True crime: »Det er den ultimative fortælling«

Bestialske mord, forsvundne personer, uskyldigt dømte og nærmest imponerende svindelnumre. True crime-genren har et fast jerngreb i både lyttere, seere og læsere på alle platforme. Men hvad er det, der i så høj grad fascinerer os ved mord, svindel og andre vanvittige forbrydelser?

En ung mand leder efter den person, der på bestialsk vis (måske) bankede hans far ihjel i en kælder i udkanten af Svendborg. Et ægtepar er, omgærdet af mystik, blevet myrdet på Peter Bangs Vej. En mand bliver skudt med en pistol monteret i et ringbind. En kvindelig svindler rejser fra kloster til kloster med en stor kuffert fyldt med hemmeligheder, intriger og løgne. En journalist rejser til Dubai for at finde Skats forsvundne millioner. Og vi elsker det.

True crime-genren er de seneste år eksploderet i Danmark og dominerer skånselsløst streamingtjenester som Netflix, Viaplay, HBO og ikke mindst iTunes’ podcastapp. Alt imens Netflix og de andre flyder over med filmiske dokumentarer om virkelighedens makabre, mystiske, ofte uopklarede mordgåder som legendariske »The Jinx«​ eller historier, der arbejder med allerede dømtes (u)skyld som »Making a Murderer«​, skal du ikke scrolle ret langt ned gennem podcastappens top-10-liste, før du støder ind i en true crime-historie.

True crime dækker, som ordene oversat til dansk belyser, over »rigtige forbrydelser«. Typisk har det handlet om mord, seriemord eller politimænds memoirer om efterforskning af – igen – mord. I nyere tid har andre former for forbrydelser vundet indpas i genren, og svindel og røveri fylder nu også en del.

Denne sommer er ingen undtagelse og har endnu en gang været præget af spændende fortællinger om uopklarede mordsager og forsvundne millioner. Seneste store true crime-satsning kommer fra Radio24syv og hedder »Skaf mig Sanjay Shah«. Her følger lytteren journalist Kim Bach fra Danmark til Dubai, hvor han leder efter den britisk-pakistanske finansmand Sanjay Shah, hovedmanden bag danmarkshistoriens største røveri med et udbytte på de famøse 12,5 milliarder kroner stjålet fra den danske stat. Penge, som han over en kort årrække har sikret sig gennem fusk og svindel med udbytteskat.

Autenticitet giver intensitet

Ifølge Ulrik Lehrman, der er lektor ved SDU og har forsket i spændingsfeltet mellem kriminalitet og journalistik, er det ikke tilfældigt, at mord ofte er omdrejningspunktet i genren. Vi vil nemlig gerne udfordres.

»Det er den ultimative fortælling, tror jeg. Det er simpelthen eksistentielt. Du kan ikke få en voldsommere fortælling. Vi lever måske i en tryghedsboble, og det at blive konfronteret med det ultimative endeligt eller ondskab, som man også kan kalde det, fascinerer. Det, der kan gribe ind i en normaliseret tilværelse, fascinerer. Helt basalt.«

Måske er det i virkeligheden meget enkelt. Vi lever trygge liv uden krig, sult eller forfølgelse. En tryghedsboble af dagligdag. I hvert fald er tilfredsstillelsen ved det makabre, uforståelige eller uhyggelige ikke noget nyt fænomen.

I det 19. århundrede var de såkaldte »penny dreadfuls«​ et kæmpe hit i London med historier om mord, kidnappede børn og lignende forbrydelser. Senere hen har fiktive detektiver som den geniale Sherlock Holmes fra Baker Street 221B og den legendariske krimiforfatter Agatha Christies to gennemgående figurer, den altseende Miss Marple og den karismatiske Hercule Poirot, underholdt os med opklaringen af kriminalgåder. Interessen for kriminalitet er ikke ny, men true crime har tillagt den et nyt element. Et virkeligt element, så at sige.

