Tre levende grise, der er en del af kunstneren Marco Evaristtis udstilling "And Now You Care", er blevet stjålet.
Det skriver Marco Evaristti i en pressemeddelelse.
Tyveriet skete kort inden åbningen på udstillingens dag to, hvor ukendte gerningsmænd brød ind i udstillingslokalet på i Kødbyen i København, skriver Evaristti.
- Rengøringspersonalet opdagede indbruddet og alarmerede straks kunstneren og politiet, står der i pressemeddelelsen.
Evaristti vil med udstillingen sætte fokus på de forhold, som smågrise i konventionelle svinestalde lever under.
- Politiet efterforsker nu sagen og opfordrer eventuelle vidner eller personer med oplysninger om tyveriet til at komme frem, skriver Evaristti i pressemeddelelsen.
Fredag begyndte udstillingen, og her havde Marco Evaristti tre smågrise i bur, som han ville sulte ihjel i løbet af de næste par dage.
På den måde ønsker Evaristti at gøre opmærksom på, at der er død og lidelse forbundet med moderne svineproduktion.
/ritzau/
