Trænet til atomkrig

Mens den kolde krig rasede med fuld kraft, øvede Flyvevåbnet sig i al hemmelighed i krig med atomvåben. Tidligere jagerpilot Erik Lund fortæller i dag om dengang, han trænede i at levere taktiske atomvåben fra sit jagerfly over Rømø.

»Indstillingen blandt piloterne var, at det her var et job, som vi skulle udføre, uden at der var noget specielt eller sensationelt i det,« for tæller tidligere jagerpilot Erik Lund. Foto: Tao Lytzen Fold sammen
Læs mere

Den Kolde Krig var en tid, hvor flere end blot de svageste sjæle frygtede en altødelæggende atomkrig mellem supermagterne, og midt i det hele lå lille, fredelige Danmark med en erklæret politik om at holde sig atomfri. I hvert fald i fredstid. Og så alligevel ikke.

For det danske forsvar var en integreret del af NATOs atomberedskab, og selv om vi nødigt offentligt stod ved denne forpligtelse - af frygt for at tirre Sovjetunionen - fandt regeringen det under hånden nødvendigt, at soldaterne forberedte sig på den situation, at de kunne blive nødt til at affyre et atomvåben mod den røde fjende fra Øst.

Det politiske dobbeltspil er kendt stof, og meget af forsvarets træning med a-våben er tidligere beskrevet. Men nye oplysninger fortæller os, at dobbeltspillet var langt mere omfattende, for også de danske jagerpiloter øvede sig i en periode med våbensystemer, der kunne affyre små, taktiske atombomber. Det skete i 1960, og en af piloterne, der blev betroet den vigtige og ømtålelige opgave, var Erik Lund fra Eskadrille 727 i Karup. I dag - 44 år senere - har den 69-årige pensionerede oberstløjtnant af reserven i Flyvevåbnet indvilget i at løfte sløret for en af de bedst bevarede hemmeligheder i det danske forsvar.

»Folkene i min eskadrille var de eneste, der havde kendskab til det her. Som loyale soldater fortalte vi ikke noget til andre. Selv mine soldaterkammerater uden for eskadrillen fortalte jeg ingenting,« beretter Erik Lund.

Flyvevåbnet voksede dengang eksplosivt, og i slutningen af 1950erne og begyndelsen af 1960erne fik Danmark hundredvis af fly i våbenhjælp fra USA. Amerikanerne var tilfredse, så længe deres europæiske allierede i NATO var godt bevæbnede.

Gavmildheden nåede nye højder, da 20 af datidens mest moderne jagerfly, F-100 Super Sabre, i 1959 landede på flybasen i Karup. Flyene var særdeles velegnede til at kaste atomvåben takket være overlegen motorkraft, og de havde desuden alt det nødvendige tekniske udstyr.

Med i pakken kom amerikanske instruktører til Danmark for at uddanne de danske piloter og teknikere i håndværket at levere et atomvåben på slagmarken. Det sagde det danske forsvar ja tak til, og i forsommeren 1960 kom seks til otte piloter og 10 til 15 teknikere med fra det amerikanske flyvevåben til den militære flyvestation i Jylland.

»Der var ingen, der på noget tidspunkt brugte ordet atomvåben, men man skulle være en klovn, hvis man ikke kunne regne ud, hvad det handlede om. Piloterne på lignende eskadriller i udlandet var i atomberedskab, og vi fik udleveret øjenklapper til at beskytte det ene øje mod stærke lysglimt. Hvis vi fik en øjenskade, kunne vi navigere med det andet. Så kunne vi godt selv lægge to og to sammen,« siger Erik Lund.

Den tidligere chef for NATO-kommandoen i Karup og nu pensioneret generalløjtnant Mogens Viggo Hansen bekræfter, at Eskadrille 727 trænede i levering af atombomber. Så vidt han ved, blev ingen andre danske eskadriller bedt om at træne denne specielle disciplin.

