Tråde af tavshed

»Sig til en ven, at han skal fortælle dig en historie. Prøv at lytte til stilheden i stedet for til ordene.« Instruktøren Enrique Vargas laver teater for hele kroppen. Nu kommer han og hans kompagni, Teatro de los Sentidos, til København, hvor de kan opleves på byens nye teater, Republique. På programmet står sanseteateroplevelsen »City Puzzle«.

Teater, der udfordrer sanserne: Fra Teatro de los Sentidos »Filatura« – eller »City Puzzle«. Fold sammen
Læs mere

Enrique Vargas leder stadig efter svar. Han har nået så meget, den snart 70-årige colombiansk fødte instruktør, og han er en internationalt anerkendt kunstner på sit felt. Men det vil være en misforståelse at tro, at han af den grund også ligger inde med en masse konkrete bud på, hvordan verden ser ud og har set ud og bør se ud. Enrique Vargas leder stadig. Det er meningen med det hele. Det vil det blive ved med at være, lige indtil den dag, han af den ene eller den anden grund ikke længere kan gøre det, han allerhelst vil: Lave teater, der flytter grænserne for, hvad teater er og kan. Sanseteater.

»Jeg skaber spil. Det er det, jeg først og fremmest gør. Jeg er game constructor,« siger han på et tidspunkt, da jeg spørger, hvad det dybest set er, han går rundt og gør. Børns lege inspirerer ham.

Enrique Vargas er en af den internationale teaterverdens store enere. Han er stifter og leder af Teatro de los Sentidos eller Sansernes Teater, som det ville hedde på dansk. Om nogle få dage, 14. august, har Københavns nye teater, Republique, premiere på kompagniets seneste forestilling. Det er derfor, jeg er taget til Barcelona. Jeg vil se Barcelona-urpremieren på »Filatura«, før forestillingen lander i Danmark som »City Puzzle«, der er skræddersyet til byen København. Jeg så Teatro de los Sentidos’ H.C. Andersen-forestilling »Skyggens hemmelighed,« da den blev vist i København under H.C. Andersen-fejringerne i H.C. Andersen-året 2005, og jeg blev bevæget og betaget. Jeg vil vide, hvad det er, vi nu kan vente os, hjemme i Danmark. Jeg vil også tale med Enrique Vargas om hans arbejde i det hele taget, for jeg ved fra forestillingen i 2005, at han og hans teaterkompagni kan noget, som andre ikke kan. Men først skal jeg ind og se premieren på »Filatura«. Titlen henviser til tråde, der væves ind i hinanden. Det skal forstås både konkret og i overført betydning. Jeg er spændt på at se, hvad Enrique Vargas denne gang har at byde på.

Kulturhuset Fabra i Coats ligger i udkanten af Barcelona, i Sant Andreu, et godt stykke vej fra den hektiske hovedgade, Ramblaen, og alle cafeerne, restauranterne, butikkerne, turisterne og lommetyvene. Fabra i Coats ligner stadig det, det var engang, en slidt tekstilfabrik i et gammelt industrikvarter, lige bortset fra nogle stole og borde, der er stillet op udenfor, så besøgende kan få sig en drink i den varme catalanske sommernat. Jeg kommer i god tid. Det har regnet hele dagen, nu er det igen tørt, men fugten hænger stadig i luften. Der er råt og godt. Jeg tænker, at det er globalt trendy at opspore egnede lokaliteter i noget, der engang blev brugt til noget helt andet, og at Barcelona er på forkant med det meste, og at Fabra i Coats er netop sådan en lokalitet. Jeg kigger mig omkring og får øje på Enrique Vargas. Jeg spørger ham, hvad det er, jeg skal se. Han fortæller, at forestillingen blandt andet stiller spørgsmålet: Hvad er en by lavet af? »Hvad svarer I så,« spørger jeg.

»Vi svarer, at byer er noget, som de fleste tænker på som noget med bygninger, veje, pladser og parker. De tænker på dens monumenter og dens kulturliv, på alle dens tilbud. Men det, der virkelig definerer byen, som gør den mulig, er det, der er usynligt. Det er de usynlige tråde mellem dem, der befolker byen. Disse usynlige tråde forbinder os med historien og med hinanden. Vi er skabere af vores urbane eksistens, men når vi skaber vores omgivelser, skaber omgivelserne os. Du er ikke den samme i Barcelona som i København. Du er en anden, når du er i London, end når du er i Berlin.«

Det lyder måske lidt abstrakt. Det viser sig, at selve teateroplevelsen er meget konkret. Det er virkelig sanseteater, det her, tænker jeg bagefter. Jeg har været inde i den gamle fabriksbygning, og jeg har mødt skuespillere, der har ført mig og de nogle og tredive andre publikummer fra sted til sted, hele tiden i halvmørke, fra det ene dunkelt oplyste tableau til det andet. Jeg har blidt fået et bind for øjnene, og jeg har været med i en kort, forrygende fest med dans og levende musik. Jeg har vævet mit livs tråd – en stykke garn, som jeg har fået i begyndelsen – ind i en hele tiden voksende arkitektur af livstråde. Der er blevet talt til mig undervejs, men kun dæmpet. Dufte har været en del af sanseoplevelsen. Der er blevet rørt ved mig, blufærdigt, nænsomt, men ikke uden erotiske undertoner, eller er det bare mig? Bagefter er man ikke helt den samme. Man er blevet blidere og blødere.