»Der er noget i det med »true«. Det gør det stærkere. Ét er, at du læser en klassisk detektivfortælling, men at true crime er real life, giver det et ekstra spark. Autenticitet giver intensitet,« siger Ulrik Lehrman.

Ulrik Lehrman

»Nogle true crime-historier er ikke opklaret, og det gør det mystisk og gådefuldt og bliver et felt for alle mulige konspirationsteorier. Der er jo ikke grænser for, hvad man mener, der er sket i forbindelse med det berømmelige »dobbeltmordet på Peter Bangs Vej«.«


Dobbeltmord og konspirationsteorier

En del true crime-fortællinger beskæftiger sig med uopklarede mord og i USA særligt også sager, hvor den dømte måske er uskyldig. De omstændigheder skaber et helt særligt rum for spænding, fordi lytteren, seeren eller læseren får lov til at skabe sin egen teori om sagen.

»Nogle true crime-historier er ikke opklaret, og det gør det mystisk og gådefuldt og bliver et felt for alle mulige konspirationsteorier. Der er jo ikke grænser for, hvad man mener, der er sket i forbindelse med det berømmelige »dobbeltmordet på Peter Bangs Vej«,« siger Ulrik Lehrman.

20. februar 1948 blev ægteparret Jacobsen fundet dræbt i deres lejlighed på Peter Bangs Vej. På billedet ses nogle af de spor, der var placeret på gerningsstedet for at mislede politiets efterforskningsarbejde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Poul Petersen.

Og netop dobbeltmordet på Peter Bangs Vej i 1948 er gået over i danmarkshistorien som et af de – måske dét – mest mystiske og gådefulde mord. Drabet på ægteparret Inger Margrethe og Vilhelm Jacobsen besidder en cocktail af elementer, der tilsammen udgør den perfekte true crime-fortælling. Et mystisk gerningssted med rituelle undertoner, anbragte spor og to ofre, der på overfladen så ud til at leve ganske normale og pletfrie liv. Men et hav af konspirationsteorier vælter frem, når der kradses lidt i ægteparrets overflade. For hvorfor skulle det tilforladelige ægtepar myrdes? Skjulte de noget? Var der en forbindelse til modstandsbevægelses stikkerlikvideringer? Handler med falske nazipund? Utroskab, der i sidste ende førte til, at en ven af huset myrdede ægteparret?

Sagen er aldrig blevet opklaret, og det har ført til den ene mere fantasifulde forklaring end den anden. Både når det gælder motiv og morder. Der er skrevet et hav af bøger, og DR udgav i 2017 en podcast om det mystiske drab.

Jagten på forbryderen

Et helt klassisk trick i true crime-genren, som i høj grad fanger vores opmærksomhed, er, når vi føler, at vi tager del i opklaringsarbejdet. Mange går med en lille detektiv i maven, og vi nyder, at den indre Sherlock Holmes kan blive aktiveret.

Da podcasten »​Serial« i 2016 vækker danskernes interesse for podcast og samtidig medvirker til skabelsen af true crime-bølgen, er det med den undersøgende journalist Sarah Koenig bag roret. Lytteren følger Koenig, når hun udforsker, om en ung drabsdømt mand virkelig slog sin kæreste ihjel en januardag i 1999. Den stilistiske form, hvor lytteren følger journalistens research, har flere danske podcastere taget til sig.

Tim Hinman er fra podcastduoen Third Ear, der blandt andet står bag produktionen »Kvinden med den tunge kuffert«, hvor fortælleren Krister Moltzen rejser rundt og besøger kirkelige refugier i forfølgelsen af en kvindelig svindler. Duoen gør et stort arbejde for, at lytteren skal føle sig til stede i fortællingen. Krister Moltzen bliver personificeringen på lytterens egen tilstedeværelse.

»Man prøver hele tiden selv at løse gåderne, når de kommer, for man er vant til, at det er det, man skal. Man tror selv, at man kan finde ud af, hvem der gjorde det. Vi har alle sammen set for alt mange afsnit af CSI. Det er sjovt, hvor højtuddannede vi alle sammen er i undersøgende journalistik uden nogensinde at have gjort det selv,« siger Tim Hinman.

