Tør bog om lidenskabelig debat

Rosanna Farbøl skriver i »Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende« om brug og misbrug af historien. Et spændende emne, som bogen dog ikke helt forløser, mener Berlingskes anmelder.

Foto: Thomas Lekfeldt og omslaget på Rosanna Farbøls bog. Fold sammen
Læs mere

Den måde, vi forstår vores fælles historie, har afgørende indflydelse på, hvordan fremtiden formes, og hvordan magten legitimeres.

For som historikeren Rosanna Farbøl skriver i sin omarbejdede ph.d.-afhandling, »Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende«, er historie noget, der altid foreligger i en bestemt tolkning. Eller, for at bruge bogens betegnelse: fortælling.

Magthavere bruger historien til at legimitere sig selv som de »gode«, og oppositionen bruger historien til at afsløre og eventuelt de-legitimere magthaverne som »de onde«.

Historiepolitik handler nemlig om moral, »om demokrati og værdier, identitet og danskhed«, som Farbøl skriver i sin bog, der på grundlag af et stort kildemateriale behandler de seneste 20-30 års kamp om historien blandt danske politikere, debattører og forskere.

Noget af det bedste i bogen er fremstillingen af de forskellige politiske fortællinger efter den kolde krig. Den borgerlige »konfliktfortælling« handler om den frie verdens kamp mod totalitarismen, fra kommunisme til islamisme. Den er en overbevisende fortælling, når den angår den kolde krig. Til gengæld svækkes den ifølge Farbøl, når den skal legitimere krigen i Irak og Libyen (som man gerne havde læst mere om). Den aktivistiske udenrigspolitik, der ønsker at sprede frihed og demokrati, var udtryk for overmod.

Heldigvis synes politikere at have lært af historien. Det har givet mere vind i sejlene til den konkurrerende fortælling, nemlig venstrefløjens »protestfortælling«, der især handler om USAs forsøg på at dominere verden. Altså en form for kulturimperialisme. Denne fortælling var, modsat den borgerlige, relativ svag under koldkrigen, men vandt styrke efter.

Mellem de to fortællinger står »konsensusfortællingen«, især repræsenteret ved socialdemokraterne. Deres problem under den kolde krig var »fodnotekomplekset«, men fortællingen blev styrket efter den kolde krig i form af en slags humanitær interventionisme: Fred i verden må sikres gennem FN. Men fortællingen løber ind i samme type problemer som den borgerlige: Idealerne må give tabt til realiteterne. Ikke-vestlige lande ønsker ikke nødvendigvis liberalt demokrati og humanisme.

Bogen handler ikke blot om, hvordan fortællinger om historien bruges som udenrigspolitisk kompas, den tager også livtag med det, der kaldes »historikernes kolde krig«, hvor det betændte spørgsmål om en politisering af forskningen kommer i centrum.

Er bogens emner således spændende, halter det lidt mere med formen. Det er en klart struktureret, men lidt tør bog. Debatten føres næsten altid med stor lidenskab, som man dog savner i bogen. Omvendt giver det forfatteren mulighed for at skrive relativ neutralt. Men i bestræbelsen på at være objektiv og dele sol og vind lige, skæres holdninger til, så forfatteren ikke blot kan placere sig selv, men også andre i en slags afbalanceret midterposition. Det er f.eks. ikke helt redeligt, når historikeren Morten Thing bruges som et eksempel på, hvordan venstrefløjen behandler sine egne »ømme punkter«. Tilsvarende gøres der for meget ud af at fremstille en angivelig bitterhed og revanchisme hos de såkaldte »koldkrigere« på højrefløjen. Farbøl kunne med fordel også have trukket perspektiverne længere tilbage i historien. Ligesom et videre blik end det nationale kunne have været frugtbart.

Bogens styrke er ikke kun at vise, at fortællinger om historien bestemt ikke er værdifrie, men også, at historikere udgør nogle af samfundets vigtigste – politiske – aktører.

Forfatter: Rosanna Farbøl.
Titel:  »Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende«
Sider: 303.
Pris: 350.
Forlag: Gads Forlag.