TV-grinet der rystede verden

Aldrig før har en satireserie sat sig så varige spor, som da Monty Python for godt 40 år siden ville have os til at grine af noget nyt. Næste år mødes gruppens medlemmer, der alle er 70 og derover, til endnu et show.

Nobody expects the spanish inquisition! Fold sammen
Læs mere

At Monty Python er blevet et begreb, der rækker langt ud over en stribe TV-udsendelser for omtrent 40 år siden, vidner navnet på asteroiden »13.681 Monty Python« om på sin uendelige færd gennem rummet. Og da en australier i 1985 i Riversleigh i Queensland fandt et mægtigt fossil af en gigantisk forhistorisk slange, navngav også den gæve palæontolog det »Montypythonoides riversleighensis«.

Siden blev et nyudviklet sprogprogram navngivet IDLE – efter Eric Idle. Et oversættelsesprogram er blevet døbt »Parrot« efter den udødelige »Dead Parrot Sketch«, og et andet PC-program er blevet kaldt »Cheese Shop« efter sketchen, hvor Michael Palin er ostehandleren uden ost.

I 1990erne kunne man i Storbritannien købe en is med navnet »Minty Python«, og sådan fortsætter det med referencer til Python-universet i stort og småt.

Derefter imponerer det måske mindre, at gruppen også er blevet et opslag i en ordbog. Men udtrykket »pythonesque« – »pythonsk« (det udlægges som sjovt på en surrealistisk måde) – er for længst optaget i Oxford English Dictionary.

Det sidste gav anledning til mere mismod end stolthed. Terry Jones forklarede, at Monty Python netop ville noget nyt, som det ikke skulle være muligt at kategorisere. »Og at et ord som pythonesque nu findes, viser kun i hvilken udstrækning, vi har fejlet.«

Monty Python rullede første gang over skærmene på BBC i oktober 1969. 45 afsnit fordelt på fire sæsoner til 1974 blev det til. Men det var tilstrækkeligt til, at en ny genre inden for TV-satire var grundlagt. Og gruppens indflydelse anses for lige så banebrydende for TV, som Beatles var for populærmusikken.

Efterfølgende havde den gennemslagskraft nok til også at være basis for sceneoptrædener, film, pladeudgivelser, bøger og musicals samt individuel stjernestatus for gruppens medlemmer. Allerede da gruppen kunne markere sit 25 års jubilæum i 1994 havde dens fem medlemmer opnået fremtrædende positioner i det britiske samfund, som de så veloplagt og med så stor entusiasme havde forsøgt at dekonstruere og hænge til tørre.

Forleden annoncerede de overlevende fem pythoner, der alle er 70 og derover, at de samles til et nyt show 1. juli næste år i Londons store O2-arena med plads til omkring 20.000 tilskuere. Showet blev udsolgt på mindre end 48 sekunder. Og takket være billethajer til rekordhøje billetpriser.

Navnet Monty Python var længe undervejs. Man overvejede andre navne som Owl Stretching Time, The Toad Elevating Moment, A Horse, a Spoon and a Bucket, Vaseline Review og Bun, Wackett, Buzzard, Stubble & Boot. Så meddelte BBC, at nu var de programsat som Flying Circus og at man ikke ville lade trykningen gå om. Det skulle ikke forhindre, at man i gruppen satte endnu et par navne foran, så man overvejede navnet Gwen Dibley’s Flying Circus (Michael Palins forslag). Også Baron Von Took’s Flying Circus blev overvejet (som en hilsen til Barry Took, der havde samlet gruppen).

Navnet »Monty« var Eric Idles idé, som en ikke alt for uvenlig respektløshed over for en af Anden Verdenskrigs store britiske generaler, Field Marshal Lord Bernard Montgomery. Derimod fortaber det sig, hvor »Python« kom fra, men alle var enige om, at det lød sjovt. Som navnet på en lige lovlig smart impressario.

Seriens titelmusik er en march af amerikaneren John Philip Sousa. Den hedder i virkeligheden »The Liberty Bell« og det var afgiftsfrit at benytte den. Den gigantiske fod, der sidst i forteksterne kommer ned oppefra og knuser titelbogstaverne, havde Terry Gilliam tyvstjålet fra et italiensk rennæssancemaleri af Bronzino. Det fedladne underben tilhører den erotiske kærlighedsgud Cupido. Foden, og Gilliams tegnestil blev Monty Pythons visuelle brand.

