Tømmermænd på valsen

Bobler, balletdansere og bankende tømmermænd… Wienerfilharmonikernes traditionsrige nytårskoncert er en af verdens mest sete TV-udsendelser. Berlingske Tidende besøgte den gyldne sal i forgårs og oplevede hele programmet, der sendes direkte på DR1 i dag kl. 12.15.

Billede fra den traditionelle »Voraufführing« af nytårskoncerten i forgårs. Wienerfilharmonikerne og dirigenten Georges Prêtre fejrer at årets fodbold-EM afholdes i Østrig og Schweiz. Der er sket meget siden 1815... Fold sammen
Læs mere
Foto: Terry Linke

Nytår i Wien handler om grise af plastik. De er ikke større end fingerbøl og sælges i tusindvis fra bolsjestribede telte. Kun få meter væk knejser det ene fantastiske palæ efter det andet, malet i marengs eller smagfuld pistacie. Hvilken kontrast...

For wienerne går det folkelige og det fine hånd i hånd. Som når man vandrer ud ad byens maleriske hjerte og kommer forbi en af dens ældste beværtninger: Zu den drei Hacken. Her står menuen stadig på Mozarts livret – wienerschnitzel med knödel. I disse tilrøgede lokaler sad komponisten Franz Schubert med venner og festede til den gamle Johann Strauss’ underholdende violinspil.

Uden det folkelige var østrigere som Haydn og Mozart og Schubert aldrig blevet klodens mest populære klassikere. Og uden det fine var østrigere som familien Strauss aldrig blevet stuerene dansemusikere.

Tager man nogle få skridt mere, rammer man ringgaden. Wien har altid været en forbløffende lille hovedstad. Gaden er resultat af 1800-tallets kejserlige byplanlægning: Man sløjfede hundreder af huse, fuldendte en moderne trafikåre med sporvogne og lod det gamle hjerte ligge som en tidslomme.

Det er her på ringvejen, de berømte Wienerfilharmonikere holder nytårskoncerter. Orkestret spiller fast i Musikforeningens store sal, til daglig kaldet Guldsalen – man forstår hurtigt hvorfor: Den er formet som en skotøjsæske, men ligner det rene skatkammer. Guldet gløder fra gulv til loft. Selv balkonerne holdes oppe af forgyldte karyatider. Og de godt to tusinde tilhørere har måske glæde af verdens bedste akustik.

Salen stod færdig i 1870 og blev bygget af Theofilus Hansen, danskeren bag mange af Wiens nyklassicistiske templer. Lige siden har den lagt rum til både klassiske og lettere toner – faktisk skrev Johann Strauss musik til indvielsen. Faste nytårskoncerter i moderne forstand kom nu først til i skæbneåret 1939.

Johann Strauss er i øvrigt mange ting: Faderen grundlagde dynastiet for et par hundrede år siden og komponerede mange ørehængere, men er i dag mest kendt for »Radetzky-March« – det obligatoriske slutnummer i Wienerfilharmonikerne nytårskoncert. Hvorimod hans søn af samme navn drejede verdensberømte danse i hundredvis, blev kendt som Valsekongen og tjente millioner helt ovre i det fjerne Amerika på sin musik. Den gamle fik også sønnerne Josef og Eduard, begge glimrende valsekomponister.

En verden i valsetakt
Det folkelige og det fine ... Begge dele findes i valsen. Måske derfor elsker wienerne den overalt på jorden. Af og til rydder de byens gågader og giver fruen en svingom på vej hjem fra indkøb. Og koncerten på årets første dag står helt i valsens tegn. Vel kommer der en march, en polka, en galop af og til – men man vender altid tilbage til valsens svævende tretakter. Således også i år. Musikerne præsenterer programmet både dagen før og to dage før den store transmission. Koncerten på selve Nytårsdag er populær, men også lidt stiv i stemningen – mange foretrækker de to andre.

Sekunderne op til begyndelsen går langsomt. Folk sidder med næsten uopfyldelige forventninger. Der snakkes, fotograferes og filmes i en uendelighed. Enkelte musikere sidder allerede på scenen og varmer op.

At optræde for over en milliard mennesker nu og her, må være et nervepres uden lige. Trods alt hører Wienerfilharmonikernes nytårskoncert til en af verdens mest sete TV-udsendelser. Sammen med den sidste promenadekoncert fra Albert Hall er den manges eneste møde med klassisk musik overhovedet. Og så kan nytårskoncertens musik ikke en gang kaldes klassisk i almindelig forstand, bare dansemusik for et klassisk orkester. Men med musikernes kælen for de lette toner bliver det hele klassisk alligevel.

En pensioneret dame i pels peger op på balkonens mange uniformer – koncerten den 30. december er obligatorisk dannelse for nogle af Østrigs værnepligtige. »De behøver ikke kende nogen, der kender nogen,« sukker hun.

Så sandt ... Arrangementet tiltrækker tonemennesker fra hele verden og kræver tålmodigt forarbejde. Mange har været skrevet op i fem år eller mere. I parentes bemærket koster de bedste billetter omkring 3.000 kr. stykket.