Erik Lund og de andre piloter gik til sagen som en gruppe sportsfolk, der bestræber sig på at kunne udføre et bestemt løbemønster til perfektion, fortæller Erik Lund. De skulle kaste en øvelsesbombe i en helt særlig manøvre kaldet LABS - Low Altitude Bombing System - hvilket betyder bombning fra lav højde i meget høj fart. Indflyvningen mod mål skete i så lav højde, at fjendens radarer ikke kunne se flyene. Når piloten var over sit mål, trak han flyet lodret op, og med et tryk på 4G trak han derefter flyet rundt, mens våbensystemet automatisk kastede bomben - og så gjaldt det ellers om at komme væk i en fart. Atombomben kunne blive slynget helt op i 20.000 fods eller syv kilometers højde på grund af flyets høje hastighed gennem loopet.

Flyvevåbnet valgte Vadehavet til træningsområde, og syv dage om ugen i flere måneder trænede Erik Lund og hans 30 kolleger i eskadrillen. Målet var et område nord fra Rømø, og dér smed de i hundredvis af øvelsesbomber på størrelse med en håndkuffert. Fra enden af bomberne kom der røg, så piloterne kunne se, om de ramte målet.

Piloterne så aldrig de egentlige atombomber, og de fik aldrig at vide, hvor de ville komme til at kæmpe i tilfælde af atomkrig. Militærmæssigt ville Eskadrille 727 dog især have været velegnet til at ramme troppekoncentrationer og radarstationer i Polen og Baltikum, og den havde ligesom det øvrige flyvevåben også til opgave at yde støtte til andre enheder af det danske forsvar på dansk grund. Var Danmark blevet invaderet, kunne Eskadrille 727 med andre ord i teorien være blevet beordret til at smide atombomber på dansk jord.

Ukendte konsekvenser
Den bombetype, som danskerne trænede i at bruge, var såkaldte taktiske atombomber. Det vil sige atombomber med begrænset skade.

»Taktiske a-våben er små bomber med ringe udbredelse af stråling og fare for befolkningen. De bliver typisk brugt i områder på 20 kilometer i diameter alene for at ødelægge specifikke objekter. Det kunne være koncentrationer af kampvogne, forsyningsområder eller lignende - det gjaldt om at ramme fjenden under bæltestedet,« fortæller Erik Lund.

Danske fly med nukleare våben ville dermed have fået en voldsom slagkraft.

»Sagt i al beskedenhed er Flyvevåbnet meget effektivt. Vi kan flyve 1.000 kilometer og ramme mål meget præcist,« siger den pensionerede pilot.

Mens Eskadrille 727 blev eksperter i at levere special weapons, stod der intet i deres bøger om, hvad konsekvenserne af en affyret atombombe ville være.

»Vi trænede alene i metoden til at levere special weapons. Der var intet i vores træningsprogram, der sagde noget om effekterne af bomberne,« siger Erik Lund.

Og for piloterne var det i det hele taget ikke noget særligt at træne med henblik på at anvende atomvåben. De bekymrede sig ikke om perspektiverne i deres træning.

»Indstillingen blandt piloterne var, at det her var et job, som vi skulle udføre, uden at der var noget specielt eller sensationelt i det. Vi fandt det interessant som en speciel leveringsmetode, men vi var ligeglade med, hvad det indebar. Ingen diskuterede - hvad nu hvis der kom en atomkrig,« husker Erik Lund: »Vi trænede til krig, og så var våbnene ligegyldige. Det kan lyde barsk, men det var vores job, og vi ville være de bedste til det. Om det så var med den ene våbentype eller den anden var underordnet - og sådan føler jeg det også i dag.«

Ifølge den pensionerede oberstløjtnant - der i Flyvevåbnet gik under pilotnavnet LUE - er piloter fra andre lande blevet bebrejdet af nutiden, at de kunne finde på at træne med henblik på at anvende atomvåben.

