Toner fra det mentale overdrev

Outsidermusikkens verden finder musikelskeren en rigdom af spændende personligheder, farverige anekdoter og mængder af helt ufrivillig originalitet.

I outsidermusikkens verden finder musikelskeren en rigdoma f spændende personligheder, farverige anekdoter og mængder af helt ufrivillig originalitet.<br>Foto: Jacob Langvad Fold sammen
Læs mere

De musikfans, der kendte den amerikanske sanger Daniel Johnston, vidste godt, at han var en smule excentrisk, men få var klar over, hvordan det i virkeligheden var fat med sangeren, da han i 1990 optrådte på en musikfestival i Texas. Tanken var, at Johnstons far efterfølgende skulle få ham godt hjem til West Virginia i en lille privatflyver. Denne flyvetur udviklede sig dramatisk, da Daniel Johnston i et psykotisk anfald forsøgte at fravriste sin far kontrollen over flyet. Da det mislykkedes, rev sønnen i stedet nøglerne ud af tændingen og kastede dem ud af vinduet. Hermed var endnu en ofte fortalt anekdote inden for den såkaldte »outsidermusik« født.

Daniel Johnston er ikke alene om at balancere på grænsen mellem det gale og geniale som musiker. Det lyder måske som en ren banalitet, da talrige musikere alle dage har skilt sig ud som aparte størrelser. Men at være aparte gør ikke en til outsiderkunstner i musikkens verden. Den amerikanske musikjournalist Irwin Chusid, der har defineret fænomenet i bogen »Songs in the Key of Z: The Curious World of Outsider Music«, er det ikke nok at være en ustabil rockstjerne, der smadrer hotelværelser i sin brandert eller skriver underfundige tekster i den ene eller anden form for narkorus. Man skal - ligesom Daniel Johnston - adskille sig væsentligt i sin opførsel. Tekstuniverset i »outsidermusikken« fremstår ofte uforståeligt ifølge Irwin Chusid, idet de blæser på konventionerne i populærmusikken. Derudover er det gennemgående, at musikerne aldrig har fået nogen formel musikundervisning - eller i hvert fald ikke har været modtagelige - og at resultatet bliver derefter.

Hvad angår mærkelig opførsel, er det få der slår førnævnte Daniel Johnston. Efter at nøglerne til flyet var røget ud af vinduet, lykkedes det sangerens far at nødlande flyet, og både han og sønnen slap uskadte ud af den totalt skadede maskine. Efter den episode blev Daniel Johnston indlagt på et psykiatrisk hospital. Men han fortsatte både musikken og sine besynderlige indfald. Blandt andet tog han fra hospitalet kontakt til sodavandsfabrikanten Mountain Dew med et forslag om, at han skulle være deres nye talsmand. Aftalen kom aldrig i stand. Alligevel hædrede Daniel Johnston sukkervandet med en sang om, at han var buret inde for at være »skør med Mountain Dew«.

Daniel Johnston har gentagne gange været indlagt med sine psykiske lidelser, han kan ikke tage vare på sig selv og bor i en alder af 45 år hos sine forældre. Ikke desto mindre er han i manges øjne en genial musiker. David Bowie, Yo La Tengo, Sonic Youth, Beck og Flamming Lips har alle rost hans musik til skyerne.

Det samme kan ikke helt siges om en anden af outsider-klassikerne, nemlig Florence Foster Jenkins, som i 1868 blev født ind i en velhavende amerikansk familie og på trods af al mulig undervisning, hverken kunne holde en tone eller rytme, men nærmest naturstridigt blev enormt populær på sin egen besynderlige måde. Hun sammenlignede sig selv med sopranerne Frieda Hempel og Louisa Tetrazzini, og hvis folk grinte under hendes koncerter, så slog hun det gerne hen som »professionel jalousi« fra hendes rivaler. Da hun i 1943 kom ud for et trafikuheld under en taxatur, opdagede hun, at hun kunne synge »et højere F end før«. Og i stedet for at sagsøge taxaselskabet, sendte hun en dyr æske cigarer.

Morten Larsen, tidligere guitarist i rockbandet On Trial og entusiastisk samler af »outsider-musik«, har sin egen definition på genren.

»Outsider-musikken er skabt af mennesker, der selv synes, at deres musik lyder på en ganske bestemt (fed) måde. Af forskellige mystiske grunde, er de desværre også selv de eneste, der hører musikken på samme måde. For alle andre rejser musikken i stedet et stort spørgsmålstegn: »Hvad i alverden har de haft gang i?« siger Morten Larsen, der har fundet en del eksempler på outsider-musik i brugtplade-forretningernes udsalgskasser.

Blandt de ganske mange danskere, der ifølge Morten Larsens definition har lavet outsidermusik, finder man den notoriske danske Marquis de Sade, der på pladen »A little touch of nobleness« spiller klaver og synger. Covernoterne er helt i den falske markises ånd med en lang fantasifuld udredning om hans samarbejde med blandt andre Maria Callas. Musikalsk er pladen helt igennem forfærdeligt, men alligevel synes Morten Larsen, at det er interessant.

»Pladen har skam et eller andet. Musikken har en underlig dyster tone. Der er en korpige på, der lyder som en syg engel, og markisen lyder som spøgelse,« siger Morten Larsen.

Som komponist og musiker tyr Morten Larsen ofte til outsidermusikken for inspiration. Da det rene tilfælde er så stor en faktor i denne form for musik, bliver musikken ofte mere »bevidsthedsudvidende« end noget professionelt band er i stand til at være.

»Jeg bruger indimellem brudstykker af outsidermusikken for at skabe overraskelser i min egen musik. Altså lidt ligesom Madonna sidder og stjæler beats ud af musikundergrunden til at skabe sine hits,« siger Morten Larsen.

I hans samling finder man også andre danske perler, såsom det helt ukendte band »Dido og Band Dido«, der udgav en plade med dansktop-agtige sange i starten af 1980erne. På omslaget kan man blandt andet læse ordene »Med tak til Benløse Bodega« og en reklame for Sanyo bilradioer. Omslaget viser en kvinde i sigøjnertøj i en havestol med et barn på skødet, omgivet af fem mænd.

»Det første man tænker, når man ser afsindigt grimme omslag er: »OK, hvem mon er faren blandt de fem?« Men når man så hører de helt igennem rædselsfulde tekster, kan man også høre, at der er ægte følelser bag,« griner Morten Larsen, der indrømmer, at det ikke er hver dag, han sætter netop denne plade på.

De ukronede konger af den danske outsidermusik, er dog de tidligere Skagens-stjerner Sussi og Leo. Morten Larsen er især fan af duoens version af »I skovens dybe stille ro«, som parret volder med store mængder af forvrænget guitar.

»Det eneste der trækker fra deres outsiderstatus, er måske, at de er så populære, at de ikke længere er outside, men inside,« siger Morten Larsen.