Treenigheden + coach

Kan komikken bruges i forkyndelse? Sognepræst Merete Ørskov og hendes mand, komikeren Anders Ørskov, gør forsøget.

Sognepræst Merete Ørskov lægger sjove planer for DR-kirken sammen med sin komiker-mand Anders Ørskov. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Dam Kristensen

Han er komiker på 40 og optræder til firmafester og julefrokoster. Hun er sognepræst på 43 og står i Folkekirken hver anden søndag. Ovre vestpå. I Ringkøbing, hvor selv den lokale hvidevareforhandler i takt med tiden har fået en »mission«, som han udbreder via sin hjemmeside:

»Vores mission er at levere et godt kvalitetsprodukt, som er udført så det passer præcist til den pågældende kunde, holde vores aftaler og levere til den ønskede tid.« Amen.

Og de næste fire søndage gør ægteparret Merete og Anders Ørskov noget, de ville have forsvoret for blot få måneder siden: De slår deres professionelle pjalter sammen og slipper Anders Ørskovs figur, den selvbestaltede jyske coach Elrik Nørmo, løs under fire TV-gudstjenester i DR-kirken, så hele landet kan se på.

»Elrik? I en kirke? Vorherre bevares!«, lød Merete Ørskovs første reaktion, da DR-redaktøren foreslog hende at lade sin komiker-mand optræde under TV-gudstjenesterne.

»Det ville have været lige så åndssvagt, som hvis jeg havde taget en levende gris med.«

Men Anders var mere lun på ideen. Han havde en måned i forvejen haft en underlig drøm, hvor han så Elrik Nørmo stå på prædikestolen og udbrede sit glade budskab om selvrealisering og massage. Og da Anders Ørskov var vågen igen, spurgte han sin kone i spøg, om det ikke snart var på tide Elrik fik lov at prædike.

DET FÅR HAN NU. Dog ikke fra prædikestolen. Og ikke i en højmesse. Det ville Merete Ørskov under ingen omstændigheder være med til. Men i en række tema-gudstjenester om Gud, menneske, lidelse og kærlighed.

Coachens ubarmhjertige budskab til menigheden vil blandt andet være, at Gud har overlevet sig selv, og at det er spild af tid at bede til Gud, når mennesket nu engang kan så meget selv. Som for eksempel at få Nordpolen til at smelte. At lave ozonhuller. Og ødelægge jorden fem-seks gange i træk.

Hård, men nøje afmålt kost i et kirkerum. Forsøget går ud på at lukke lidt kontrastskabende humor fra det virkelige liv løs i det, Angora-drengene har udnævnt til »Danmarks kedeligste sted«. Guds hus. Templet. Folkekirken. Som langt de fleste danskere er medlem af, men hvor kun et fåtal sætter deres ben om søndagen eller folder deres ører ud i. »Det glade budskab«, evangeliet, taler ikke til tiden og da slet ikke med tidens sprog.

Som Elrik Nørmo har tænkt sig at sige under en af hans kommende coach-prædikener:

»Meningen med mennesket, det ved vi i dag, det er, at du får en karriere og får succes med dig. Det er dig selv, der laver din verden og bestemmer, hvor meget du vil tjene – og hvis du ikke tror, du kan, skal du bare begynde at tænke plustanker og virkelig tro, at du kan blive det, du ønsker. Når mange ikke får succes, så er det fordi, de ikke gør noget for det. De har ikke sat sig ned og fundet på nogen værdier og en vision og mission. Og så er det jo ikke så sært, nogle folk ender med give op og går i kirke, af bare forvirring.«

Naturligvis, ville det moderne menneske svare, og derefter vente på pointen. Men i stedet fortsætter Elrik bare:

»Mange tror, at bare fordi Gud er et godt brand , så kan han også bruges i dag. Men der er sket det siden, at vi har opfundet så mange andre hjælpemidler end Gud, at nu kan vi sagtens klare os selv, og i mange tilfælde er det tidsspild eller direkte uforsvarligt at sætte sig ned og bede til Gud. I dag kan vi bare tage mobilen, og meget hurtigere få fat i en ambulance – eller en pizza – afhængig af hvad vi mangler mest.«

Sådan lyder et uddrag af dagens tekst fra coachen. Hvordan den kommer til at virke på menigheden i kirken og folk foran TV-skærmene, er naturligvis uvist.

»Jeg ved ærligt talt stadig ikke helt, hvad det er, vi har kastet os ud i. Men jeg synes, det kunne være sjovt at få kirken til at grine bare nogle få gange i løbet af de fire udsendelser, og at grinet vil tage frygten ud af den alvor, der som regel hersker i kirken. Hvorfor skulle der ikke være plads til en mega-latter i kirken, som piller al den stivhed og forskrækkelse og bekymring ned. I stedet for at tænke: ’åh nej, hvor er vi nogle store syndere’, kunne man i stedet tænke: ’ha-ha, hvor kan vi ikke finde ud af det her, ha-ha, hvor er vi fulde af fejl og mangler, så derfor lad os leve så godt, som vi kan, og udtrykke os så frit, som vi kan,« siger Anders Ørskov, som har stemt sine tekster af med sin kone, præsten. Ligesom hun som regel lader ham kaste et kritisk øje på sine prædikener, inden de rammer kirkerummet.

