Trump er dårlig fiktion

Jeppe Krogsgaard Christensen, forfatter og klummeskribent Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

De seneste par dage har jeg set på ham med andre øjne. Mens mange stadig er forargede og forbitrede over hans valgsejr, har jeg forsøgt at betragte ham som fiktiv figur. Som en karakter i en film eller roman, simpelthen.

Det er en sær oplevelse at se sådan på Donald Trump, for det er naturligvis ham, The Donald, jeg taler om. Og konklusionen er, at han aldrig ville fungere som karakter i en roman, film eller TV-serie. Han er alt for meget, alt for vild, men først og fremmest alt, alt for karikeret.

En film, der kredser om en karakter lig Trump, er »Citizen Kane« fra 1941, men her ser Orson Welles på Kane med dybdeskarphed og langt flere nuancer. Her er psykologi og motivering, ja, et mere helt menneske træder frem, og Kanes vej frem er utrolig, men sandsynlig.

Det er Trumps ikke. Han er vokset op med sin fars penge i ryggen, har tabt millioner af dollar, men har solgt sit navn som symbol på succes og forretningssans, og har skabt en præsidentiel aura ved at agere dommer i et realityshow.

Over 14 sæsoner af »The Apprentice« byggede han et image op som den vrede, fortvivlede amerikaners redningsmand. En selfmade man baseret på bullshit og blændværk og vinder af valget via Twitter og ved at tage røven på mænd og kvinden i fissen.

Sådan ser virkeligheden ud. Men i fiktionen er det paradoksalt nok for meget til at fremstå troværdigt. Ja, selv navnet er for meget: Trump kommer af at »trompetere«, og den etymologiske ordbog refererer til »seven trumpets« under apokalypsen i Bibelen, og som om det ikke var nok, lyder Trump som »triumph«, som triumf.

Det er for meget, for tydeligt, og det er sært, at den fiktion, der anses for seriøs altid har været mere subtil end den virkelighed, den skrives i. Virkeligheden er, om man så må sige, mere vulgær i sin symbolik, og når anerkendte forfattere virkelig giver los, afvises bøgerne oftest som hadefulde eller paranoide, sådan som det skete for Michel Houellebecqs »Underkastelse« fra 2015.

Romanen handler om en ikke så fjern fremtid, hvor Frankrig får en muslimsk præsident og ad demokratisk vej underkastes islam. En situation der opstår, fordi socialisterne indgår en alliance med Det Muslimske Broderskab for at holde Front National fra magten.

Snart er der valg i Frankrig, hvor netop Front National står til et supervalg. Kan »Underkastelse« fra 2015 blive virkelighed? Sikkert ikke.

Men med tanke på Trumps succes, og dét at virkeligheden som regel er vildere end fiktionen, er det arrogant at afvise den vildeste fiktion. For virkeligheden ligner ikke stor kunst, den ligner snarere det, mange af os afviser som underlødig, sensationsliderlig eller bare dårlig kunst. Og måske er det mest af alt som Woody Allen så fyndigt har formuleret det: »Livet imiterer ikke kunst, det imiterer dårligt fjernsyn.«