Dramatiker Jakob Weis

»Mit første møde med Tove Ditlevsen var et ikke-møde. Jeg blev præsenteret for hende i de sene folkeskoleår, hvor en velmenende lærer introducerede hende for os med Anne Linnets »Barndommens Gade«. Men jeg syntes, at Anne Linnet var frygtelig, og hun kom derfor til at stå i vejen for et møde mellem mig og Tove Ditlevsen.

Der kom til at gå mange år fra mit første ikke-møde, til den store kærlighed opstod. Jeg begyndte først at få blik for Tove Ditlevsens værk, da jeg skulle dramatisere en novelle af hende for DR. Det var en afgrænset opgave, så jeg kom ikke rigtig i dybden med hendes forfatterskab og liv, men jeg fik en klar fornemmelse af en forfatter, der kunne meget mere end »Barndommens Gade« og »De evige tre«.

Da jeg indledte arbejdet med »Toves værelse« for fire år siden, begyndte jeg at høvle Tove Ditlevsens værker igennem og sætte mig ind i hendes liv. Det gik meget hurtigt op for mig, at der lå et fantastisk forfatterskab og ventede på mig – og også at der var en fantastisk historie at fortælle om hende. Fascinationen er ikke afblomstret i løbet af de fire år – jeg synes stadig, at hun er rock’n’roll.

Da jeg var færdig med det første udkast til stykket, havde jeg brug for en pause fra hende i nogle måneder, fordi hendes tekster er så intense og hendes liv så voldsomt, men efter nogen tid mærkede jeg, at hun er en forfatter og en person, som man kan blive ved at gå tilbage til.

Tove Ditlevsen er en moderne myte. Der er mange fortællinger om hende, og hun var fantastisk dygtig til at bygge en fortælling om sig selv op. Der er så mange ubekendte knyttet til hende. Hvorfor gjorde hun som hun gjorde? Hvor stor var hendes dødslængsel? Hvor iscenesat var hendes død?

Hun var en af de første, der havde en ekstrem veludviklet mediebevidsthed. Det synes jeg er særligt fascinerende, fordi der i dag er en stærk tendens til, at kunstnere bruger medierne.

Tove Ditlevsen var med til at lægge grundstenene til den tendens, og det gør hende til foregangskvinde på andre områder end dem, som hun er kendt for. Et lille eksempel er, at hun indtil sin død insisterede på, at hun blev født i 1918 og ikke i 1917 for at underbygge myten om vidunderbarnet, der debuterede i en ung alder.«

Instruktør Vibeke Wrede

»Jeg er født i 1956, og jeg fulgte Tove Ditlevsens forfatterskab løbende som ung. Det er ikke noget, som jeg er blevet undervist i i skolen – jeg har læst hende af egen fri vilje.

Jeg fulgte også med i hendes brevkasse i Familie Journalen med stor interesse og morede mig ofte meget over, at mennesker med kæmpestore problemer – for eksempel kvinder med otte børn, ingen penge og voldelige ægtemænd – næsten alle sammen sluttede deres brev med: PS. Hvad synes De om skriften?

Tove Ditlevsen forholdt sig til alle deres mange og massive problemer og sluttede så af med eksempelvis: »Jeg synes, at deres skrift er nydelig, om end lidt barnlig« og »deres skrift bærer præg af hast«. Det var enormt besynderligt, at folk bekymrede sig om deres skrift med alle de problemer, som de kæmpede med i deres liv.

Jeg var ikke i stand til at vurdere Tove Ditlevsen litterært, da jeg læste hende som stort barn og ung. Hun gjorde indtryk, fordi det var personligt og privat – det var interessant som genre. Der var nogle, som syntes, at hun var gammeldags, og at digte var noget, der hørte fortiden til. Sådan havde jeg det slet ikke, jeg syntes, at hendes digte var så fint skrevet.

Hun var på en måde to personer for mig. Jeg forbandt ikke hendes værker med den kvinde, som havde en brevkasse. Når jeg læste hendes bøger, syntes jeg, at hun var et barn eller en ung pige, og på billedet i brevkassen så hun jo relativt hærget ud, så det var to forskellige eksistenser for mig.

Da jeg gik på teaterskolen, læste jeg hende ikke længere. Mit fokus blev rykket til dramatik, men jeg har haft hende stående i reolen, og jeg har selvfølgelig genlæst hende i forbindelse med »Toves værelse«.

Noget af det fascinerende ved hende er, at hun lyver, og at hendes tekster er fiktion, selvom de tager udgangspunkt i virkeligheden. Som ung tog jeg det meste af det, som hun skrev, for pålydende. Som voksen har jeg opdaget, at det er et udvalgt udsnit af virkeligheden, hun skrev om, at hun ligesom alle mulige andre er redaktør på fortiden – og vores forestilling er jo også en fiktion.«

Skuespiller Lars Brygmann

Spiller rollen som Tove Ditlevsens fjerde ægtemand, Victor Andreasen.

»Jeg kom meget i Toves Ditlevsens storebrors hjem som barn. Jeg gik i klasse med hendes nevø, der blev min gode ven. Jeg vidste godt, at Tove Ditlevsen var hans faster – og jeg mødte hende muligvis som barn. Jeg var blandt andet med på ferie på deres ødegård i Sverige, hvor hun sagtnes kunne have været blandt de voksne, men det var ikke noget, som jeg bed mærke i, for det interesserede mig ikke dengang.

