TV-krigen skal udkæmpes på fakta

Efter at DR og TV 2 i en årrække har kæmpet om seerne ved hjælp af underholdning, lines der nu op til en ny runde i TV-krigen. Den vil blive udkæmpet på fakta og journalistik. Men der er forskel på, hvordan landets to største TV-stationer griber det an.

Både DR og TV 2 har haft held med at producere programmer der er båret af fakta som »Pigen der ikke ville dø« (DR) og »De bortførte børn« (TV 2). Foto: DR Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Spise med Price« på DR1 eller »Helvedes køkken« på TV 2. »Hammerslag« på DR1 eller »Helt solgt« på TV 2. »X Factor« på DR1 eller »The Voice« på TV 2.

I 00erne har DR1 og TV 2 benyttet sig af et enkelt våben i den indædte kamp om seerne: Nemlig underholdning. Også selv om TV-stationernes ledelser er omhyggelige med at opbløde begrebet med betegnelser som »intelligent reality« eller »public service med bredde«.

Kampen går videre i 2014, hvor TV 2s nye TV-serie »Badehotellet« kan ses som et angreb på DRs traditionelle hjemmebane, den store nationale dramaserie, der hygger om nationen søndag aften. DR svarer igen med »Arvingerne«, der ligeledes har et rustikt anstrøg med sin historie om en fynsk kunstnerfamilie.

Konkurrencen mellem TV 2 og DR går dog også videre på et andet felt. DR har i 2013 haft stor seerfremgang med såkaldt nyhedsdrevne programmer som »Læsø kalder« og »Skattely«. Dokumentarprogrammer, der med aktivistisk journalistik blev fulgt op af både dagbladene og i DRs egen TV-avis, der generøst bidrog med flere indslag, der tog udgangspunkt i produktionerne.

Indimellem blev iscenesættelsen i programmerne strammet for hårdt, og DRs egen lytter og seerredaktør, Jacob Mollerup, fik i det forgangne år hænderne fulde med sine DR-interne revserier af skjulte kameraer og misvisende klip.

Men hvad enten aviserne fokuserede på indholdet af udsendelserne eller deres gråzoneetik, fik det seerne til at snakke, og hvad der var mere vigtigt set med DR-ledelsens øjne, det fik flere danskere til at lukke op for kanalen for at finde ud af, hvad snakken drejede sig om. Det var næsten ligesom i de gamle monopoldage. DR var blevet dagsordensættende. Og støt og roligt halede DR i løbet af året atter ind på TV 2.

Det, der efterspørges

TV 2 handlede effektivt og forudsigeligt. Midt i året blev DRs planchef, Anne E. Stig Christensen, headhuntet af TV 2, hvor hun blev programdirektør og medlem af TV2s direktion. Ud røg TV 2s mangeårige programredaktør, Palle Strøm, og med ham en række af de ungdommelige TV-koncepter, som han havde sat i søen: »Danmark ifølge Bubber« og »Live fra Bremen«. Det handler om at kunne levere det, som seerne efterspørger, siger Anne E. Stig Christensen.

»I dag efterspørger de relevans, og det kan vi måle på seertallene. Den store dokumentar er kommet tilbage, og de største får over en million seere. Det er det dagsordensættende fundament, som både DR og TV 2 skal stå på fremover,« siger Anne E. Stig Christensen.

Der er flere eksempler på, at tidsånden har svinget fra underholdning til oplysning. DRs »Pigen der ikke ville dø«, der handler om en komapatient, der vågner op, kort før hendes organer bliver bortdoneret, blev fulgt af 1,4 millioner seere, mens TV 2s dokumentarserie »Bortførte børn« med Janus Nabil Bakrawi som vært er blevet set af over 1,2 millioner. Til sammenligning når et rent underholdningsshow som »Vild med dans« omkring en million seere. Seertallene hænger delvist sammen med antallet af de spaltemillimeter, som udsendelserne kaster af sig i aviserne. Nu om dage er det sjældent, at gamle realityprogrammer som »Big Brother« får omtale i formiddagsaviserne, til gengæld får de medvirkende i faktaprogrammer som »Luksusfælden« forsideplads samme sted.

Skiftet i TV-mediehusenes prioritering fra underholdning til faktadrevne programmer handler ikke kun om en ny interesse for samfundet hos danskerne. Det handler i høj grad også om danskernes generelle medievaner. Hvis flow-TV (hvor man ser TV-programmer, mens de bliver sendt) også skal findes i Danmark om ti år, er TV-stationerne nødt til at lave programmer med en nerve af her-og-nu, siger Anne E. Stig Christensen fra TV 2.

»Det er faktisk noget af det, der er gået galt i TV 2s flade. Når tingene bliver ultrakommercielle, hvad enten det er ren underholdning eller lette reality-formater, så har de en ekstremt god genudsendelsesværdi og er universelt interessante og tidløse. Til gengæld har seerne ikke et særligt incitament til at se programmerne lige præcis, når det bliver sendt. De optager det og venter måske et halvt år med at se dem, og det kan en stor TV-station som TV 2 ikke tåle,« siger Anne E. Stig Christensen.

Underholdning kan kun i begrænset omfang skabe ringe i mediedammen, men for TV 2s vedkommende er det et problem, at den forsinkede sening betyder en ringere kontakt mellem annoncører og seere.

Underholdningskrigen

Når både DR og TV 2 satser på dokumentarprogrammer og såkaldt nyhedsdrevne programmer, der i en bredere forstand er programmer om danskernes virkelighed og hverdag, kan man frygte en gentagelse af »underholdningskrigen« i 00erne, hvor begge blev kritiseret for at gå hinanden i bedene med stribe programformater, der var så ens, at seerne sad med en kronisk følelse af deja-vu.

