TV 2 vil op på en million streamingabonnenter – og TV-serier med social kapital er værktøjet

TV 2 trapper voldsomt op med antallet af nye serier til sine kanaler. Ti serier, heriblandt serien om efterforskningen af Kim Wall-mordet, skal være TV 2s lokomotiv i den hårde konkurrence på streamingmarkedet, siger TV 2s programdirektør, Lotte Lindegaard.

Pilou Asbæk og Søren Malling som henholdsvis anklager Jakob Buch-Jepsen og drabschef Jens Møller i Tobias Lindholms »Efterforskningen«. Henrik Ohsten/TV 2/Ritzau Scanpix

En bølge af fiktionsserier, der kan give seerne »social kapital«, skal være med til at løfte antallet af abonnenter på TV 2 Play fra 600.000 til en rund million. Det mener TV 2s programdirektør, Lotte Lindegaard, er realistisk, selv om hun erkender, at streamingmarkedet er hårdere end nogensinde før med streamingtjenester fra hele verden, der alle kan stjæle seernes tid.

For at det skal kunne lykkes, vil TV 2 satse på at tilbyde seerne nye serieafsnit på hver eneste af årets søndage. En kraftig forøgelse af mængden af fiktionsserier på TV-stationen, der for får år siden sendte en enkelt fiktionsserie om året – ud over en børnejulekalender. I år runder kanalen ti fiktionsserier.

»Ved at give brugerne af TV 2 Play et fast publiceringsmønster, de kan vænne sig til, håber vi at kunne trænge igennem den store mængde støj, der leveres af den globale streaming, og som gør det vanskeligt at skaffe sig overblik for seerne,« siger Lotte Lindegaard.

De serier og nye sæsoner, som hver søndag hen over foråret, sommeren og efteråret 2020 er på vej til PLAY-seerne, er blandt andre femte sæson af »Rita«, det historiske dramaserie »Sygeplejeskolen« og komedieserien »Minkavlerne«.

Peter Mygind opklarer forbrydelser i Helsingør i »Sommerdahl«. Mike Kollöffel/TV 2/Ritzau Scanpix

Dertil kommer nye serier som krimiserien »Sommerdahl«, hvori Peter Mygind som politiefterforsker Dan Sommerdahl opklarer kriminalsager i Helsingør, samtidig med at han skal holde sammen på sit ægteskab. Seriens første afsnit kan allerede ses på TV 2 Play, men ikke hele serien. I modsætning til Netflix, der for en håndfuld år siden fik folk til at »binge« hele sæsoner af serier ad gangen, har TV 2 valgt at lægge ét afsnit på ad gangen på sin streamingtjeneste.

»Selv om vi er den største leverandør af dansk fiktion herhjemme, så har vi stadigvæk ikke en volumen, der gør det muligt for os at lægge hele serier op ad gangen. Derfor vil man få et afsnit ad gangen – hver søndag,« siger Lotte Lindegaard.

»Efterforskningen«

Det gælder også »Efterforskningen«, den allerede meget omtalte fiktionsserie, der kommer til efteråret, og som bygger på efterforskningen af mordet på den svenske journalist Kim Wall.

Serien, der er skrevet og instrueret af Tobias Lindholm, vil give indblik i Jens Møller og Københavns Politis komplekse efterforskning, der førte til opklaringen af drabet på den Kim Wall. Serien er blevet til i tæt samarbejde med Jens Møller selv og Kim Walls forældre.

Denne serie og andre af stationens kommende titler er med til at underbygge TV 2s public service-rolle, siger Lotte Lindegaard.

»Vi ønsker, at vores serier skal kunne generere social kapital hos seerne. Det er det stærke indhold, der får os til at finde sammen og snakke med hinanden. Det gælder både dokumentarudsendelser som »Daginstitutioner bag facaden«, men det gælder også store fiktionsserier, som seerne gerne skulle »sælge« til hinanden, når de mødes i frokostpausen,« siger hun.

Det nye tiltag kommer i forlængelse af, at TV 2 i december offentliggjorde, at medievirksomheden i 2020 og de følgende år lægger cirka 20 procent oven i investeringen i dansk fiktion.

Endnu et krimidrama er på bedding, nemlig Awaz-brødrenes »Alfa«, der får premiere i foråret og har brødrene Andreas og Sebastian Jessen på rollelisten sammen med Jonathan Harboe, Lars Mikkelsen og Thomas Levin. De nordiske lande er blevet toneangivende, når det gælder krimier, men Lotte Lindegaard betoner, at TV 2 også rummer andre genrer.

»Jeg er lige så stolt af, at vi med »Minkavlerne« på TV 2 Zulu er lykkedes med den meget svære komediegenre, ligesom TV 2 Charlies »Sygeplejeskolen« er en succes. Vi har en bredere palet, end vi nogensinde har haft,« siger Lotte Lindegaard.