Trille, Thorsen og Theo

I Danmark kan det give fængselsstraf at håne et religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse. Men betyder det, at vi ikke kan kritisere islam med samme ord og metoder, som vi kritiserer vor egen kristendom? Og kunne den myrdede hollandske instruktør Theo van Gogh i virkeligheden være blevet dømt i Danmark? Noget tyder på det.

Læs mere
Fold sammen

Vi kender hende mest for hendes glade og uskyldige børne-TV-udsendelser tilbage i 1970erne. Med sit lange mørke hår og med sin guitar tonede Bodil Gudrun Nielsen - bedre kendt som Trille - igen og igen frem på TV-skærmen og sang for de små.

Andre vil muligvis huske Trille mere for den ophidsede debat om gudsbespottelse, hun skabte med visen »Øjet« i det populære TV-program »Musikalske Venner« i 1970. Præcis som den hollandske filminstruktør Theo van Gogh her i det nye årtusind har sat sindene i kog hos mange muslimer på grund af sin film »Submission«, som kobler kvindeundertrykkelse sammen med Allah, islam og Koranen, skabte Trille også stor vrede i det kristne Danmark ved at synge »Øjet« på TV:»Når jeg strammer mine trusser

der har blonder og er gule

kan jeg komme til at røre

ved det frække, de skal skjule

men så snart der' noet der kilder

bar' en lille bitte smule

så lurer der et øje

i det høje

ham gud

han er eddermame

svær at få smidt ud

men selvfølgelig

det er synd han har den drift

det er nok fordi

han aldrig selv var gift«Sådan sang Trille - og så var fanden løs. Efter nogle måneders heftig polemik besluttede justitsminister Knud Thestrup, at der skulle rejses tiltale efter straffelovens paragraf 140 for blasfemi. Dog ikke imod Trille personligt, men imod de programchefer på DR TV, som var ansvarlige for fremførelsen af sangen i den store offentlighed. I anklageskriftet hed det, at sangen »forhåner og bespotter den kristne troslærdom om, at Kristus er undfanget ved Helligånden,« og at teksten tillægger Gud:

»En utilfredsstillet kønsdrift, der giver sig udtryk for beluring af kønsligt samvær, hvorved den kristne lære om Guds overmenneskelige egenskaber bespottes eller forhånes.«

Kom aldrig for retten
Nu blev det aldrig afprøvet i Holland, om Theo van Goghs film juridisk set gik over stregen, fordi filminstruktøren aldrig blev meldt eller sagsøgt for blasfemi.

I stedet endte provokatøren, der også engang kaldte muslimer for »gedekneppere«, med at blive skudt og stukket ned på åben gade i Amsterdam af en yderliggående, ung muslim. Et mord, som er blevet fordømt vidt og bredt - også af muslimske imamer i Danmark.

Til gengæld synes der i det muslimske miljø herhjemme at være en udbredt opfattelse af, at Theo Van Gogh brød ytringsfrihedens grænser med sin kortfilm, hvor man stort set kun ser en ung muslimsk kvinde dækket af et sort gennemsigtigt slør. Gennem sløret kan man se, at hun er nøgen, og at hendes krop er dækket af læresætninger fra Koranen. Samtidig med at hun lovpriser Allah, fortæller kvinden om, hvordan hun blev tvangsgift, voldtaget af sin onkel, og hvordan hun i det hele taget lider og frarøves sin frihed under islam.

Imamen Abu Laban var heller ikke i tvivl, da han holdt fredagsbønnen i moskeen på Dortheaveji Københavns Nordvestkvarter i sidste uge:

»Theo van Gogh provokerede muslimer over hele verden ved at vise en nøgen kvinde, der udførte den helligste handling i islam - underkastelsen over for Gud,« sagde Abu Laban og fortsatte:

»Det er ikke acceptabelt, og det bør ikke tolereres hverken af de europæiske filosoffer eller af det muslimske folk. Der bør vises respekt over for de islamiske værdier. Ingen bør tillades under dække af ytringsfrihed at tale så direkte og grimt om islam i billeder og ord, som vi har set i denne dokumentarfilm.«

Med andre ord mener imamen - som kristne præster i sagen med Trilles sang i 1970 - at Theo Van Gogh har forhånet og bespottet hans troslærdom. Spørgsmålet er, om Abu Laban har en pointe.

Nøgen eller bemalet
Hvis Theo van Gogh havde været dansker og udbredt sin film herhjemme, er det således ikke utænkeligt, at instruktøren kunne være dømt for overtrædelse af straffelovens § 266b (»racisme-paragraffen«) eller § 140 om blasfemi - altså den, som blev brugt i Trille-sagen.

Blasfemi-paragraffen fra 1930 omhandler folk, der offentlig driver spot med eller forhåner et lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse i Danmark.

