Troldkvinder i burka deler Wagner-vandene

Publikum buher. De fleste kritikere jubler. Arrangørerne bag årets opsætning af »Parsifal« på Wagner-festivalen i Bayreuth har taget terroren helt op på scenen.

Titelrollen i Bayreuths opsætning af »Parsifal« synges af tyske Klaus Florian Vogt – her flankeret af mellem-østligt udseende forførersker. (Foto: Bayreuther Festspiele/Enrico Nawrath) Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Sicherheitsmassnahmen«. På dansk: »Sikkerhedsforanstaltninger«.

Arrangørerne bag den store festival for Richard Wagners musik i Bayreuth i det nordlige Bayern passer ekstra godt på i år.

Den tyske festival (hvor 2016-udgaven begyndte sidste mandag) har altid trukket politikere og pengestærke pinger til fra hele verden. Det gælder også i år, men den traditionsrige åbningsreception på Schloss Thier-garten syd for byen blev aflyst for første gang nogensinde.

Der var derfor heller ingen tumult på den røde løber foran husets hovedindgang. Tæppet er ellers berømt for opbuddet af pressefotografer på jagt efter det bedste billede af eksempelvis forbundskansler Angela Merkel med mand.

Årets fokus på sikkerhed skyldes imidlertid ikke kun de nylige attentater i Ansbach og München.

De festivalansvarlige har også selv leget med ilden: Sæsonen åbnede med dramaet »Parsifal« i instruktion af Uwe Eric Laufenberg. Han har henlagt Wagners svanesang til en kirke i Mellemøsten. Nærmere bestemt til et sted i det nordlige Irak. Besat af Islamisk Stat.

Et kontroversielt, men rigtigt valg

De fleste kritikere har været enige om én ting: At hvis man kunne sætte nogen opera op på dén måde, så var det lige præcis Wagners sidste. For værket handler i høj grad om kristendommen og betydningen af tro i enhver forstand: Titurel og sønnen Amfortas skal passe på den hellige gral plus det spyd, som en romersk soldat ved Jesu korsfæstelse brugte til at række Guds søn en svamp med eddike til at slukke tørsten med.

Men ridderne trues af troldmanden Klingsor og hans forførende blomsterpiger lige uden for vinduet. Den dejlige Kundry har endda haft held på det ondes vegne engang. Hun har franarret unge Amfortas det afgørende spyd og såret ham dødeligt. Men da de mødes igen meget senere, lader Kundry sig døbe. Forbandelsen er ophævet.

Opsætningen i Bayreuth oversætter så det blodige bodsdrama til Vestens værste mareridt. Komplet med kampklare soldater i uniform og troldkvinder i burka. Om end de sidste også kaster sig ud i mavedans undervejs.

Foto fra opførelsen af »Parsifal« ved Bayreuth Festspillene 2016. Fold sammen
Læs mere

Masser af skandaler

Bayreuth-festivalen ledes i dag af Richard Wagners oldebarn, Katharina. Hverken hun eller forgængerne har kunnet klage over opmærksomhed fra medierne. De har kastet sig sultent over hvert eneste rygte. Årets åbningsforestilling har da også været befængt med skandaler fra dag ét. Senest da Andris Nelsons trak sig som dirigent og overlod den krævende opgave til nestoren Hartmut Haenchen. Vist nok som følge af voldsomme uoverensstemmelser med husets nye musikchef, Christian Thielemann – hvis indflydelse på unge Katharina Wagner kunne minde lidt om Kundrys magt over gralsridderen.

Modtagelsen rent kunstnerisk af den store satsning på tro og terror er forudsigeligt nok blandet. Da forestillingens instruktør kom på scenen den mandag, lød der kraftige buhråb fra publikum. Langt de fleste tilhørere har til gengæld været vældig glade for alt det sanglige og musikalske som helhed.

Kritikerne deler sig i de sædvanlige lejre, men virker generelt åbne over for husets engagement i klodens tilstand:

Tyske Deutsche Welle finder det »for-friskende«. britiske The Telegraph kalder det modig og konsekvent gennemført, og amerikanske New York Times er vild med opsætningens »fokus på det, der forener os på tværs af religioner«.

Forestillingen spiller frem til 28. august og er for længst udsolgt. Men man kan gøre sig forhåbninger om et besøg næste år. Sid klar ved computeren til september.