Trille findes ikke mere

Trille, Bodil Nielsen, med tøjdyr i børneudsendelse Fold sammen
Læs mere
Foto: Birthe Melchiors

Rigtig mange mennesker blev kede af det, da sangskriveren og sangeren Trille Bodil Nielsen døde for et par uger siden i en alder af blot 71 år.

Hvorfor? Blandt andet fordi mange tilsyneladende havde fundet trøst og lindring i Trilles sange, der var følsomme, men usentimentale beretninger fra kvindelivet. Eller hvorfor ikke bare sige menneskelivet? Sange, der måske nok udstillede en hverdagslig skrøbelighed, men som også var stærke i deres tro på, at netop hverdagen er noget, der i sidste ende kan overkommes. Det var de voksnes Trille, der blev hyldet: hende, der blev trukket frem som en protestsanger, der lånte sin stemme til rødstrømpebevægelsens oprør mod den kønsmæssige ubalance dengang i 1970erne - til trods for, at sangerinden ikke brød sig om at blive taget til indtægt for noget som helst.

Til gengæld vil jeg gerne have lov til at hylde børnenes Trille. Eller måske rettere: Det hun stod for.

Dengang, hvor livet var langsommere, og fjernsynet derfor også var det. Det kunne næsten ikke gå langsommere. Faretruende tæt på at gå i stå var det. Dengang hvor en pageklippet dame med lav stemmeføring kunne samle opmærksomheden ved at levere stemmer til og flytte rundt på en træskål med ansigt og tehætte som hat, et spillekort og to æggemader med karse. Eller nogle grydeskeer, en saks og to strikbamser. Kameraet? Det flyttede sig næsten ikke én eneste gang. Der var tale om helt roligt fjernsyn, som lærte børnene om verden, om legens og fantasiens muligheder og om relationer. Børnefjernsyn i evigt nærbillede. En væren, som mange børn kan have brug for.

Jeg hørte for nylig en lydstump med Trille fra en eller anden »Legestue«-udsendelse fra midt i årtiet. Tilgiv mig, men jeg citerer lige det meste, fordi den giver en god fornemmelse af det, der engang gjorde DRs børnefjernsyn til noget helt unikt.

»Jeg siger godav. Det gør jeg, fordi det plejer man at sige. Derfor. Hvorfor jeg så sidder her? Det gør jeg, fordi jeg vil dig noget.Og hvorfor jeg så sidder lige her - sådan et sted som det her? Det gør jeg, fordi jeg synes, det kunne være hyggeligt at sidde sådan et sted, hvor der er grønne planter. Og hvorfor planterne er grønne? Planterne er vist bare grønne, ikke?«

Jeg elsker det.

Men jeg elsker ikke det meste af det hysterisk opgearede fjernsyn, mange unger bliver placeret foran i dag. Synes man ikke, ungernes hverdag er stresset nok, som den er? Er man ude på at gøre dem endnu mere skingrende sindssyge, end de er i forvejen? Synes man ikke, man tidsnok kan forurene deres små hjerner med skrig og skrål, fart og tempo? Jeg er helt med på, at tiden er en anden. Jeg er helt med på, at vi ikke kan vende tilbage til børnehavelærerfjernsynet fra for 40 år siden. Måske rammer det mig bare at høre Trilles rolige, nærmest apatiske stemmeføring, fordi jeg selv er blevet sådan én, der næsten ikke længere kan koncentrere mig om noget som helst. Som dårligt kan læse en bog. Som næsten ikke kan klare at se en film til ende, medmindre den er rigtig god. Som har svært ved at gennemføre en hel aften i venners selskab uden at gå på toilettet for at smugkigge i den mobiltelefon, som har overtaget min tilværelse. Jeg vil ikke have, børnene skal blive ligesom mig. I hvert fald ikke lige med det samme. Men jeg ved godt, at de gør det. Trille er død.

I denne uge ser jeg: Den fabelagtige Netflix-serie »The Crown« - »Downton Abbey« møder Billed-Bladet.