Findes der andre udveje? Både ja og nej. Da avisens udsendte kanter sig forbi de misundelige blikke og får sin pressebillet, står en ubarberet herre med et helt bundt i lommen. Ved henvendelse kigger han rundt og trækker et par håndfulde op. Prisen siger han ikke højt. Men hvis man har drømt om en rigtig nytårskoncert og tager lidt let på både moneterne og moralen, så gå hen og spørg ...

Alle klapper, da strygerne går ind, fra høje violiner til de dybe kontrabasser – dét hører til koncertens mange traditioner. Efter dem kommer Georges Prêtre. Han er både arrangementets ældste dirigent nogensinde, den første franskmand nogensinde og til undermål den mindst kendte for mange i salen. Kan denne 83-årige galler med de gigtstive hænder virkelig formidle østrigsk kultur for en milliard mennesker? Vi får se.

I selve orkestret sidder der kun herrer, siger man. For et par år siden udtrykte en fremtrædende filharmoniker det endnu skarpere: »Vi er en gruppe hvide mænd, der spiller musik af hvide mænd for hvide mænd.« Men det første passer ikke. Ved nytårskoncerten 2008 medvirker hele tre piger, heraf en på harpe.

Franske fristelser
Pludselig er festen i gang. Sikken salighed. Har man aldrig hørt de knap 80 musikere på hjemmebane, skal man ikke dø endnu.

Um-ba Um-ba ... »Napoleon-Marsch« af Johann Strauss d.y. var oprindelig en politisk manifestation fra Valsekongens side. I dag lyder den snarere som en kærlig hilsen fra dirigenten Georges Prêtres hjemland. Og der kommer mange, mange flere: Ud af musikfestens 18 programpunkter har op mod halvdelen franske forbindelser – det kan være inspirationer fra steder som Paris eller Versailles, fra franske musikværker, fra genren polka française.

Selv den kendte »Dorfschwalben aus Österreich« af Josef Strauss lyder fransk i Prêtres hænder. Den bliver halvlegens kunstneriske højdepunkt. Alverdens TV-seere kan glæde sig til slutningen i eftermiddag ... Prêtre dæmper sit orkester, gør den lette melodi helt tyst og inderlig – så man til sidst sidder med en hjertesprængende længsel som i Berlioz’ sange.

Få minutter senere kan man høre Johann Strauss d.æ. citere den franske nationalsang, Marseilleaisen. Og da en »Orpheus-Quadrille« af hans berømte søn sætter i gang, løfter taget sig næsten. For mange af tonerne stammer fra galleren Offenbachs medrivende cancan – også flere toner end politiet ville tillade i dag.

Aldrig har østrigsk musik lydt mere fransk. Men samtidig bevinges hver eneste tone af Wienerfilharmonikernes verdensberømte valsekunst. Ægte wienervals kan kun spilles af indfødte wienere, siger man. I alle andres hænder lyder den tillært. Forskellen kan ikke rigtig beskrives, kun opleves. Det noget med betoningen: Wienerne spiller ikke um-da-da, snarere en slags umda—da. Forskellen er som to verdner. Lidt ligesom der på dansk kan være verdner til forskel mellem hun og hund.

Pausen er et orgie i balkjoler, balsamiske bobler og Brauner til de mokkatørstige. Men har man husket jakkesættet og den lange kjole, vil alle føle sig velkomne.

Tilbage i salen sætter en hurtig polka alle i swingninger. Og da piccolofløjten til slut sender høje toner helt op under skotøjsæskens låg, er bifaldet nær ved at løfte det helt af. Meget kan man sige om wienerne – men væsensforskellige fra danskerne er de ikke: De klapper kraftigst efter kendte stykker og kraftige stykker.

Til næstsidst klassikeren over alle: Den utrolige »Kaiser-Walzer« af Johann Strauss d.y. Man fornemmer storme bag de underspillede toner – varsler om verdenskrige og voldsom død. Og så rummer Kejservalsen vel det mest magiske øjeblik i hele valsens verden: Det øjeblik midtvejs, hvor trompet og basun sætter ind. Pludseligt, uventet, overrumplende. Wienerfilharmonikerne under Georges Prêtre antyder det kun. Fra det øjeblik har forførelsen gjort sin virkning. Selv den hårdeste herre er på valsen.

Resten er tradition. Årets vits handler om det, alle mænd tænker på: Om få måneder lægger Østrig og Schweiz til EM i fodbold. Lige pludselig skal samtlige filharmonikere sidde med røde og hvide tørklæder om halsen. Det må være svært for orkesterets danske medlem, cellisten Jørgen Fog – hans gamle hjemland kvalificerede sig som bekendt ikke.

Under hittet »An der schönen blauen Donau« får man selvfølgelig hverken glæde af fjernsynets flotte balletoptrin eller lipizzanerne på Den Spanske Rideskole. Men lidt falder der af: Et ungt par i blåt valser ind i Guldsalen, ind mellem de to tusind tilhørere og op til scenen.

Og så ekstranummeret »Radetzky-March« af gamle Johann Strauss. Den forbliver sidste nummer den eftermiddag – sådan er det altid: Hvor meget der end hujes og klappes og råbes bravo, går filharmonikerne ud bagefter.

Festen er forbi. At dømme efter den skvulpende lyd er folks mobiltelefoner med kamera også løbet tør for strøm. Grisene af plastik venter ude mellem palæerne af marmor. Nytår i Wien kan være fint det ene øjeblik og dybt folkeligt det næste.

Fint nok.