til P1 i morges. Derudover henviser DR til et skriftligt citat fra Gustav Lützhøft.

»Vi er meget bevidste om, at artisterne ved Dansk Melodi Grand Prix også oplever et pres i debatten. Her vil jeg gerne understrege, at DRs beslutning om at stille op ved Eurovision udelukkende er DRs og ikke noget, artisterne skal stå på mål for. Skulle man som vinder af Dansk Melodi Grand Prix beslutte ikke at stille op til Eurovision, er det ikke en beslutning, DR kommer til at udfordre, men vil i stedet arbejde på en anden løsning,« skriver Gustav Lützhøft til DR. dk.

»Som sagt er det en konflikt, der påvirker os alle, og vi har respekt for alle vores artisters holdninger og synspunkter. Lige nu er vores fokus at skabe det bedst mulige show på lørdag, og efterfølgende vi vil gå i dialog med vinderen om det videre forløb.«

UBLU møder pressen inden Dansk Melodi Grand Prix 2024 i DR Koncerthuset i København lørdag den 17. februar 2024. DMGP 2024 er den 54. udgave af sangkonkurrencen.
UBLU møder pressen inden Dansk Melodi Grand Prix 2024 i DR Koncerthuset i København lørdag den 17. februar 2024. DMGP 2024 er den 54. udgave af sangkonkurrencen. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Bandet UBLU er blandt 400 danske kunstnere, der for nylig underskrev et åbent brev, hvor man fordømte Israels deltagelse i årets Eurovision.

Skulle UBLU gå hen og vinde på lørdag, har de endnu ikke besluttet, hvorvidt de vil deltage i Eurovision, hvis det bliver side om side med Israel.

»Men det er svært for mig at forestille mig Eurovision, hvis Israel er med. Det bekymrer mig ret meget. Den her situation påvirker os så meget, at vi ikke bare kan lukke øjnene og glemme det hele en enkelt aften,« siger UBLU til DR.dk.

På det sociale medie X har Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, kritiseret udtalelserne og opfordret Danmarks Radio til at tage affære og kræve, at deltagerne forpligter sig på at deltage i Eurovision.