Torben Bille: »Yeah, Yeah, Yeah!«

Pigtråd og leverpostej

Torben Bille: »Yeah, Yeah, Yeah!« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det kræver sin skribent at skrive om noget så velbeskrevet som The Beatles, så man stadig gider læse med. Med »Yeah, yeah, yeah« viser Torben Bille, at det godt kan lade sig gøre.

The Beatles lavede deres første plade i 1962 og udsendte deres sidste i 1970. På disse få år nåede drengene fra Liverpool at skrive og indspille en række sange, som når de er bedst - og det er de som regel - sætter standarden for al anden pop og rock. Dengang i 1960erne var der ingen over og ingen ved siden af The Beatles. Det er der stadig ikke.

Spørgsmålet er så, om man stadig kan skrive nødvendige og læsværdige bøger om et fænomen, der er så gennemanalyseret- og beskrevet? Man skulle egentlig ikke tro det, og det er én af de ting, der er så glædelige ved den nye Beatles-bog af Torben Bille , der er mangeårig kritiker, journalist og redaktør. Med »Yeah, yeah, yeah!. En krønike om The Beatles« viser han, at man godt kan udgive et skrift om The Beatles, som ikke alene ikke føles overflødigt, men som både er ganske ligetil, voldsomt læsværdigt og helt dets egen. Det er godt gået, og drivkraften er - selvfølgelig - begejstring, for Bille har det med The Beatles, som så mange andre har det: The Beatles er ikke bare et godt band, som man tager frem og lytter til en gang imellem. Det er et vitamintilskud til tilværelsen, noget, uden hvilken den ikke ville have været den samme, og Billes bedrift er, at han formår og forstår at sammenkæde sin personlige Beatles-historie med både Beatles-historien set fra Danmark og Beatles-historien i det store perspektiv.

Det med det danske er med til at give bogens dens eksistensberettigelse. Hvem andre end en dansker ville begynde en bog om The Beatles med bandets to koncerter i København i 1964? Nej, vel. Det var en mindre dag for The Beatles, men en stor dag for Danmark. I det leverpostejfarvede normal-kongerige, der rustede sig til 1960ernes store velfærdsboom, men stadig sad fast i et 1950er-agtigt hængedynd af blød pop og almindelig snerpethed, var lyden af det, man kaldte pigtrådsmusik, og hvis fremmeste eksponenter The Beatles var, lyden af ny frihed og nye muligheder. Hurra for det! Men som tilfældet altid er, når noget er nyt, så kneb det med forståelsen mange steder. Det tydeliggør Bille for sine læsere, for han har været i arkiverne og citerer anmeldelser fra dengang, blandt andet fra Hanne Sommer, fjernsynets kendte speakerpige, der til organet for den højeste oplysning, dagbladet Politiken, bidrog med en anmeldelse af The Beatles ’ anden LP, hvor hun, efter at have rost Paul McCartney for hans vokale indsats på sangen »Money« ( der i virkeligheden synges af John Lennon!), skrev: »Pladen giver dog anledning til én misforståelse: man går for ofte hen for at flytte pick-up’en fra den rille, man tror, den har sat sig fast i.«.

Ak, ja, tænker man, og glæder sig over, at der var andre, der så klarere. Herunder Torben Bille selv. Se her, hvordan han beskriver, hvad der skete, da han i 1963 havde fået »I Want To Hold Your Hand« i julegave:

»Singlen var netop udkommet og havde balladen »This Boy« på bagsiden, og den dreng var jo mig, og pigen var Jytte i naboopgangen eller måske labre Lillian over fra Borgbjergsvej eller uopnåelige Rose-Marie fra karreen ved siden af. Gaven gjorde det svært at samle sig om »Højt fra træets grønne top« den aften.«

Bedre kan det ikke siges, hvad The Beatles betød. Det var ikke bare musik, det handlede om. Det handlede om så meget mere, og pyt så med, at de voksne ikke forstod en klap af det hele. Det ændrede sig med tiden. Yeah, yeah, yeah.

Stem her