Gruppens medlemmer, Graham Chapman, John Cleese, Terry Gilliam, Eric Idle, Terry Jones og Michael Palin, skrev og medvirkede selv i programmerne, der blev en nytænkt forlængelse af den modernistiske absurde tradition – en humoristisk stream-of-consciousness. Og det var meningen, at ældre generationer skulle føle sig hægtet af. Eller blive forargede.

I det nye, vi skulle grine af, så de bl.a. bevidst bort fra, at en sketch skulle have en afsluttende pointe. I stedet sluttede man indslag ved brutalt at klippe til en tegnet scene af Gilliam ved, at de medvirkende forlod scenen, ved at de henvendte sig direkte til kameraet, ved pludselig at introducere en irrelevant figur. Eksempelvis Graham Chapmans strikse »anti silliness«-oberst, der i flere tilfælde beordrer indslag stoppet, fordi de er »far too silly«. En anden udgang kunne være at lade en tegnefilmagtig 16 tons-vægt falde ned på de medvirkende, netop som sketchen begynder at tabe højde. Eller at lade en ridder i rustning (Terry Gilliam) vandre ind på scenen og slå en af de medvirkende i hovedet med en plukket høne af gummi. Og endelig kunne John Cleese komme umotiveret ind i billedet som smoking-klædt radio-speaker og med humørforladt patos fremsige ordene »and now for something completely different«.

Cleese, Chapman og Idle gik ikke op i, om afsnittene flød eller indslagene hang sammen, det overlod de til Jones, Palin og Gilliam. John Cleese skrev sammen med Graham Chapman. Terry Jones og Michael Palin skrev sammen, mens Eric Idle skrev alene.

Hver havde, viste det sig hurtigt, sit særpræg. De Oxford-uddannede Jones og Palin havde en meget visuel humor og en absurdistisk tilbøjelighed til at lade den spanske inkvisition komme farende ind på scenen, mens Cambridge-drengene Cleese og Chapman var mere aggressivt ordrige og skrev indslag med skænderier og fornærmelser. Eric Idle viste sig som en mester i verbale spidsfindigheder som i »nudge-nudge«-sketchen og manden, der kun taler i anagrammer.

»De voldsomme skænderier stod Graham og jeg for,« har John Cleese fortalt. »Det, der begynder med en langsom panorering hen over et smukt landskab med blid underlægningsmusik, var Michaels og Terrys, og det, der drukner i ord, var Erics.« Eric Idle har i øvrigt beskrevet John Cleese som den mest kantede af gruppens medlemmer:

»Han kedede sig hurtigere end resten af os. Han var besværlig og ikke let at blive ven med. Når han er så sjov, er det fordi han ikke har denne trang til, at folk skal synes om ham. Det giver ham en særegen og fascinerende arrogant frihed.«

Efter skrivning mødtes de og udvekslede ideer og kom med indfald til inandens manuskripter. Resten af processen var demokratisk, så hvis der var flertal for en sketch, kom den med. Man gik mindre op i, hvem der skulle optræde i hvilke roller.

Man arbejdede bevidst med at bryde fortælleformen. Som når man brat begyndte uden fortekster med en scene, hvor Michael Palin i Robinson Crusoe-kostume slæber sig gennem et landskab for til sidst at nå hen til kameraet og udtale ordene »It’s...«, hvorefter der klippes direkte til fortekster og titelmusik.

Ved flere lejligheder varede åbningssekvensen til midt i et program, hvorefter forteksterne bygyndte. Andre gange spillede man slutteksterne midtvejs. Ved en enkelt lejlighed begyndte slutteksterne i direkte forlængelse af forteksterne. Men man benyttede også tarvelige britiske komediekneb, som at det er sjovt, når mænd er klædt ud som damer, der taler med falsetstemmer.

En sådan scene, hvor der sidder to damer (mænd) i en sofa, og med en remonte giver en indisk dreng elektrisk stød, så han ved, hvornår han skal skifte kanal på fjernsynsapparatet, var for hård kost for seerne og udløste et ramaskrig, mens et lavkomisk højdepunkt i denne sammenhæng var en husmoderforening, der på en pløret mark i Yorkshire opfører en rekonstruktion af japanernes angreb på Pearl Harbor. Dvs. to grupper af midaldrende damer i spadseredragter, hatte og højhælede sko farer løs løs på hinanden med håndtasker. I »Life of Brian« tages ideen til nye højder, her er det mænd, der er udklædt som kvinder, forklædt som mænd for at de kan deltage i en stening.