Der skal fyres 50 medarbejdere på TV 2. Det bekræfter TV 2, efter at Journalisten.dk breakede nyheden.
Det drejer sig om 25 løstansatte og 25 fastansatte, der over den kommende tid skal fyres. I de næste par uger vil ledelsen afsøge muligheden for frivillige fratrædelser.
Fyringsrunden kommer som led i en omfattende organisationsændring, som skal ske på TV 2.
Fyringsrunden blev varslet af nyhedsdirektør Ulla Pors på et videomøde for alle ansatte på TV 2 klokken 10, skriver Journalisten. Mødet blev indkaldt under overskriften »Fællesmøde: Orientering om ny organisation«.
I januar sagde Ulla Pors på et medarbejdermøde, at der skulle ske store ændringer på mediet.
»Jeg vil gerne have så mange med på rejsen som muligt, men det er ikke realistisk, at alle skal med. Det ville ikke være ansvarligt for mig at sige. Det er super trist, men det er nødvendigt for at fremtidssikre nyhederne,« sagde Ulla Pors ifølge Journalisten.
Hun bekræftede senere overfor fagbladet, at hun var korrekt citeret, og at ændringerne – og altså antageligt den fyringsrunde, der nu er blevet en realitet – var nødvendige for at »fremtidssikre nyhederne«.
I februar annoncerede TV 2, at man til efteråret vil rykke flere medarbejdere til Odense, således at den såkaldte aftendækning fremover kun sker fra Odense. Det skete dels for at sikre en bedre dækning i hele landet og dels for at spare penge, skrev Journalisten.
Indtil nu har medarbejderne på tv2.dk og på TV 2 News ellers primært siddet i Teglholmen i København. Ifølge mediet skabte udmeldingen usikkerhed blandt medarbejderne.
I en pressemeddelelse fra TV 2 oplyses det også, at der trods de mange fyringer oprettes en række nye stillinger, blandt andet 15 nye stillinger på TV2.dk, og de job slås nu op internt.
Vejret bliver ramt
Organisationsændringerne får også betydning for dækningen af vejret på TV 2. Formålet er at vejret skal gøres mere digitalt. Det betyder ifølge pressemeddelelsen, at TV 2 vil lave færre traditionelle tv-vejrudsigter, og i stedet dække vejret på app, TV2.dk og News.
»Den nye strategi og 2024-budgettet betyder, at vi desværre kommer til at opsige både fastansatte og løst tilknyttede medarbejdere. Det er trist, men nødvendigt for, at vi møder brugernes behov og bevarer vores position som Danmarks stærkeste nyhedsformidler,« lyder det fra Ulla Pors.
Et af de programmer, der nævnes i den såkaldte transformationsproces, er aktualitetsprogrammet »Kernen«. Her ændres det, så det ikke længere udkommer ugentligt. I stedet skal formatet laves om i samarbejde med dokumentar- og aktualitetsgruppen og gravergruppen.
Fyringsrunden på TV 2 er den seneste i en række fyringsrunder på danske medier.
I november sidste år blev der annonceret fyringsrunder på Politiken, Jyllands-Posten og Ekstra Bladet, og i september blev en række stillinger på DR nedlagt.
I de næste par uger vil ledelsen afsøge muligheden for frivillige fratrædelser, skriver TV 2.



