TV-flimmer!

» Man kan kun tage hatten af for den gamle Gonzo-journalists mod til at gå i klinch med døden og sætte sin egen og sin hustrus sårbarhed på spil. «

Det eneste sted, det er værd at være begravet, er i de efterladtes hukommelse. Tilmed bliver gravstedet smukkere og smukkere med tiden.« Det var den konklusion, forfatteren og Gonzo-journalisten Morten Sabroe kom til, da han i sidste afsnit af sin og hustruens roadmovie »Udflugt mod døden« vandrede langs de forrevne skrænter ved (vist nok) Møns Klint.

Rasende smukt var der i hvert fald.

Kontrasten til de plasticindpakkede lig på Panum Instituttet og kapellets brændende krematorieovne, som parret netop havde besøgt, var til at tage at føle på. Og hvis det hele ikke havde været turneret med lige dele dyb alvor, journalistisk nysgerrighed og grotesk humor, havde det næppe været til at bære. Det var en tabubelagt og tung rejse, Morten Sabroe havde bevæget sig ud på.

For hvem bryder sig dybest set om at se døden i øjnene?

Morten Sabroe gjorde det tydeligvis ikke. Men den 60-årige forfatter havde fået et kys af døden, og derfor havde han og hans yngre hustru, journalist Do Windfeld, sat sig for at undersøge de mange spørgsmål omkring døden, som vi alle en dag kommer til at stå overfor.

Afsættet var som så ofte før hos Sabroe en personlig oplevelse. På vej hjem fra Gyldendals reception sidste sommer styrtede han på sin cyklel. Han var blevet ramt af en blodprop i hjernen. Han og hans kone slap med forskrækkelsen, men det gik op for dem, at de – som de fleste andre – var fuldstændig uforberedte på døden.

»Udflugt mod døden« var således resultatet af denne eksistentielle oplevelse. Sidste afsnit af ægteparrets opdagelsesrejse ind i dødens landskab blev sendt på DR2 sent søndag aften. Alle tre afsnit kan fortsat ses på DRs hjemmeside.

Sabroes TV-dokumentar var uhyre smukt fotograferet og stemningsmæssigt ikke så lidt i stil med Ole Bornedals TV-roadmovie »Charlot og Charlotte«. Man kan indvende, at det til tider virkede lidt for hipt. På den anden side var den rå og humoristiske tone med til at tage brodden af det tunge emne. Og døden rammer os alle, selv et trendy storbypar som Sabroe og hustru iført solbriller i panden, smarte støvler og sort tøj. Således kørte de ind i dødens landskab i en gammel sort Cadillac til lyden af Tom Waits og Bob Dylan.

Man tilgiver det let poppede, fordi det rent faktisk lykkedes parret at stille alle de umulige spørgsmål på et tabubelagt område, som døden jo er på vore breddegrader.

Vi fik den ind under huden i bogstaveligste forstand. Hos bedemanden, hvor Morten Sabroe kravlede op i en kiste. »Jeg har altid lidt af klaustrofobi!«, som han sagde. På krematoriet, hvor vi var med helt inde i kremeringsovnen, hvor et kranium langsomt styrtede sammen for øjnene af os opslugt af flammerne. Grænseoverskridende ja, men også sært rørende, for det er tanker, vi alle gør os, når døden kommer tæt på.

Således blev alle sten og tabuer vendt. Også hvad der sker med os, inden vi havner i flammerne eller ædes op af ormene i kisten.

Morten Sabroe brød sig ikke om tanken om hverken det ene eller det andet. Heller ikke at skulle ligge »i en standardkiste«, som han sagde. Hos stenhuggeren undersøgte han muligheden for at få bygget et mausolæum til sig selv eller alternativt en mandshøj gravsten, hugget ud som ham selv. Det kunne godt lade sig gøre, mente stenhuggeren, hvorefter Sabroe tilbage i bilen med solbriller på eftertænksomt noterede: »Det vil faktisk sige, at man kan rejse sin egen statue!«

Mest stemt var Sabroe nu for få dét han kaldte »en James Brown-løsning«. Det vil sige ligge lit de parade i flere dage i en åben kiste.

Man kan kun tage hatten af for den gamle Gonzo-journalists mod til at gå i klinch med døden og sætte sin egen og sin hustrus sårbarhed på spil. Det klædte tilmed Sabroe, at han dybest set benyttede sig af klassiske journalistiske dyder og drog ud og talte med kilderne! Hvad enten det nu var bedemanden, stenhuggeren organkirurgen eller kvarters- mesteren, som holdt opsyn med ligene i kapellets kølerum.

Endelig kunne den dødsforskrækkede Sabroe trøste sig med, at han aldrig ville ende som forsøgslig i hænderne på de medicinstuderende på Panum Instituttet. Dertil var han for kendt et ansigt, som organkirurgen trøstende sagde og tilføjede: »Men vi kan godt bruge dig til et efteruddannelseskursus, og vi kan også bruge noget af dig til studiesagspræparater.«

Og sådan gik det over stok og sten til tonerne af »A worried man with a worried mind«, og der var sandt for dyden nok at bekymre sig om. Også om muligheden for at blive organdonor. Her mente Sabroe, han ville gå fri på grund af en medfødt hjertefejl, men ak. »Du har både to lunger, to nyrer og en lever, så du vil vil være et godt lig. Men allerhelst ser jeg, at du går ud og lever dit liv længe endnu.«

Det var så også den konklusion, Sabroe og hustruen nåede til, da de kørte ud mod skrænten ved Møns Klint i deres sorte Cadillac.

Én ting er, at vi alle skal dø. Men det gælder om at holde fanen højt, så længe man er her. Tak til Morten, Do og DR2 for en modig dokumentar.