Tre skal man være

Kombinationen klaver, bas og trommer er en klassisk form i jazzens verden. Og de danske pianister Carsten Dahl, Rasmus Ehlers og Jan Kaspersen er ude med nye og friske bud på formen.

For pianister, bassister og trommeslagere udgør trioformen en uophørlig inspiration og udfordring. Derfor dukker disse klaver-bas-tromme-trioer op i jazzverdenen igen, igen og igen. Og interessant nok er der yderst sjældent tale om ren kopimusik, selv om der bliver spillet direkte ind på de velbetrådte stier – og med klare inspirationskilder.

Nok en gang finder man gode danske bud på den nævnte treenighed, og overraskende er det ikke, at den nu 46-årige pianist Carsten Dahl er med i opløbet. Mere eksakt handler det om, at han i 2007 – sammen med sine faste sekundanter, bassisten Lennart Ginman og trommeslageren Frands Rifbjerg – gav koncert i Byggeriets Hus på Frederiksberg, og den koncert ser nu dagens lys i form af en CD-udgivelse. Her er tale om solidt-swingende lige-ud-ad-landevejen-jazz med værker fra jazzens store sangbog. Og der bliver lagt stærkt ud med Cole Porters »Love For Sale«, som bliver efterfulgt af Disney-klassikeren »When You Wish Upon A Star«, der rummer fornemme efterklange af den legendariske stjernepianist Erroll Garner. Ja, det kører derudad – flot og nuanceret – med et sikkert rytmisk fundament og en pianist, der har så meget overskud og så meget kreativitet, at man næsten taber vejret.

Helstøbt univers

Det gør man ikke helt på samme måde, når man lytter til den 43-årige pianist Rasmus Ehlers. Til gengæld kan man let blive draget ind i det meget personlige og helstøbte univers, som han skaber – i fornem balance med bassisten Kasper Tagel og trommeslageren Morten Hæsum. Der er en egen ro, luft, velklang og klarhed i musikken, uden at den på nogen måder er stillestående. Her er begavede, bevægelige tangent-ekskursioner, og nævnes skal det også, at Kasper Tagel – både som akkompagnatør og solist – leverer et bemærkelsesværdigt, organisk spil. Rasmus Ehlers har skrevet seks fine kompostioner, som suppleres af fornemme fortolkninger af Jimmy Van Heusens »Live Someone In Love«, George Harrisons »Here Comes The Sun« og Richard Whitings »My Ideal«.

Spontan improvisation

Og skal det handle om at spille regulært akustisk jazz, herunder trioformen, ja, så er den 66-årige pianist Jan Kaspersen virkeligt en mester. Ikke desto mindre lykkes det ham ved denne lejlighed at komme op med en markant overraskelse. Han har nemlig allieret sig med to af avantgarde-jazzscenens sande veteraner, el-bassisten Peter Friis Nielsen og trommeslageren Claus Bøje. Og her er alt, hvad der hedder standardformer og standardmelodier droppet til fordel for den helt spontane og frie improvisation. Jan Kaspersen har tillige valgt at kaste sig over de elektroniske keyboards, og det fører til musik med yderst originale klange og et koncentrat af energi, som lurer og eksploderer. Her er vidtgående tangentleg og intenst trommespil samt det fascinerende, flagrende el-basspil, som kun Peter Friis Nielsen kan levere. Det er musik, som man kan fryde sig over eller blive vanvittig over. Ja, måske begge dele – på én gang.


Hvem: Carsten Dahl Trio.

Hvad: »A Good Time«. Storyville Records.

Fem stjerner


Hvem: Rasmus Ehlers Trio.

Hvad: »Blue Pearl«. Gateway Music.

Fem stjerner


Hvem: Jan Kaspersen/Peter Friis Nielsen/Claus Bøje.

Hvad: »Jungle Money«. Olufsen Records.

Fire stjerner