DER ER NOGET »GUDDOMMELIGT« over humor, mener han. Den er en form for »livsluft«, man trækker ind, når man får åndenød. En luft, som godt kunne bruges til at give kirken lidt kunstigt åndedræt. For ingen af dem er lodret uenige med Angora-drengene i, at kirken faktisk er Danmarks kedeligste sted.

»Det har jeg jo selv oplevet som barn, da jeg under gudstjenesterne sad og gravede i min fars store bondenæve for at få tiden til at gå,« siger Anders Ørskov, som på trods af sin status som »præstens mand« kun ind imellem viser sig i kirken.

»Hvis jeg går i kirke nu, er det tit fordi, Merete er præst. Så kan jeg godt slappe af. Desuden kan jeg godt lide orgelmusik. Men også en god prædiken med dybde og skarphed. Men det er ikke hver søndag. Det trækker ikke i mig. Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg fik for meget som barn og udviklede en allergi over for det rum, hvor jeg mødte så meget falskhed fra voksne mennesker. Fromme på den ene måde, og falske på den anden. Jeg var engang på en lejr, hvor en missionsk kvinde begyndte at græde, fordi jeg var gået ind på et pigeværelse. Men man kan godt have et forhold til Gud uden om kirken. At du hører en nyhed i radioen behøver jo ikke at betyde, at du ikke allerede har læst den i avisen,« siger Anders Ørskov.

Og hvad med præstens to børn på 12 og 16?

»Dem kan jeg ikke få med i kirke, med mindre jeg da tvinger dem,« siger Merete Ørskov med et opgivende grin.

»Det er simpelt hen ikke lykkedes mig at bilde dem ind, at her er et levende fællesskab, hvor der er glædeligt og dejligt at komme. Da vi boede i Århus, og de endnu var små, tog jeg børnene med hver gang, der var børnegudstjeneste, fastelavn eller høstgudstjeneste. Men til høst var der kun dem selv, en fætter, naboens børn og kordegnens barnebarn. Så da vi havde gjort det et par år, kunne jeg ikke længere bilde dem ind, at der var noget at komme efter. Jeg ved ikke, om jeg skal sige det her. Men for at få dem til at læse i Bibelen har jeg endda tilbudt dem penge.«

Hun knækker leende sammen på kontorstolen i noget, der også kunne ligne en pinlig attitude.

SELV BLEV BÅDE ANDERS og Merete tvunget med i kirke, da de var børn i 60erne og 70erne. Det var ikke noget, der dengang blev sat spørgsmålstegn ved. Hverken i Nr. Vium i Vestjylland, hvor Anders kommer fra, eller i Meretes nordsjællandske tandlægeophav.

Tvangens blå mærker var medvirkende til, at hun senere i første omgang opgav teologistudierne med en bachelor og i stedet blev journalist. Men nu sidder hun dér, med en teologisk kandidatgrad, sogn, sjælesorg og et evangelium, der skal forkyndes. Og det er ikke altid lige nemt inden for den danske højmesses traditionelle rammer. Håbet ligger hinsides højmessen og måske også Folkekirken.

»Højmessen i sin nuværende form vil være tabt for de kommende generationer, tror jeg. Det er ærgerligt, men forståeligt. For man har givet noget, der er så livsvigtigt for ethvert menneske, en så besværlig indpakning, at mange giver op. Ritualernes sprog er for eksempel et forsømt område. Det er der heldigvis nogen, der er begyndt at kigge på. Men hvis ikke højmessen og folkekirken overlever i sin nuværende form, så skal evangeliet nok gøre det. Det er det vigtigste. Evangeliet bør altid møde folk, hvor de er. Formen er underordnet. Så hvis man kan lave en anden slags gudstjeneste, som også har ordets forkyndelse, dåben og nadveren, jamen så er det rigtig godt. Og så må man for min skyld kalde det ’Pasta & Bønner, ‘ ’Gud & Gullasch’ eller hvad man vil,« siger Merete Ørskov. Som altså nu giver djævelens advokat taletid i gudstjenesten.

Hvem ved, måske bliver det en dag også muligt for digteren T. Z. Frack at tale under hvælvingerne. Han er en anden af Anders Ørskovs komiske figurer og har forfattet nogle meget interessante strofer, som nok kunne bruges:

»I begyndelsen var lyset. Så gik det ud. Siden kom mennesket og skabte Gud.«

Forkyndelsens veje er i sandhed uransagelige.