»Jeg fik sådan en lyst til at finde nogen, jeg kunne kramme,« siger en kvinde, da hun er kommet ud.

Dagen efter forestillingen kører jeg op til Rocaforte, 60 kilometer fra Barcelona. Det bliver mere og mere øde. Det sidste stykke vej er der ikke længere asfalt, men grus. For enden af vejen kommer det 800 år gamle hus til syne, mellem oliven- og fyrretræer, rosmarinbuske, agaver og anisplanter. Her bor Enrique Vargas sammen med sin meget yngre kone og deres fælles adoptivbarn. Der er ingen el-ledninger herude, strømmen til huset kommer fra solceller. Engang holdt partisaner til i området. Vi går ud på terrassen, og Vargas peger ud over landskabet, i retning af Frankrig, på de stier, som blev brugt af dem, der kæmpede mod Franco under den spanske borgerkrig. De faldnes grave ligger rundt omkring i landskabet. Nu er her helt stille, bortset fra vinden i træerne og cikadernes sang. Det er godt for Enrique Vargas, at her er så stille. Stilheden interesserer ham. Stilheden er en del af hans filosofi.

»Vi siger ikke så meget med ord, som vi går og tror,« siger han.

»Når du lytter til mig, er det vigtigste ikke så meget de ord, jeg siger, men stilheden mellem ordene. Sig til en ven, at han skal fortælle dig en historie! Prøv at lytte til stilheden i stedet for til ordene! Det gør vi alle sammen hele tiden, men uden at vi er opmærksomme på det. Prøv at blive opmærksom på det! Uden stilhed kan vi ikke kommunikere. Det, vi prøver i Teatro de los Sentidos, er at understrege stilhedens betydning. Hvordan giver man plads til stilheden?«

Der er hele tiden flere spørgsmål end svar, tænker jeg. Sådan er han, Enrique Vargas. Lige så klart er det, at det ikke er hans egen person og hans egen biografi, der optager ham mest, men noget kan man da skrabe sammen om hans liv. Her er den korte version: Han blev født i Manziales i Colombia i 1940 og studerede i landets hovedstad, Bogota. I 1965 afsluttede han en uddannelse som teaterantropolog i Michigan i USA. Senere blev han leder af teatrene La Mamma og Gut Theatre i New York City. Midt i 1970erne begyndte han at forske i forholdet mellem teater, ritualer og myter hos de indfødte i Amazonas. I begyndelsen af 1990erne stiftede han Teatro de los Sentidos, der består af mange forskellige mennesker af mange forskellige nationaliteter og med mange forskellige kompetencer. Fra 1994 blev Spanien det faste udgangspunkt for Vargas og hans sanseteater, fra 1998 med base i Madrid, fra 2003 i Barcelona.

Men igen: Det er ikke sin egen biografi, Enrique Vargas helst vil tale om. Han vil hellere tale om sagen. Om teatret som sådan. Om forskellige temaer: Fejringen som fænomen. Den poetiske erfaring. Vigtigheden af ikke at psykologisere teatret, men hele tiden være konkret, konkret, konkret… Om sin interesse for alt det grundlæggende: Legen, myten og barndommen. Om øjets dominans over de andre sanser. Om hvordan Teatro de los Sentidos – sanseteatret – vil vise, at man kan opleve og erfare nok så meget, når man »blot« hører, mærker, dufter og smager.

»Jeg husker, da jeg som skoledreng lærte om de fem sanser,« siger Enrique Vargas.

»Jeg lærte om dem som fænomener, der var helt adskilte fra hinanden. I dag ved jeg, at den fortolkning af virkeligheden er forkert. Alting er forbundet. Jeg vil hellere sige det på den måde, at jeg – og alle mennesker – har én enkelt sans med fem forskellige indgange«.

Vi kører hen til en restaurant i nærheden for at få frokost. Vi taler videre. Enrique Vargas tænker på gamle dage.

»I 1960erne troede vi jo alle, at vi stod midt i en kulturrevolution, der ville ændre verden. Så kom 1970erne, og intet skete. Det var en stor skuffelse. De spørgsmål, jeg stillede mig selv dengang, er de samme, som dem, jeg stiller mig selv i dag: Hvordan udvikler kulturen sig? Hvordan åbner man sig for et andet menneske? Hvad er kultur? Hvad er generøsitetens natur? Hvordan finder jeg mig selv i den anden? Hvordan overskrider jeg mig selv?«.

Da vi skilles, har Enrique Vargas stillet flere abstrakte spørgsmål, end han har givet konkrete svar. Han har ikke konkluderet noget. Eller måske, tænker jeg, har han vitterlig konkluderet noget, men konklusionen ligger et andet sted. Den ligger i forestillingen, som jeg så min første aften i Barcelona.

Den er meget konkret.