TV-flimmer!

Og dér ligger man så i sin seng i nytårsmorgens mørke og hører den stive kuling flå i huset, mens man vender hver en sten og lyngtot i hjerne og hjerte i søgen efter uforglemmelige minder fra nytårsaften på TV.

Det sidste jeg med en tusch nåede at registrere på bagsiden af en manual til et børnefikserende computerspil, inden vi vovede os hjem til os selv under lyshavet af eksploderende friværdier på himlen, var et par violinfilende spillemænd, som havde en vis lighed med Helge Sander, og en forsamling glade mennesker i Robin Hood-tøj, som sang det nye år ind i DR kirken sammen med præsten og samledigteren Holger Lissner.

Spillemandsmessen kom lige efter rådhusklokkerne og det traditionelt renskurede pigekor, som havde fyret sang-kanonen af, så gotens hjelm og hjerne brast, og et øjeblik troede jeg, at netop lægte sår fra julens TV ville bryde op igen. Men den lutheranske gospel blev på forunderlig vis et lille uventet lys i enden på en aften, som man på forhånd kunne have spillet for sit indre blik. Det var ikke noget særligt i sin opsætning og kameraføring. Men simpel glæde og håb trængte igennem. Og hvad mere kunne man ønske sig ved et nyt års fødsel, i bunden af mørket?

Måske er der alligevel liv i kirken, og udenfor.

Jeg tjekkede ind i nytårskoreografien lidt efter seks og nåede ikke at Dronningens nytårstale, nationens årlige date med Majestæten. Ikke af republikanske årsager, men på grund af tekniske forviklinger med et American Express-kort i Billund lufthavn.

Skamfuld, men lettet over, at det alligevel ikke var mit bord, og at talen alligevel ville være at finde på nettet og i avisen næste dag, forsøgte jeg derefter at se TV Avisen på DR1, hvor Jeppe Nybroe interviewede Se & Hørs chefredaktør Henrik Qvortrup om nytårstalen. Det var som at se to fyldte chokolader ligge tilbage i æsken og udveksle bemærkninger som: »Nå, du er heller ikke blevet spist endnu?«»Nej, men det kan ikke vare længe.«»Hvad er du fuld af?«»Nougat, og dig?«»Marcipan.« Endnu engang to journalister, som talte sammen med hinanden foran et publikum, uden at efterlade sig stof til hjernen, men kun til sidebenene. Forinden havde den søde vejrpige med syngende tonefald fyret en raket af fra taget ud over det »topsmarte Amager«, som Nybroe har udtrykt det, måske i tanke på sig selv, og efter Saddam var blevet hængt endnu engang, uden at nogen fik lov at se det, og denne gang også var blevet begravet, var den potte ude.

I hvert fald for mit vedkommende, idet der på det tidspunkt opstod tumult blandt de forsamlede børn i stuen. Det var noget med en ballon, som hvis den bare var bristet, ville have løst konflikten om hvem den tilhørte. Men det gjorde den ikke. Balloner er ikke hvad de har været.

Næste mulighed for et kig i kassen var mellem torsken og citronfromagen og det gav lidt atletik på DR2 og en stump af »Min søsters børn i sneen« tilbage på DR1. Forunderligt at sende atletik på en nytårsaften, men måske var det for at motivere de nytårsfortsætlige motionsløbere til næste dags lidelser. Så hellere Dirch Passer Sjov. Det var før stand up'erne velsignede os med deres oratoriske begavelser, og da der stadig var noget at grine af. Men det er længe siden, at nogen har stillet sig op og underholdt for andet end penge. Senere røg vi ind på DK4s musikalske talkshow med Bent Fabricius-Bjerre som gæst i Amager Bio. To ting slog de forsamlede voksne: Bent Fabricius-Bjerres vitalitet sine 81 år til trods, og værten, DK4s kulturredaktør Frantz Howitz' vennesæle fremtoning. »Hvad er det for en kanal, og hvad er det for en mand, og kan man godt det på TV?« lød spørgsmålet fra min sidemand ud gennem kransekagen. Og svaret må være, at det kan man godt, hvis man tror på sig selv som de gør på DK4.

Herregud, det er jo bare TV og ikke verdens skabelse!

Således opvakte og yderligt distraherede af ting foran skærmen nåede vi ud på en ultimative glidebane frem mod årsskiftet: den tyske produktion »90 års fødselsdagen«, som vel er det stykke TV, de fleste danskere identificerer sig med, hvis man lige ser bort fra Disneys Juleshow juleaftensdag. Sketchen om den gamle rige frøken, som sidder alene tilbage efter alle sine tilbederes død, og lader sig opvarte af sin aldrende tjener. Vi grinede endnu engang, som vi grinede for ti år siden og endnu længere tilbage, og som vi måske vil grine, når vi er blevet lige så gamle som miss Sophie. Og på den måde er sketchen efterhånden gået hen og blevet et billede af os selv og vores egen kultur, som i stedet for at forny sig bliver hængende i de gode gamle dages nostalgiske hængedynd, i hvert fald hvad følelserne angår.

Så blev der stillet om til Rådhuspladsen, og løbet var kørt. Fra kælderen blev der hentet for længst glemte flasker sovjetisk champagne fra før Murens fald, men brusen var gået af den, og den var udrikkelig. Heldigvis var der også en spumante af nyere dato, så vi kunne skåle med os selv, pigekoret og resten af verden.