»Men i mine øjne er der intet forkert i det, vi gjorde. Når man er i Flyvevåbnet, gør man, som der bliver beordret - og vi havde hjemmel gennem en beslutning fra allerhøjeste sted,« vurderer Erik Lund.

NATO-landene var forpligtede
Da piloterne i Eskadrille 727 året efter fik præsenteret deres nye træningsprogram, var de specielle bombeøvelser væk. Den dag i dag ved Erik Lund ikke med sikkerhed, hvorfor de blev bedt om at træne det - eller hvorfor det ikke fortsatte.

Svaret skal formentlig findes på den storpolitiske scene. Den 13. december 1956 havde NATO-landene vedtaget et direktiv, der forpligtede alle medlemslande »til at kunne svare med atomvåben på en hvilken som helst aggression«.

»Hvis atomvåben skulle bruges i Danmark, var der brug for nogen, der var i stand til at bruge dem. Jeg formoder, at det var derfor, at forsvaret anså det for nødvendigt at træne med atomvåben,« siger pensioneret generalløjtnant fra Flyvevåbnet Mogens Viggo Hansen.

Tilbage i 1960 var han eskadrillechef i Karup, og selvom han senere beklædte en af de højeste stillinger i det danske forsvar, har han aldrig fundet ud af, hvorfor træningen med atombomber ikke fortsatte.

»Det står hen i det uvisse, hvad der skete dengang. Jeg kan kun gisne om, hvad der lå bag, men jeg er sikker på, at sagen har været oppe på ministerniveau,« siger Mogens Viggo Hansen.

De fleste fra Forsvarets og Forsvarsministeriets top fra dengang er døde i dag. Vi ved dog med sikkerhed, at Danmark i det meste af 1957 vaklede frem og tilbage på den storpolitiske scene, inden statsminister H.C. Hansen (S) i december samme år skar igennem og bekendtgjorde, at atomvåben ikke måtte være på dansk jord »under nuværende omstændigheder«, altså i fredstid. Dermed var den nye regeringspartner og store atom-modstander, det Radikale Venstre, tilfreds. Men med diplomatisk snilde holdt H.C. Hansen fast i, at i tilfælde af krig kunne alt se helt anderledes ud.

Historiker Lasse Wolsgaard fra Nationalmuseet har forsket i dansk atomvåbenpolitik i 1950erne. Han mener, at de danske politikere valgte en fleksibel holdning til atomvåbnene.

»Når H.C. Hansen sagde »ikke under nuværende omstændigheder«, var det en elastik, som kunne justeres, alt afhængig af hvem man snakkede med. På den måde kom man hverken i konflikt med NATO eller Sovjetunionen,« siger Lasse Wolsgaard.

En brik til danmarkshistorien
Erik Lund nåede at gøre karriere i både Flyvevåbnet og hos SAS, hvor han fik titel af luftkaptajn. Efter tiden i SAS sluttede han af med tre år i forsvaret og fik i 1994 Ridderkorset for en god indsats under krigen på Balkan. Indtil i dag har han båret på en hemmelighed, som ingen uden for forsvarets øverste ledelse og toppen af dansk politik har haft kendskab til.

»Ikke engang min kone vidste noget. I Flyvevåbnet har vi et udtryk, der hedder need-to-know. Jeg har da fortalt hende nogle ting igennem tiderne, men kun det hun havde brug for at vide - og jeg tror ikke, at hun ønskede at vide mere,« siger han.

Forsvarets folk tager normalt deres hemmeligheder med i graven. Derfor krævede det store overvejelser for Erik Lund at bryde tavshedens lov. Efter at have forhørt sig hos officerer, der tidligere har beklædt topposter i det danske forsvar, besluttede Erik Lund sig for at fortælle sin historie. Han mener, at offentligheden skal kende til denne del af det danske forsvars historie:

»Det er jo danmarkshistorie det her. Og den vil jeg gerne hjælpe med at fortælle.«.