TV-flimmer

Der er westerns og der er »Deadwood«.

Ian McShane yderst tv. som den selvudnævnte bykonge Al Swearengen I "Deadwood" yder en særlig fremragende skuespilpræstation. Her er han i selskab med fra venstre Timothy Olyphant, Wearl Brown og Sean Bridges.<br>Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Guldgraver- og pionerbyen Deadwood, hvor man fodrer svin med de stakler, der ikke dør en naturlig død - et af de steder der var med til at give ordet lovløshed et dårligt ry.

DR 1 og DR 2 har siden nytår helt bogstavelig skudt året ind med en westernkavalkade; gamle og nye film, dokumentarudsendelser og en western-serie. Det er sidstnævnte, der især får en inkarneret westernfan til med en finger at flytte hatteskyggen op og træde nærmere, for mens filmene har været præget af en vilkårlighed grænsende til det sløsede, skete der pludselig noget helt nyt og interessant med »Deadwood«.

Jeg kom - ført med på prærievognen fra andet afsnit - og oplevede derfor ikke den indledende massakre på den lille norske udvandrerfamilie. Alligevel var jeg efter den første time både rystet og fascineret.

»Deadwood« havde amerikansk TV-premiere i 2004 og fik ikke helt en modtagelse som forventet. Den var tænkt som serien, der skulle tage over efter de fejrede mafiøse New Jersey-italienere i »Sopranos«, men mange hæftede sig mest ved, at der blev sagt »fuck« 43 gange i løbet af den første time og vendte i første omgang tommelen nedad.

Western-genren blev født med filmmediet. En af de allerførste iscenesatte film var en lille western om nogle togrøvere. Genrens store årti var 1950erne med mesterinstruktøren John Ford som dens ypperste forkynder. I en af Fords sidste westerns, »Manden, der skød Liberty Valance«, lader han filmens journalist sige: »Når valget står mellem sandheden og legenden, så tryk legenden.«»Deadwood« gør det modsatte - og med succes.

Serien forsøger ikke at romantisere vesten, dengang den var vild og blodig. Her er ikke helte og skurke. Her er de fleste desillusionerede, afstumpede, krystere eller bare ynkelige. Her er prostitution, svindel og mord sat i kynisk system i Al Swearengens kombinerede bordel og spillebule, The Gem, og hos konkurrenten, den ikke mindre skånselsløse Cy Tolliver i Bella Union. De er grådige og lukrerer hæmningsløst på lovløsheden og på, at de selv laver reglerne, dømmer og eksekverer straffene, der hver gang betyder, at ofrene ender som svinefoder.

En lille klike anført af sherif Seth Bullock, isenkræmmeren Sol Star, postrytteren Charlie Utter, drukkenbolten »Calamity Jane« Cannary og lægen Doc Cochran er kernen, der forsøger at omdanne blodigt kaos til spirende civilisation, og det er det, serien overordnet går ud på.

Nok er seriens foretrukne kraftudtryk »fuck« og »cocksucker« - altså mere obskøniteter end forbandelser i religiøs forstand - men samtidig er andre af filmens replikker velformulerede og i skønhed at ligne med blankversene hos Shakespeare. Overhovedet er det i modsætningerne, at »Deadwoods« fine kvaliteter viser sig - når chokket først har lagt sig.

Virkelighedens Deadwood ligger i øvrigt i The Black Hills Territory i staten South Dakota. Byen blev grundlagt i 1876, og her levede nogle af vestens mest legendariske skikkelser som »Wild Bill« Hickok, »Calamity Jane« og Wyatt Earp.

Hvad, der måske er mindre kendt, er, at en række af seriens andre personer også er baseret på levende modeller. Det gælder Seth Bullock, Al Swearengen, Sol Star, E.B. Farnum, Charlie Utter og avisredaktøren A.W. Merrick.

I dag bor der knapt et par tusinde mennesker i byen, og til dens mest prominente bygninger hører »Bullock Hotel«. I forhold til serien er det bedårende ironi, at netop Seth Bullock blev den, der endte med at lægge navn til et af byens hoteller.