Men jeg har tænkt over det, efter jeg gik i gang med at arbejde med forestillingen, hvor jeg har læst biografier om hende og erfaret, at hun havde et tæt forhold til sin bror og var meget sammen med ham.

Jeg havde ikke læst noget af Tove Ditlevsen, før jeg gik i gang med at arbejde med forestillingen. Jeg har jo ikke gået i gymnasiet, hvor man normalt bliver eksponeret for den slags, så jeg har ikke haft noget forhold til hende tidligere. Det har jeg til dels fået nu.

Det er gået op for mig, hvor omfattende og vedkommende og forskelligartet Tove Ditlevsens litteratur er. Under et nyligt interview spurgte journalisten, hvad jeg som mand kan bruge Tove Ditlevsen til. Jeg kan slet ikke se, at hun kun skulle henvende sig til kvinder. Det kan godt være, at der noget særligt feminint i Tove Ditlevsens forfatterskab, men det bliver overskygget af det alment menneskelige.

Jeg har blandt andet læst »Gift«, fordi jeg ville vide noget om hendes ægteskaber. Jeg troede, at Victor Andreasen fyldte mere – han fylder kun de sidste tyve sider, men det var nok så interessant og gjorde et stort indtryk på mig. Hun formår at blande virkelighed og fiktion uden problemer, og man accepterer hendes tekst som prosa.

Det fascinerer mig, at Tove Ditlevsen kunne finde ud af at bruge sig selv på en måde, hvor hun kommer tørskoet i land – hvilket man selvfølgelig kan diskutere, om hun gjorde, men jeg tror ikke, at hun tog livet af sig, fordi hun skrev så åbent og ærligt, men på grund af en kedelig ting, som hun havde med sig fra fødslen.

Det er meget nemt at gå til Tove Ditlevsens tekster – på den gode måde vel at mærke, for det er jo ikke Barbara Cartland. På en måde kunne jeg godt tænke mig at have prøvet at være i selskab med hende. På den anden side synes jeg, at man får en klar fornemmelse af hende som menneske, når man læser hendes tekster. Man kan mærke præcist, hvor fascinerende og ulidelig hun var, og hvordan man efter nogle timer ville trænge til lidt luft.«

Skuespiller Paprika Steen

Spiller rollen som Tove Ditlevsen.

»Jeg havde ikke læst ret meget af Tove Ditlevsen, inden jeg begyndte at arbejde med rollen. Jeg var på ingen måde Tove Ditlevsen-kender – det er jeg først blevet undervejs. Jeg har været lykkeligt uvidende om mange ting og har ikke på forhånd haft en masse meninger om, hvem hun var. Hvis jeg havde haft større indsigt, tror jeg faktisk, at det ville have forhindret mig i at være så åben over for rollen.

I stykket skildrer jeg Tove Ditlevsen i den sidste del af hendes liv. Hun befinder sig i slutningen af sit ægteskab med Victor Andreasen og er et menneske på vej mod freden. Det er stormen før stilhed – hun er som et stykke tømmer på åbent hav, der følger med strømmen, hvor den end fører hen.

Hun er et menneske, der er i et ægteskab, som prøver at være civiliseret, og hun optræder som pæn dame. Men hun har også hallucinationer og hører stemmer. Indimellem er hun knokkelskæv og virkelig fuld. Hun er også en lille pige, der ikke kan tåle at blive forladt.

Den Tove, som jeg har arbejdet med, er den meget rå Tove, hvor ligestillingsdebatter, litteraturanalyser og alt muligt andet ydre er skrællet fra. Jeg har tilladt mig at møde hende i hendes kamp – ikke mod – men hen til døden. Jo tættere vi kommer på premieredagen, des nærmere er jeg kommet på – om ikke en retfærdiggørelse af hendes selvmord – så en opklaring af hvorfor. Selvom det er så sørgeligt, så håber jeg, at folk i salen vil forstå det.

Der var mange ting omkring Tove Ditlevsen, der overraskede mig, da jeg læste stykket første gang, og folk har løbende gjort mig opmærksom på en masse andre forhold og indsigter, som jeg har forsøgt at proppe ind i min rolle.

Det har blandt andet overrasket mig, at hun underkaster sig Victor, og at hun svigter sine børn. Det sidste kom virkelig bag på mig, fordi hun selv talte så meget om sin dårlige barndom og de svigt, som hun selv oplevede som barn.

Jeg kan godt lide en del af af hendes tekster, »Gift« er eksempelvis en fuldstændig fantastisk bog. Hun skriver så stofligt – ordene springer op i hovedet på én.«

Hvad: »Toves værelse«. Hvor: Folketeatret. Hvem: Medvirkende: Paprika Steen, Lars Brygmann, Sarah Boberg, Andreas Jebro, Isolde Emma Koefoed/Dagmar Elisabeth Damm Elfelt. Dramatiker: Jakob Weis, instruktion: Vibeke Wrede, scenograf: Stine Martinsen. Hvornår: 8. april til 14. maj.