Toner i tavshed

Tændstikker stryges én efter én, og der bliver lys og lyd. Indtil tændstikken går ud, og mørket og tavsheden vokser. Det er instrumentalteater af den 29-årige Juliana Hodkinson - en af den ny musiks mest originale skikkelser, der ikke oplever sig som komponist. Hun vil hellere studere tavshed.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Af Lotte Bichel

Ritttzzz.

En tændstik stryges i det begsorte rum. En oboist tager et skridt til højre - hen til næste nodelap, der hænger på en snor. Og så spiller han den node, som oplyses i ét nu af tændstikkens gule, flakkende lysskær.

Tonen er høj, skingrende næsten uden for oboens rækkevidden. Tændstikken går ud, tonen dør ud. Mørket er totalt.

Rittzzz.

En ny tændstik stryges. Oboisten tager et nyt skridt til højre til næste nodelap og spiller den ny node, som belyses.

Nogle tændstikker slukkes hurtigt. Andre brænder længere.

Der er over 60 nodelapper på snoren, som skærer sig i zig-zag gennem rummet.

Tændstikæsken er en husholdningsæske.

Forestillingen bærer titlen: »All the Time«.

Titlen er valgt blandt tre-fire sider med andre navnekandidater i Juliana Hodkinsons computer.

Den halvanden time lange forestilling er måske nok et eksperiment, men ingen tilfældighed.

Man kan oversætte titlen med: Hele tiden. Eller: Al tiden. Juliana Hodkinson giver ingen svar, men mange bud. F.eks.: »Stemninger, der foregår hele tiden«. Hun kalder også forestillingen for »Eventyr for voksne«.

Ritttzzz.

En mand begynder, stående højt oppe på en stige, at kaste dun ud i luften. Dunene daler tyste ned på et gammelt tasteinstrument, clavicord er navnet.

Stedet er Københavns kammeropera, Den Anden Opera i Kronprinsensgade, hvor »All the Time« fik premiere lørdag aften.

Der er ingen sangere. Der er heller ingen tekst. Det er slet ikke opera. Juliana Hodkinson går rundt og stryger tændstikker blandt fire musikere med instrumenter fra hver sin del af musikhistorien - clavicord, theorbe, obo og el-guitar. Hun kalder det instrumental-teater:

»For det begreb eksisterer i forvejen, så det er ikke politisk, ikke kontroversielt. Jeg er ikke ude på at bryde konventioner. Jeg vil skabe koncentration. Nysgerrighed. Tysthed.«

Ordene falder lavmælt på et så fnugfrit dansk, at man er på nippet til at glemme, at Juliana Hodkinson er englænder. Havde det ikke været for de bundløse blå øjne i det fregnede ansigt, hårets rødlige skær, jumperen, nederdelen, de fornuftige sko - og et armbåndsur så bittelille, at man knap kan se tiden.

»Jeg er ikke til store postulater. Det interessante for mig er, hvad der sker, når man slukker lyset. Når man tager små skridt, uden hast. Når tiden strækkes ud, så nu'et får plads, og musikeren får tid til klangen. Men jeg søger ikke det enkle for enkelthedens og intimitetens skyld, men for at få lytteren frem - med store ører og store øjne,« siger Juliana Hodkinson.

Hun er 29 år og har en engelsk magistergrad i filosofi, musikvidenskab og japanske skrifttegn. Hendes speciale er notation i japansk samtidsmusik og gagaku - gammel, japansk orkestermusik.

Igennem de sidste år har hun også skrevet knap 25 musikværker for mindre besætninger, bordtennisbolde og uldtotter. Hendes seneste stykke, instrumentalteatret »Maps«, blev uropført i et tidligere rådhus i Melbourne, Australien, i december sidste år. Det var som en rejse efter et landkort i det tidligere rådhus med larmende vækkeure, musik på strandsten og køkkenredskaber.

Andre af hendes værker er skrevet med en klanglyrik så dirrende tyst og gennemsigtig i et voksende, urovækkende mørke, at det bliver mere og mere uhyggeligt.

