TV-flimmer!

Egentlig er det sært, at TV ikke oftere går i dybden med dem; skilsmisserne.

Jette Damgaard fortæller ærligt og redeligt om sin skilsmisse. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

I Danmark bliver 15.000 par hvert år skilt, og formentlig endnu flere går fra hinanden uden at have papir på hverken samlivet eller dets opløsning. I kølvandet ligger så en række knuste hjerter. Tusinder faktisk. Skal man tro statistikken, må hjertesorg være den mest udbredte lidelse i landet – lidt ligesom ondt i ryggen og migræne – og som sådan er det helt på sin plads, at journalister beskæftiger sig med emnet, netop som TV 2 har valgt i sin nye højtprofilerede dokumentarserie i ti afsnit: »Farvel, min elskede«.

TV 2 har udstyret sin dokumentarist Ole Kolster med masser af tid og plads til at portrættere almindelige danskere i en livskrise. Kolster stod også bag successerien »Livet er fedt« om tykke på slankeophold i Ebeltoft. Tusinder af seere fulgte deltagerne i flere år; kun én medvirkende tabte sig reelt, de andre blev til gengæld landets første realitystjerner, og flere gjorde paradoksalt nok en karriere ud af deres slankefiasko.

Nu er det så Lars, Jette, Gitte og Bibi, vi skal være på fornavn med. Og at dømme efter seertallene er »Farvel, min elskede« allerede en stor succes. 800.000 så med på de indledende øvelser i onsdags.

Selv så jeg til med en blandet mavefornemmelse.

Er et program som dette dyneløfteri? Følelsesporno? Intim udlevering af sagesløse medie-uvante?

Jeg synes det ikke. Hvis man først har valgt et emne, der er så intimt, svært og privat, så skal dokumentaristen sågu gå så tæt på som muligt, stille de ekstremt svære spørgsmål, tåle at den medvirkende græder og turde hvile i situationen. Alt andet ville enten komme til at virke plat eller endnu værre; distanceret. Og det ville være at hænge de medvirkende til tørre. Jo tættere, vi kommer på dem, jo mere respekterer vi deres følelser.

De første afsnit (jeg har smugkigget på afsnit to, der sendes i morgen aften) tyder på, at dokumentaren mestrer det, men ikke til perfektion. De scener, hvor de medvirkende forfalder til klichéer og spejderdrengstapperhed i udtalelserne: ud med dem. Det er meget mere råt, når en kvinde som blomsterhandleren Jette ærligt og redeligt sidder i sit nye køkken og fortæller, hvordan det er at blive skoddet af manden, fordi hun ikke kan få børn. Det er ren, uforfalsket og ærlig ensomhed og ødelagt selvværd. Det går i hjertet.

Hvis de ligegyldige scener røg ud, kunne serien også – meget tiltrængt – blive skåret ned til spændstige seks afsnit i stedet for de ti noget langsommelige, ja til tider lidt fodslæbende bekendtskaber, som afsnit et og to har vist sig at være.

Men hvad skal vi bruge den til, al den ulykke? Ole Kolster siger selv, at TV-seerne måske kan bruge dokumentaren som en slags serviceeftersyn på sit eget parforhold, så man undgår skilsmissen.

Den morale er lidt klæg efter min smag. Jeg håber snarere, at udsendelsesrækken vil vise sig som en lille hyldest til menneskets individuelle råstyrke.

Jeg håber gudhjælpemig, at moralen efter afsnit ti viser sig at være, at der er et liv efter parforholdets ophør. At det trods alt er bedre at være alene, fri og ægte end at hænge i et parforhold, hvor 1) partneren er utro, 2) manden synes, man er »træls«, fordi man er ufrivilligt barnløs, 3) manden er rablende gal eller 4) »man jo har børnene«. (Sociologiske undersøgelser har trods alt vist, at det er lige så belastende for børn at vokse op med skænderiramte forældre som med alkoholikere).

Formanden for Muskelsvindfonden, Evald Krog – der om nogen har skavanker at slås med – sagde engang til mig under et interview, at ‘kærestesorg er den mest smertefulde sygdom, man kan have, men det er også den eneste, der med sikkerhed går over’. Lad os håbe, at det også gælder for de medvirkende i »Farvel, min elskede« og de i løbet udsendelsesrækken vil vise sig at kunne rejse sig og skabe nyt liv forude.

Det ved vi desværre først engang hen under jul.