»En nøgen kvindekrop vil næppe i sig selv være i strid med troslærdomme, men en bemalet kvindekrop med Koranvers kan meget vel være det - afhængig af hvad der står,« siger Henning Koch, professor i stats- og forfatningsret på Københavns Universitet.

Henning Koch påpeger, at han ikke selv har set Theo van Goghs film, og at det ikke er enhver religiøs følelse, der beskyttes af loven.

»Det er kun den type religiøs følelse, der forbindes med det pågældende religionssamfunds troslærdomme og selve gudsdyrkelsen i modsætning til de almindelige etiske læresætninger og praktiske leveregler. Men det er selvsagt ikke altid en nem sondring. En bespottelse af muslimers knælen på bedetæpper vil klart være omfattet, mens anvendelsen af chador med videre næppe vil være det - endskønt der jo står strid om, hvad der præcist står i Koranen.«

Professor dr.jur. Jens Peter Christensen, der er formand for et nyligt nedsat udvalg, der skal kulegrave ytringsfrihedens regelsæt i Danmark, og som for tiden er på studieophold i New Zealand, tvivler umiddelbart på, at en filminstruktør som Theo van Gogh kunne dømmes i Danmark for her at have lavet »Submission«. Jens Peter Christensen peger på, at Menneskerettighedskonventionen § 10 sikrer en vidtgående ytringsfrihed.

»Folk er hidtil kun blevet dømt for ret primitive og uhøviske udsagn. For eksempel Glistrup, der talte om muslimer, der formerer sig som rotter. Når det handler om film bevæger vi os desuden over i den kunstneriske form, hvor grænserne for ytringsfrihed er meget vide. Men om filmen går over stregen, kan kun afgøres af en dommer ved en konkret vurdering,« siger Jens Peter Christensen.

Venstres retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbech, vurderer til gengæld, at var Theo van Goghs film lavet i Danmark og af en dansker, ville den muligvis komme i konflikt med blasfemi-paragraffen.

»I sagen om den nøgne kvinde og koranpåskrifterne føler jeg på muslimernes vegne, at det er meget krænkende,« siger Birthe Rønn Hornbech, der er tidligere anklager.

Hun peger på, at graden af krænkelse for muslimerne typisk ville spille ind ved vurderingen af en sag i en dansk retssal. Derfor kan der ved en domsafsigelse i realiteten være forskel på, om der er tale om en kristen nøgen kvinde eller en muslimsk nøgen kvinde.

»Hvis det skulle blive aktuelt med en sag af den karakter, vil jeg helt klart forvente, at dommerne satte sig ind i den pågældende religion. Dommerne er jo vant til i alle mulige andre spørgsmål at vurdere normer fra andre lande. Og i et sådant tilfælde vil det hurtigt stå klart, at det er mere krænkende for en muslim at se en nøgen dame med koranpåskrift end en lignende situation for en indbygger med rod i et mere liberalt land. Det hører med som et moment i en vurdering, hvordan det vil virke på en muslim. Det er klart,« siger Birthe Rønn Hornbech.

Ramt på pengepungen
Uanset hvad får vi formentlig aldrig svar på, om Theo van Goghs film kunne have klaret en juridisk test for blasfemi i en dansk retssal. Ligesom vi heller ikke fik svar på, om kunstneren og provokatøren Jens Jørgen Thorsen kunne dømmes for blasfemi tilbage i 1973, da han sendte manuskriptet til sin stærkt erotiske Jesus-film på gaden.

Dengang blev blasfemi-paragraffen også trukket frem, men rigsadvokaten turde ikke køre en sag.

Thorsen blev i stedet ramt på pengepungen. Tilsagn om økonomisk støtte til filmprojektet blev trukket tilbage, og først i 1989 fik han støtte udbetalt. Jens Jørgen Thorsen provokerede også det ganske land ved at lave et vægmaleri af den korsfæstede Jesus med stådreng. Heller ikke her blev blasfemi-paragraffen taget i brug.

Til gengæld faldt der dom i sagen med Trille i 1971. De tiltalte TV-chefer blev frikendt. Retten fandt, at sangen, som Trille fremførte, måtte anses som et »polemisk indlæg« imod en religiøs opdragelse, der tilsigter at indgyde børn frygt for en straffende gud, der overvåger menneskers seksuelle adfærd. Derfor fandt retten heller ikke, at visens »sigte« var at forhåne eller spotte kristne troslærdomme. Til gengæld gav dommer Per de Fine Olivarius kritikerne en form for oprejsning med følgende ord:

»Retten kan med anklagemyndigheden være enig i, at forfatteren - uden derved at have svækket sit budskabs saglige virkning - kunne have anvendt en mindre provokerende form, og at det også burde have stået de tiltalte klart, at en offentlig fremførelse af visen gennem fjernsyn og radio måtte virke stærkt stødende på moralske og religiøse følelser, der er herskende inden for betydelige kredse.«

Spørgmålet om at udtale sig nedsættende om andres religioner handler altså ikke kun om kold jura - men også om moral.