»Jeg bliver selv forskrækket ind imellem. Så er det, at jeg godt kunne tænke mig bare at undervise i sprog og leve et mindre intenst liv,« siger Juliana Hodkinson.

Hvad forskrækker dig?

»Det uhyggelige.«

Men hun er også komponist. Selv om hun ikke kalder sig det, fordi hun ikke føler sig kvalificeret til det. Med sin søgen, originalitet og insisteren er hun ganske enkelt blandt de få yngre komponister, der giver troen på partiturmusikkens fremtid en mening.

»Egentlig ville jeg gerne have en tænkepause for at se, om det er musikken, jeg skal satse på. Gudskelov har jeg så mange bestillinger, at der ikke er tænkepauser. Det er også godt. For hvis man tænker for meget, så...«

Tavshed.

Ritttzzz.

Lidt forhistorie - ikke fordi den kaster meget mere lys end en tændstiks flamme over det fascinerende, spinkle menneske.

Juliana Hodkinson er født og opvokset i Sydengland, ikke blandt musikere, men blandt musikglade. Som teenager skrev hun små musikstykker, spillede violin og klaver. På universitetet studerede hun musikvidenskab, men fandt filosofi mere interessant.

»Især det metafysiske. Især at pille ting fra hinanden, som f.eks.: Rummet her er sort. Eller er det?«

I 1993 var der Nordiske Musikdage i London med komponisten Per Nørgård blandt hovednavnene, og Juliana Hodkinson meldte sig til hans seminar.

»Det var ret forfriskende,« siger Juliana Hodkinson, der flyttede til Århus, blev privat-elev af Nørgård og bagefter af Hans Abrahamsen i sammenlagt et år. Det er alt, hvad hun har fået af undervisning i komposition.

To år efter begyndte hun at studere japanske skrifttegn og rejste til Japan.

Hvorfor nu det?

»Jeg ville kaste mig ud i noget, jeg ikke kendte til. De japanske skrifttegn har intet med japansk talesprog at gøre. Alligevel tegner man de tegn. Det er lidt den samme konflikt, som når man noterer noder og tegner landkort. Og hvorfor gør man det? Også hierakiet og tempoet i japansk musik optager mig. Store japanske ensembler kan spille uden dirigent, og tempoet er mere udstrakt som ét langt åndedrag. Tiden strækkes ud - modsat europæisk musik med dens metronomslag, dens konstante underdelinger.«

Ritttzzz.

Der er heller ingen dirigent i Juliana Hodkinsons musik. Hun vil ikke have det. Hun har dannet sit eget Ensemble 2000 i Århus for at opnå de skrøbelige, ustabile, spændingsfyldte klange, der er hendes musikværkers drama.

Musikerne skal også have tid til fordybelse. Og ro. Så musikken kan vokse mellem intethedens afgrundsdyb og et klingende alt.

»Jeg er ikke glad, når anmelderne skriver, at min musik er smuk. For så har jeg ikke fået kommunikeret den anden side ud. Hvis de kun skriver, at den er uhyggelig, bliver jeg også ked af, at de ikke har kunnet høre det smukke.«

Hvad er det, du søger?

»Jeg har en bog her, fuld af notater. Det er ikke en dagbog, men tanker, jeg gør mig om bøger, jeg har læst, om nogle af de spørgsmål, du hele tiden stiller, om sprog, filosofi, lingvistik (sprogvidenskab, red.), som optager mig. Om tøven og stilhed i sprogvidenskab - begrebet eksisterer endnu ikke i musikvidenskaben,« siger Juliana Hodkinson.

Hun bor nu i København, føler en form for kollegial støtte i det danske komponistmiljø, har masser af bestillinger.

Så du står ikke for at rejse væk og studere mere sprogvidenskab?

Stille latter.

»Faktisk søgte jeg et ph.d.-

stipendium i år på Københavns Universitet i år. Jeg ville gerne forske i tavshed. Men alle stipendier blev annulleret.«

Hvad vil du finde i tavsheden?

»Lidt mere end sidste gang, jeg kiggede. Måske er det ikke noget bestemt. Giver du ikke snart slip?«

Men der er ikke helt tavst derinde?

»Forhåbentlig ikke.«