TV 2 indkalder til stormøde efter sexismeanklager: »Det er nok ikke for meget at sige, at der er en vis uro«

Efter en række tidligere ansatte har fortalt om en sexistisk og kvindefjendsk kultur på TV 2, indkalder nyhedsledelsen nu til stormøde.

TV 2 indkalder til stormøde efter sexismeanklage. Fold sammen
Læs mere
Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix

TV 2s nyhedsledelse indkalder nu til stormøde på TV 2 på baggrund af flere dages voldsom debat om sexisme og #MeToo. Det fremgår af en e-mail, som nyhedschef ved TV 2 Nyhederne Jacob Kwon har rundsendt til nyhedsredaktionerne i Odense og København, og som Berlingske er kommet i besiddelse af.

Meget tyder på, at det ikke er gået stille for sig på TV 2, efter at syv tidligere kvindelige ansatte i Berlingske fortalte om en dybt sexistisk kultur på arbejdspladsen. Kvinderne fortalte om oplevelser, der handler om alt fra seksuel chikane til undertrykkelse af kvinder i hverdagen, efter at TV 2s nyhedsdirektør, Mikkel Hertz, i TV-programmet »Presselogen« afviste, at der er en sexistisk kultur på TV 2.

»Det er nok ikke for meget at sige, at der er en vis uro i Nyhedsafdelingen på baggrund af debatten om sexisme og MeToo. Der er mange spørgsmål, der trænger sig på – både om kulturen bredt, men også om mere specifikke ledelsesbeslutninger, der er taget inden for den seneste uges tid,« skriver Jakob Kwon i e-mailen til de ansatte.

Han henviser formentlig til TV 2s beslutning om at erklære kvindelige TV 2-ansatte, der valgte at skrive under på en støtteerklæring til TV-vært Sofie Linde, for inhabile i sexismedækningen.

I e-mailen bliver der indkaldt til stormøde klokken 14, hvor det også fremgår, at ledelsen i skikkelse af administrerende direktør Anne Engdal Stig Christensen og chefredaktør og kanalchef på TV 2 News Ulla Pors Nielsen og Jakob Kwon selv vil være til stede. Mikkel Hertz vil ikke selv være til stede, da han er sygemeldt med brok.

»Derfor vil vi gerne invitere jer til et stormøde kl. 14, hvor ledelsen redegør for, hvordan vi griber denne sagen an, og hvor I også får anledning til at stille de spørgsmål, I måtte have,« lyder det i e-mailen.

Berlingske arbejder på at få en kommentar fra TV 2.