Transkønnede protesterer over Cumberbatch-rolle

Benedict Cumberbatch' optræden som androgyn og transkønnet model i Zoolander 2-traileren, har medført en sværm af protester i Storbritannien. Forståelig reaktion, mener dansk kønsforsker.

Benedict Cumberbatch i rollen som den androgyne/transseksuelle model »All« i den kommende film Zoolander 2.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto fra trailer
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»En tegneserieagtig hånliggørelse af androgyne/transkønnede individer«, og »en moderne form for blackface til at repræsentere en minoritet«.

Sådan lyder det i teksten til en hjemmeside, der opfordrer til boykot af den kommende film, Zoolander 2, på grund af Benedict Cumberbatch's rolle som transkønnet model. Filmen har først premiere til februar næste år, men for en uge siden blev traileren til Zoolander 2 offentliggjort, og det er den, der har fået trans-forsvarerne op i det røde felt.

»Ved at bruge en cis skuespiller til at spille et ikke-binært individ på en klart negativ måde, støtter filmen farlige og skadelige opfattelser af LGBT-samfundet som helhed,« lyder det i boykot-opfordringen, der er sat i gang af en Sarah Rose, og som allerede har fået over 12.000 positive tilkendegivelser.

Cis betyder en person, hvis seksuelle identitet er den samme, som det køn, han eller hun er født med, og det var ikke et ord, man kendte til, da den første Zoolander film fik premiere i 2001 med Ben Stiller og Owen Wilson som to mandlige modeller, der fik udstillet stort set alle fordomme om modeverdenen i en komedie, der siden er blevet kult-agtig.

I opfølgeren 14 år efter er begge modeller røget bag af branchen, hvor en ny supermodel er soooo hot - den transkønnede model »All« spillet af Benedict Cumberbatch. »Moden er skiftet,« som det hedder i filmens trailer - men det er verden udenom også.

»Selv om figuren afspejler en ny rolle for transpersoner som sexede og attråværdige topmodeller, er det jo stadig en stereotypisering og latterliggørelse,« mener forsker i køn og medier på Roskilde Universitet, Tobias Raun.

»Der er transpersoner som Lea T, Hari Nef og Andreja Pejic, der har fået en prominent plads i moden de seneste år, og det reflekterer rollen. På den måde gør den jo grin med disse transmodeller på samme måde, som den gør med for eksempel Justin Bieber, men når man tager med, hvordan transpersoner er blevet repræsenteret i medierne historisk set, og hvordan mange fortsat oplever massiv diskrimination og latterliggørelse i deres levede liv, så er det forståeligt, at man reagerer kraftigere,« mener kønsforsker Tobias Raun, der også hæfter sig ved, at kritikken af traileren som noget nyt også  kommer fra andre end transpersoner.

»Køn er et fængsel vi alle lever i,« lyder det for eksempel i et indlæg i »The Guardian« fra britiske Sara Pascoe, der opfordrer til at man gør sig fri fra kønsstereotypierne og i den forbindelse skyder med skarpt på den rolle, som britiske Benedict Cumberbatch, står for i traileren.

»Cumberbatch’s »All« er måske den mest højprofilerede repræsentant for transkønnede og kønsneutrale personer, man kommer til at se i 12 måneder, og det er et tilbageskridt for os alle i virkeligheden,« skriver Sara Pascoe.

Heller ikke fra foreningen LGBT synes man, at det er positivt at blive karikeret som i Zoolander 2.

»Personligt er jeg for hårdhudet til at tage mig af det, men jeg forstår godt, at folk ikke bryder sig om at blive gjort grin med. Vi er udsat for meget diskrimination i forvejen, og  den slags gør det bare værre,« siger talsperson for LGBT, Linda Thor Pedersen.