DRs generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, tager udsigten til konkurrence på fakta-fronten med sindsro. Det vil nemlig betyde, at det samlede output fra de to stationer får en højere kvalitet,og det var jo den oprindelige tanken med at oprette af TV 2, siger hun.

»Historisk har konkurrencen mellem DR og TV 2 været en sund og god kappestrid. Vi kæmper på mange måder for at have høj kvalitet i det, vi laver, og det har betydet, at vi kører et race to the top og ikke et race to the bottom, til glæde for danskerne,« siger Maria Rørbye Rønn.

Medieforsker på Danmarks Journalisthøjskole Lars Kabel har siden 1980erne fulgt konkurrencen mellem de to store TV-stationer. Han forholder sig skeptisk til de positive virkninger af den hårde tvekamp.

Et eksempel er de to kanalers udlandsdækning, siger han. Her bliver begge stationer presset ind i en negativ spiral, hvor de seriøse programmer om udlandsforhold lægges på marginale tidspunkter i programfladen, hvilket presser seertallene endnu længere ned.

»Det seriøse public service-stof bliver udgrænset fra primetime mellem 18 og 22, der til gengæld fyldes med lalleglade bagedyster og boligprogrammer,« siger Lars Kabel.

Dybest set er konkurrencen mellem DR og TV 2 et internt anliggende for de to stationernes ledelser og ligegyldig for almindelige TV-seere, mener Lars Kabel. Almindelige medieforbrugere er først og fremmest interesserede i ordentlig public service-oplysning, uanset hvem der leverer det, og derfor mener han, at de to stationer burde samarbejde om at levere dette i stedet for at modarbejde hinanden.

»Det er noget pjat, at to samfundsejede institutioner i et så lille land som vores ikke kan finde ud af at samarbejde, samtænke og supplere hinanden. De er der jo med det samme formål,« siger Lars Kabel.

Konkurrencen har sjældent ført til en større dybde i programmerne, men hyppigt til større ensartethed af lavere kvalitet, siger han.

»Konkurrencen fører til en form for nivellering af programmernes indhold. Der er mange forsøg på at lave højt tempo og give det seriøse stof en underholdningsvinkel, men det er sjældent skarpt. End ikke på humorfronten, hvor det helst skal være sådan noget rundt og venligt,« siger Lars Kabel.

Høje seertal

Venstres medieordfører, Ellen Trane Nørby, kalder det et hovedproblem, at DR gennem en lang årrække er gået ensidigt efter høje seertal, hvilket har gjort, at DRs sendeflade generelt er blevet mere kommercialiseret.

»Dermed har DR overtaget noget af den rolle, som var TV 2s – nemlig at være midterfeltet mellem ren public service og de kommercielle kanaler. Det, vi oplever, er, at DRs kommercialisering også har presset TV 2, fordi der er blevet mindre plads til at levere et mainstream public service-indhold. Hvis DR ikke længere sætter overliggeren, men begynder at konkurrere nedad, så skaber man mindre mangfoldighed på mediemarkedet,« siger Ellen Trane Nørby.

Hverken TV 2s programdirektør, Anne Stig Christensen, eller DRs generaldirektør, Maria Rørbye Rønn anerkender, at de to stationer går hinanden i bedene. TV 2s programdirektør siger direkte, at det vil være »ekstremt farligt« for TV 2 at efterligne DRs succesfulde programformater.

»Det er noget vi arbejder meget på ikke at gøre. Tidligere har der bestemt været en tendens til at sige: »det, der virker ... kan vi lave vores version af det?« Men hvis du bevæger sig ud i den retning, mister du din vitalitet. Det svækker dit brand, og det er uhyre vigtigt for TV 2 at have en høj brandstyrke,« siger Anne E. Stig Christensen, der tidligere på året annoncerede, at TV 2 skal »genfinde sit DNA«. Derfor bliver TV 2s version af den ny fakta-bølge en moderne variant af de livsstilsprogrammer om eksempelvis sundhed og børneopdragelse, som TV 2 som de første i landet introducerede til de danske seere.

»Livsstil bliver atter det vigtige indsatsområde for TV 2, for her lægger vi os lige præcis i skæringsfeltet mellem at være public service og kommerciel. Det optager mange mennesker, ikke mindst de yngre børnefamilier, som er vores hovedmålgruppe, » siger Anne E. Stig Christensen.

For DR tegner billedet sig anderledes, siger Maria Rørbye Rønn, da DR ikke på samme måde er tvunget til at tænke i seermængder.

»Vi er meget fokuseret på at være aktuelle i tiden. Da vi lavede »9. Z i Kina« rejste vi i den grad nogle spørgsmål, som optog befolkningen. Hvordan er folkeskolens kvalitet? Får vi nok værdi for det, vi betaler for folkeskolen? Hvordan skal vores børn klare sig i konkurrencen globalt? Vi er ikke på samme måde låst fast på et emne – børnefamilien. Vi vil meget gerne fange de dagsordener, som er aktuelle i tiden, og sætte fokus på dem,« siger Maria Rørbye Rønn.

Selvom begge stationer nu går faktavejen, bliver der altså ikke tale om, at de går hånd i hånd. Man tolererer hinandens tilstedeværelse, men har forskellige funktioner.

»Der er forskel på vores og TV 2s public service. TV 2 har helt legitimt fokus på de seere, de skal have, for at kunne sælge annoncer og samle abonnementer, og vi kan på en anden måde have fokus på emner, der er oppe i tiden, uanset om der er mange seere i dem eller ej. TV 2 må helt naturligt tænke »return of investment«, og vi tænker »return to society«,« siger Maria Rørbye Rønn.