Tim Hinman mener ligeledes, at true crime er populært, fordi det matcher vores genkendelse af, hvad der udgør en god historie.

»Folk er altid fascinerede, når de kan flytte sig fra et almindeligt liv, som vi lever hver dag, ud til et sted, hvor vi helst ikke vil være selv. Her kan vi udforske den forfærdelige eller grusomme verden og få lov til at være der, opleve det, kigge på det og være meget voyeuristiske. Uden at vi selv har noget på spil. Det skal helst være en anden. Fortælleren for eksempel,« siger Tim Hinman.

Third Ear blev i november 2017 tildelt Kronprinsparrets Stjernedryspris, som hædrer særlige indsatser inden for kunst og kultur og sociale indsatser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger.

I »Man kan aldrig vide« forfølger Radio24syvs journalist Morten Narvedsen ethvert spor i jagten på svindleren Mads Andersen, der snyder og bedrager, hvor end han kommer på sin vej. Morten Narvedsen tager lytterne med helt ind i maskinrummet, når han fortæller om sine tanker og overvejelser undervejs i jagten.

»Vi lader mine refleksioner komme til udtryk i podcasten, fordi det føltes som et naturligt og ærligt greb. På den måde blev jeg også talerør for de overvejelser, vi havde redaktionelt. Der var mange etiske overvejelser forbundet med at lave en podcast, der så massivt udstillede en mand, uden at han selv medvirkede. Og så var det en måde at inddrage lytteren på og invitere dem med på jagten,« siger Morten Narvedsen.

Coveret fra podcasten »Man kan aldrig vide« fra Radio24syv. Den afhuggede finger er en reference til seriens omdrejningspunkt, svindleren Mads Andersen, hvis kendetegn blandt andet er en manglende finger. Fold sammen
Læs mere

Men det er ikke kun lytterne, læserne og seerne, der er fascinerede af forbrydelserne.

»Jeg har selv været nødt til at rumme en eller anden form for fascination for at kunne lave en podcast af den karakter. Jeg tror, at det er en urkraft i mennesket, at vi søger efter årsagssammenhænge. Vi har brug for at kende baggrunden for vores medmenneskers handlinger. Personligt påvirkede det mig enormt meget at lave serien. Jeg var meget optaget af det. Min kæreste vil kunne fortælle, at jeg har ligget og snakket i søvne om Mads. Og det er sket mere end én gang, at jeg er vendt om på cykel, fordi jeg troede, at jeg så ham,« siger Morten Narvedsen.

Morten Narvedsen

»Langt hen ad vejen handler det ikke så meget om gerningen, men det er klart, at jo mere bestialsk en gerning er, des mere fascineres vi af det, fordi det fraviger mere fra vores egen gennemsnitlige adfærd.«


Svindelgenren er vundet frem, men »Man kan aldrig vide« er ikke Morten Narvedsens eneste true crime-projekt. Han har blandt andet været med i udarbejdelsen af Radio24syvs »Mord i Rum Sø« om en opfinder, der stævner ud med Englandsbåden men bliver trukket op af havet i et fiskenet og med papir stoppet langt ned i halsen. Mystisk.

»Langt hen ad vejen handler det ikke så meget om gerningen, men det er klart, at jo mere bestialsk en gerning er, des mere fascineres vi af det, fordi det fraviger mere fra vores egen gennemsnitlige adfærd. Særligt for svindel tror jeg dog, at der vil være en højere grad af identifikation, fordi de fleste mennesker i større eller mindre grad på et eller andet tidspunkt er blevet taget ved næsen. En del af forklaringen ligger i, at Danmark er et tillidssamfund. Vi tror grundlæggende på, at andre mennesker vil os det godt, og derfor fascinerer afvigelserne,« siger Morten Narvedsen.