Tom Jensen: »Tænk, hvis salig Dan Turèll steg op fra de døde og optrådte på Roskilde i denne weekend«

Tiderne skifter, som en kendt sanger sang, og det gør de i særdeleshed, når det gælder musikken og de kulturer og subkulturer, den vokser ud af og omgiver sig med. Roskilde er med sin snart 50-årige historie en af de bedste temperaturmålere, når det gælder dansk og international musikkultur.

Foto: Søren Bidstrup. Ansvarshavende Chefredaktør på Berlingske, Tom Jensen.
Læs mere
Fold sammen

På en af mine første Roskilde-festivaler så jeg Dan Turèll på en scene. Der var ikke nogen særlig imødekommende stemning blandt publikum rettet mod den i dag så ikoniserede forfatter, den var nærmere let ondskabsfuld. Der blev ikke ligefrem smidt ting mod scenen, men som jeg fornemmede atmosfæren, blev der ikke spildt megen sympati på digteren.

Tænk, hvis salig Dan Turèll steg op fra de døde og optrådte på Roskilde i denne weekend. Der ville være fyldt foran Orange Scene.

Tiderne skifter, som en kendt sanger sang, og det gør de i særdeleshed, når det gælder musikken og de kulturer og subkulturer, den vokser ud af og omgiver sig med. Roskilde er med sin snart 50-årige historie en af de bedste temperaturmålere, når det gælder dansk og international musikkultur. Den har rykket sig med tiden – flere gange.

Jeg kom først med i 1984, og da var den første bevægelse allerede sket. Væk fra de tidlige hippiedage med siddende publikum, Mo-I-Rana og Røde Mor som danske topnavne og, da man for alvor fik en international dimension på, splitternøgne Dr. Hook på hovedscenen i den brandvarme sommer 1976. Måske ser vi en gentagelse i år? Temperaturerne er til det …

Men nej. Allerede i 1984 var de flippede gevandter afløst af 80er-sortsyn, sort hår, sort mascara til alle køn, sort-det-hele, bortset fra de overlevende 70er-navne, der nu stred hårdt mod tidsånden. Som en Dan Turèll eller Trille med band. Roskilde var et hårdt sted i de år, og hårdheden centrerede sig også om en musik, der havde ændret sig med punken og new wavens ankomst fra især 1977-78.

I 90erne drejede det kulturelle hjul igen omkring populærmusikken. Det var det store corporate-årti. Selv undergrunden blev mainstream, og i 1992 var Pearl Jam og Nirvana pludselige, uventede hovednavne. Der kom sponsorer på, og det var de multinationale pladeselskaber, som satte dagsordenen og befolkede mediebyen med standsmæssige domiciler og gratis øl til indviede med rette armbånd.

Jeg kan meddele, at sådan er det ikke mere. Pladeselskaberne har ligget underdrejet og til stadighed mere usynligt i Roskilde-regi, siden streaming flyttede musikkulturen endnu engang i løbet af nullerne. Internettet var ankommet, og med det atomiseringen i talrige subgenrer, som Roskilde nærmest gjorde en dyd ud af at fremhæve: I år har vi sandelig noget for den følsomme del af dødsmetalkulten! Eksemplet er opfundet, men det er ikke langt fra sandheden.

I 2010erne blev subkulturerne til identitetsleg, også i musikken. Nu kunne man være lige, hvem man ønskede at være, og fem minutter senere kunne man være en anden. Det ene øjeblik kunne man synke hen til et ukendt sydkoreansk syrerockband i en næppe opdaget krog af Roskilde, og det næste stå i en kæmpefest foran DJ- og hiphop-popfesten Die Antwoord foran Orange Scene.

Hvor går vi så hen nu? Et gæt er en forstærket grad af autenticitet og holdninger. I en verden, hvor man kan opleve alt og lade sig underholde af alt, gider man ikke virkelighedsfjerne stjerner, der forstiller sig, mens båndet spiller. Skal vi vædde? Imens vil jeg gå ned og høre Tune-Yards - en kvinde, der indspiller sine egne rytmespor live, når hun optræder. Samtidig taler Chelsea Manning, men herude holder jeg mig til musikken. Det er der også lidt identitet i.